Torsdag formiddag strømmede folk mod Aphaca på Arena, og stemningen mindede om dengang Tobias Rahim eller Artigeardit spillede på en alt for lille scene til et alt for stort publikum. Alle ville have en bid af Aphaca. Folk sad oven på toiletvogne og sågar oppe i træerne rundt om teltet – det var umuligt at finde plads, fordi ingen ville gå glip af det. Trommeslageren, Noah Elias Rasmussen, lagde ud som vanligt med et stemningsfuldt forspil, før Rumle Hueg Kærså, forsanger, trådte på scenen med sit store smil. Lyden var dog så lav, at man næsten kun kunne høre sig selv synge med på åbningsnummeret “Et sted hvor vi er de første”, hvis man stod helt ude, hvor størstedelen af publikum befandt sig.
Da Rumle tog sin guitar frem på “En som dig”, blev koncerten mere sentimental, og man kunne mærke, at forsangeren gav den gas – men desværre stadig med for lav lyd fra højttalerne. Store menneskemængder begyndte allerede at gå undervejs, fordi de hverken kunne se eller høre de fem glade gutter, som endelig fik lov til at spille på Roskilde. Publikum havde ikke følelsen af at være med i koncerten, hvor de stod – og det var ærgerligt, for det unge band præsterede en ellers virkelig god performance.
Da Bette kom ind som feature, blødte stemningen gevaldigt op i publikum. Og med tonerne til kæmpehittet “Smelter under månen”, ramte oplevelsen rigtigt uanset, hvor man stod. Alle sang med, og fællessangen gjaldede ud over hele pladsen. Det var ét af de øjeblikke, hvor det hele næsten lykkedes, trods pladsudfordringerne. Bertram Ask Plaugborg, bandets selvudnævnte anden hovedperson, løftede guitaren mod publikum og modtog sin hyldest retur.
Senere i koncerten kunne man endelig komme tættere på, og bandet, der har haft et virkelig sindssygt år, levede her fuldt op til forventningerne. Forsanger Rumle sang utrolig godt, og der var helt tydelig synkronisation i mellem bandet. De legede med ekkoeffekter under “Jeg synger bare”, men så gik lyden igen – også fuldt ud fra scenen. De sluttede med “Drøm om et menneske”, og det føltes som en koncert, der burde have været helt magisk – men som endte med at forsvinde i vind og teknikproblemer.
På Apollo stod Omar S i Gucci-bøllehat og leverede et sæt, der mest af alt føltes som en kæmpe soundboks i røgtåger. Publikum var i hyggehumør og mere klar på fest end Omar selv, der stod bomstille bag pulten og kun lejlighedsvis gik rundt. Køen til Apollo Bar var længere end op til scenen, men folk vibede, dansede og var i fuld stemning. Musikken voksede langsomt, men det var publikum, der bar stemningen – ikke kunstneren.
Senere på Orange eksploderede det, da Stormzy gik på. Han kom ind med sin klassiske energi i sort wife beater, et truende blik og sveden dryppende, mens beatet tikkede af sted. Moshpits brød ud flere gange – også under de stille numre – og “Own It” samlede alle, også tilsyneladende dem der normalt ikke hører UK-rap.
»Praise ya!« råbte Stormzy med armene i vejret og sendte sit religiøse budskab ud over pladsen. Publikum kvitterede med et hedensk »Lålålålå« og jubel, især under “Too Big for Your Boots”, hvor hele dyrskuepladsen syntes at hoppe som én stor masse. Det var nærmest ubehageligt at stå tæt på Orange, hvis man ikke er glad for flyvende hænder og fødder. Stormzy sluttede af med “Vossi Bop” og et kæmpe fyrværkerishow, som det var svært at falde ned efter koncerten. Det var en tung, svedig fest, der satte sig i kroppen.
Sent på natten tog D1MA over på Orange og leverede en kæmpe fest fuld af hits, som alle kunne skråle med på. Han åbnede med et par sange med færre streams – måske nye eller netop udgivne numre. Først efter lidt tid indtog han faktisk scenen og fangede publikum med sin råbende falsetvokal, nærmest skrrigende, og det ramte lige i hjertet. »I know!« råbte han ud mod publikum, og da lyset gik rødt og orange, vågnede vi op og blev fanget igen.
Og lidt efter: »Roskilde, jeg har taget en ven med i aften!« – og Tobias Rahim dukkede op på scenen til den fælles “Bellevue” iført kjole. Da “Moonlight” gik på, gik hele Orange amok.
Dagen sluttede på Arena, hvor Anton Westerlin tog os gennem hele sit album i et tempofyldt og næsten teatralsk DJ-sæt. Thor Farlov dukkede op midt i techno-rusen, Lamin overtog showet lidt fra Westerlin, der ofte bedst kan lide af være i producerrollen. Det skete med kæmpe energi, og Westerlin flexede alt, hvad han kunne og nogensinde havde produceret udi danse festsange – mange af dem har ligget øverst på charten længe Annika dukkede også op til festen og lukkede den ned med en nærmest magisk vokal – et udmærket comeback efter sin alt for tidlige, og bestemt ikke planlagte, åbning af Orange – og Arena kogte over én sidste gang.
Alle fotos – Mathias Kristensen
