Med fin og vedkommende folkrock minder danske One-Eyed Mule os om, at hjem er en følelse og ikke et sted, vi bare sådan kan tage hen.
Skribent - Lasse Aagaard
Xiu Xiu: Always
Xiu Xiu er forfærdelighedernes arnested. Og det seneste album, Always, er musik, der skal høres, når verden er et forfærdeligt sted at være. Men hvis alting er forfærdeligt, så er der intet, der er forfærdeligt.
Apparat: The Devil’s Walk
The Devil's Walk har ikke så meget djævelsk over sig. Hvis den havde haft det, havde der nok været mere af den kant, der mangler på Apparats seneste udspil.
Of the Wand and the Moon: The Lone Descent
Of the Wand and the Moons soloridt ud i ensomheden er et fascinerende bekendtskab med mørket i os selv.
John Maus + Gary War + Girlseeker, 11.11.11, Charlottenborg, København
Det lykkedes John Maus at brænde igennem både ild, vand og et dårligt arrangement.
John Maus: We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
Med sit tredje fuldlængdeudspil giver John Maus sit bud på, hvordan 2011's popmusik skal lyde. Resultatet er ikke kun godt – det giver også plads til eftertanke.
The Rapture: In the Grace of Your Love
The Rapture ved på deres tredje udspil ikke rigtig, hvad de vil, og så er det lidt svært at blive hængende.
Forest & Crispian: Morgenlands
Fortællinger om blod og dekadence skal helst være mere uhyggelige end kedelige. Svenske Forest & Crispian går lige vel temperamentsløst til opgaven.
Beirut: The Rip Tide
Altid rejselystne Beirut tager på det tredje album, The Rip Tide, på rejse i bandets eget musikalske indre. Det giver en fornyet og tiltrængt ro, men kan desværre ikke holde kedsomheden fra døren fra tid til anden.
With No Arms and Legs: s.t.
Det kræver mod at kunne fylde en hel kirkesal med vilje og lyd, og det mod har With No Arms and Legs. Desværre mangler de kontrollen til at kunne skabe et helstøbt album ud fra det.
Foster the People: Torches
Los Angeles-baserede Foster the People spiller op til fest. Der er glimmer overalt og melodier i lange baner. Men det er ikke så sjovt at feste, når alt er så poleret, at du ikke kan røre ved noget.
Twice the Zorro: Manifesto del Zorro EP
Iklædt electrofunderet indiepop viser Twice the Zorro, hvordan man får modsætninger til at danse sammen. Her er der plads til både at grine og græde. Desværre kan det derfor nogle gange være svært at vide, hvad man skal.