Plader

The Tallest Man on Earth: There’s No Leaving Now

Med guitaren i højsædet og sydstats-feeling i stemmen formår The Tallest Man on Earth at imponere og overraske på sit tredje udspil. En plade, som i særdeleshed lever op til svenskerens navn.

Efter at den lave svensker med det ellers højtravende navn leverede en præstation, der ramte plet i tilhørernes folkhjerter på sidste års Roskilde Festival, har forventningerne været massive til Kristian Matssons tredje album, There’s No Leaving Now. Forventninger, som Matsson fuldt ud formår at leve op til.

Som på de foregående album, Shallow Grave (2008) og The Wild Hunt (2010), bevarer Matsson en rød tråd af uptempo akustisk guitarspil tilsat skærende americana-røst og fortællende tekster, der som en bærende helhed omkranser pladens 10 numre. Dog trævler tråden enkelte steder på pladen, hvilket taler til svenskerens fordel, idet det giver afbræk i hans ellers velkendte lydskabelon. Dette medfører smukke detaljer grænsende til genialitet, som hiver There’s No Leaving Now op på et højere og mere detaljerigt niveau end de to foregående albums.

Afbrækkene skærer stærkest igennem på pladens balladeprægede numre, der uden at føles pladderromantiske netop pga. Matssons hæse vokal forbliver smukke og dog upolerede. Et eksempel på denne smukke lyd er “Bright Lanterns”, hvor tempoet sættes ned, og svenskerens karakteristiske uptempo fingerspil sættes i baggrunden til fordel for blid og stemningspræget slide-guitar, som drømmende fører tankerne mod sydstatslige sensommeraftener.

I titelnummeret – en sindsrivende smuk pianoballade, der stilmæssigt leder tankerne på David Gray – bliver svenskeren presset til det maksimale af sin vokalmæssige spændvidde. Gentagne gange er han på kanten af sin stemmes kunnen, men uden at vakle. Han mestrer sine grænser og skaber en kontrastfuld og smuk, inderlig skrøbelighed med sin gennemtrængende røst.

There’s No Leaving Now indprenter sig i lytterens bevidsthed, idet Matsson i særdeleshed formår at skrue sit stemmemæssige niveau i vejret uden at lade den gode sang og den akustiske americana-feeling i stikken. Førstehåndsindtrykket af albummet er, at det forekommer en smule ensformigt, idet der ikke er den store variation i lyd og tempo. Men! Når du først har gennemlyttet Kristian Matssons tredje udspil, givet dig tid og ladet dig overmande af svenskerens dragende sydstatsstemme, er der ingen tvivl om, at There’s No Leaving Now bør finde vej til din pladesamling.

★★★★★☆

Lyt til “1904”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/1904.mp3]

Om skribenten

Marie Elisabeth Andersen

Biografi:
Egentlig voksede jeg op i et hjem uden den store musiske indflydelse. Der var hverken hippe kunstnerforældre, guitar eller den store pladesamling at gå på opdagelse i, så det var primært op til mig selv at finde et solidt musisk ståsted, hvilket første til adskillige timer i øvelokaler. Folkeskolen bragte, i første omgang, kun dansabel pop med sig, såsom Aqua, Spice Girls og Cut’n'Move - ikke lige min boldgade.

Da jeg faldt over Mews legende poplyd på A Triumph for Man, som afvigede fra de sædvanlige, dundrende 90’er-beats, var jeg solgt. Ståstedet har ikke flyttet sig meget siden. Jeg har udviklet en dyb kærlighed til singer/songwriter-genren med en guitarklang skåret ind til benet og en hudløs tekst. Dog hænger jeg mig generelt ikke så meget i genrer, idet min musiksmag spænder vidt. Jeg leder dog altid efter musik, der kæler for øregangene, taler til hjertet og ikke mindst besidder en vokal og et lydlandskab, som går rent ind.

Fem favoritalbums:
Mew: Frengers
Joshua Radin: We Were Here

Bright Eyes: I'm Wide Awake It's Morning
Kings of Convenience: Riot on an Empty Street
Feist: The Reminder

Skriv et svar