Konkurrencer

Vind Christian Hjelms solodebut

Skrevet af Redaktionen

Figurines’ forsanger Christian Hjelm har just udgivet en dansksproget plade som et solosideprojekt. Undertoner er vilde med resultatet og vilde efter at dele det med dig. Tryk her for at deltage i konkurrencen om dit helt eget pladeeksemplar.

Nordjylland er ikke kun kendt for sit store forbrug af trailere eller partylivet i provinsens hovedattraktion ‘Gaden’. Det er også der, at Figurines forsanger Christian Hjelm har taget sine barneskridt. Nu tager han endnu et prøvende, men bestemt ikke vakkelvorent skridt med solodebuten Før vi blev lette, der udkom i går den 3. september. Du kan blive den heldige vinder af det nye soloalbum ved at deltage i konkurrencen om en af de tre cd’er, der er faldet i Undertoners skød.

Før vi blev lette er Hjelms første forsøg med tekster på modersmålet, og til dette har Undertoners Nina Ulrich Østergaard følgende at sige i en anmeldelse, der tildeler pladen fem flotte U’er:

»Det danske sprog klæder virkelig Hjelms karakteristiske vokal, der gudskelov har udviklet sig fra at lyde en kende skabagtig på Figurines’ tidligste udgivelser til overskudsagtigt at hvile i sin særegenhed uden at forfalde til overstyrede udskejelser. Når man samtidig mestrer lyrikken til fulde, virker sprogvalget så oplagt og indlysende rigtigt. Tak for det.«

Sangene fra det kommende album blev luftet i fredags til Trailerpark Festival, og Undertoners udsendte kvitterede med fire og et halvt U for »en god gang rock’n’roll med masser af guitar og attitude.«

Og nu til spørgsmålet, der kan bringe lyden af Nordjyllands stolte søn ind i din stue. Husk, at svaret skal falde senest 13. september.

Vinderne er fundet.

Deltag i debat