Plader

John Maus: We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves

Skrevet af Lasse Aagaard

Med sit tredje fuldlængdeudspil giver John Maus sit bud på, hvordan 2011’s popmusik skal lyde. Resultatet er ikke kun godt – det giver også plads til eftertanke.

»The procedure thus far has been to subtract anything I wagered was superfluent to the question mark of pop, whatever that is – you know, this pop sensibility we talk about, having no idea what it means, meaning that it is a truth, an ineffable thing, we can only ever endlessly approach through the work.«

Ordene falder fra amerikanske John Maus. Uden falsk beskedenhed forsøger han at optegne sit seneste projekt. Prøv at tygge på den: Han taler om, at popmusikken i vores samfund er et ideal i højere grad end en genre eller en konvention. Alle er vi enige om, at popmusikken er derude, alle har vi en holdning til den, men det betyder ikke, at vi kan pege konkret på dens udformning eller give den en opskrift. Alle tider har sin popmusik, ligesom alle tider har sine skønhedsidealer.

Med sit seneste udspil vil John Maus forsøge at give et bud på, hvordan pop anno 2011 kan lyde. Og mere end det: Han vil også forsøge at lave musik, hvor der er spekuleret i, hvordan musikken bliver brugt af os lyttere. Kan man blive mere prætentiøs? Ja, man kan navngive projektet We Must Become The Pitiless Censors of Ourselves. Og det har Maus så valgt at gøre.

Maus’ bud på kontemporær og relevant popmusik lyder overraskende nok mest som et demobånd, der har ligget hengemt under en receptionssofa på et større pladeselskab siden midten af 80’erne. Og i al den tid har båndet fået lov til at gære og samle kraft. Musikkens umiddelbarhed og vilje har ikke tabt relevans i mellemtiden, og musikken er ikke nostalgisk. Den lyder frisk og ny.

Den er lavet i en lille parallelverden af pastelfarver og brun båndstøj. Dunkle elektrotrommer, glinsende synthizisere og omme bagved, bagerst i rummet, messer John Maus med sin humørfyldte, men ensomme bariton. Nu lyder han som en munter Ian Curtis, nu som en ironisk Scott Walker. Altid badet og balsameret i tyk ekko og rumklang.

Der er hele tiden små jokes på albummet, men de er henvendt til ham selv. Og når han bliver ved med at messe dem frem som en anden gregoriansk sanger, mens lydrummet fyldes af de ekkoer, der skælver fra hans stemme, holder vi til sidst op med at grine af dem eller finde dem latterlige. Vi begynder at lytte til dem. Når neonlyset og den brune båndstøj bliver ved med at omfavne os tættere og tættere, holder vi til sidst op med at finde den kvalm eller kitsch. Vi begynder at give os hen til den. Og når vi så dykker en lille smule dybere finder vi, dernede på bunden, en række af små popperler, ensomme, smukke og lidt sjove.

På en måde minder We Must Become… mig om Loveless – My Bloody Valentines skelsættende svanesang fra 1991. Æstetikken vil i bund og grund det samme, men udganspunktet er forskelligt: Hvor sidstnævnte forsøger at overeksponere de evindelige elementer i rockmusikken (trommer, guitar, vokal) til en grad, hvor vi næsten ikke kan kende dem mere, siden bliver fremmedgjort fra dem og endeligt fascineres på ny, hiver Maus fat i håret på den digitale popmusik. Fælles for begge plader er, at resultaterne er episke drømmescenarier, musikalske mantraer, der på en gang er fremmedgørende, nærmest ansigtsløse og samtidigt dybt inderlige.

Men selvom Maus næsten ikke kan slå indpakningen af sit projekt stort nok op, er selve musikken anderledes enkel. De nedbarberede tekster serverer ikke meget andet end en konturerne af en følelse, intet mere end snerten af betydning. Alligevel falder jeg med, når han gang på gang luller mig ind: »… and the rain came down / down, down, down.« Jeg ved ikke, hvad han egentlig mener, men han giver mig et rum at ånde i.

We Must Become… er en fodnote til den moderne, vestlige lytters forbrug af musik. Væk er skellet mellem høj- og lavkultur. Forsvundet er den musik, hvis immanente sandheder kun kunne findes via intensive studier af nodepapiret. Og borte med blæsten er den lidende kunstner, i vis hjerte sandheden bæres, som han sidder der i sin skovhytte og skriver ensomme sange efter at have hugget brænde. Tilbage er en kultur, der vader i sonisk stimuli, med en potentiel fare for at glemme at tage stilling til disse i jagten efter nye. Maus vil have os til at tage stilling til hans musik, men vi må selv finde ud af, hvad vi skal bruge den til. Han serverer os kun skabelonen, følelserne er op til os.

Mange vil sikkert klandre Maus for ikke at være meget andet end en pornomodel for en fællesspiller i den lokale hipsterklike. Dem om det. Det ændrer ikke på, at han med We Must Become… træder i karakter som en af de overraskende få popsnedkere, der tager substantielt stilling til, hvordan vi som lyttere forbruger musik, og hvad popmusik rent åndeligt skal tilbyde os. Med We Must Become… giver han os 11 små stykker sandheder, der kun er sandheder i det omfang, at vi selv tillægger dem mening og betydning. Og er det ikke det, som den bedste popmusik skal kunne? Det er lige præcis det, som den bedste popmusik skal kunne.

★★★★★½

4 kommentarer

Deltag i debat