Der findes lige præcis ét klokketårn på Vestre Kirkegård – Skandinaviens største, kirkegården altså. Det kræver derfor, at man er tæt nok på for rigtig at kunne høre det. Er man tilpas langt nok væk, fremstår de daglige klokkemelodier i stedet som svage varslinger, der giver genklang over 54 hektar død, sorg og minder. Intet varer for evigt.
Præcis 3 minutter og 58 sekunder inde i Heathes “Black Milk Sour Soil” ringer lyden af en noget mindre klokke, som hænger fast i lydbilledet længe efter anslaget. Ildevarslende om grådkvalte børn, verdens undergang og det ankelhøje havvand, vi – i fortællerens drøm såvel som virkelighed – alle danser i. Men der er i grunden ikke noget fortænkt i Heathes dommedagsvisioner og mørklagte lyriske univers, bliver jeg hurtigt forsikret om.
»Det at hengive sig til noget, som i manges tilfælde vil være noget guddommeligt, synes jeg er spændende. Men jeg er ikke sådan én, der render rundt med en lædernotesbog og skriver små remser ned, når de lige dukker op i mit hoved. Jeg plejer egentlig at konstruere et relativt simpelt, men færdigt nummer, og dernæst – fordi jeg ikke er særlig interesseret i at skrive lyrik – lytter jeg det igennem og forsøger at synge, hvad der falder mig ind. Nu siger jeg “synge” – jeg sidder i mit øvelokale og råber ind i min computerskærm,« konstaterer Martin Jensen. Jeg har lovet, at jeg ikke kalder ham hverken frontmand eller bandleder, men det er dog stadigvæk ham, der egenhændigt startede projektet i et aalborgensisk øvelokale tilbage i 2015.
I dag er projektet Heathe imidlertid blevet til et band – seks mand høj og primært bestående af nordjyder. Mellem Martin Jensens første demoer og “Black Milk Sour Soil”-singlen, der udkom tidligere i år, var de sågar helt oppe og ramme en bandbesætning på noget, der minder om 12 mand.
»Til vores første koncert i juni 2016, bestod Heathe hovedsageligt af folk, der ikke havde spillet i særligt mange andre projekter. Det var dem, jeg rakte ud til, fordi de var tilpas inden for rækkevidde, i den forstand at det matchede mine ambitioner. Jeg gad slet ikke spille live, og jeg havde vel heller ikke tænkt, at jeg skulle udgive demoen, men efter at have hørt indspilningerne fik Simon (Westmark, trommeslager red.) presset mig til, at vi også skulle ud og spille det med nogle andre mennesker,« forklarer han.
Masochistiske udforskninger af musikalske rum
I vores indledende korrespondance – før vi tog en forårsgåtur mellem asketræer, parkbænke, motionister og de jordiske rester af Herman Bang, Jens Otto Krag og Carl Nielsen – informerede Martin Jensen mig om, at Heathe rent faktisk kun ses omtrent fire gange om året. Jeg kommenterer, at jeg da er beæret over i så fald at få lov til at kunne indkalde til ekstraordinær generalforsamling, selvom det foruden Jensen i dagens anledning kun er guitarist Andreas Westmark og producer Simon Mariegaard, som gør os selskab. De andre bandmedlemmer er spredt rundt omkring i ind- og udland. Én bor på Fyn, en anden hjemme i Aalborg og en tredje i Norge.
»For os alle er det nemmere, end hvis vi skulle mødes hver uge, fordi folk har så travlt med alle mulige ting, jobs og andre bands. Fordi vi mødes så sjældent, bliver det derfor også meget kvalitet frem for kvantitet, og det bliver meget intensivt. Faktisk blev det så intensivt, senest vi var sammen, at vi til sidst fandt ud af, at vi fungerer meget bedre, når vi laver dagsplaner. Så fastsatte vi et tidspunkt, når der var pause, og så arbejdede vi ud fra det. Så det er nemt,« konstaterer Andreas Westmark påfaldende nordjysk, inden Simon Mariegaard supplerer: »Det er i hvert fald blevet nemt, efter vi har haft nogle gode snakke om det. Vi har ad flere omgange forsøgt at finde en god struktur og få afstemt, hvad folks ambitioner er, og hvad det kræver for den enkelte for at kunne sætte tid af til Heathe.«
Både han og Andreas Westmark kom med i Heathe i tiden omkring fuldlængdedebuten, On the Tombstones; the Symbols Engraved, og i begges tilfælde har de også haft fingrene med i mange andre projekter gennem årene. For Simon Mariegaards vedkommende er det primært Kogekunst, mens Andreas Westmark mest prominent har ageret vokalist og guitarist for nu hedengangne Get Your Gun. Men hvorfor så lige Heathe, og hvad er det ved de tidlige black/doom-skitser (og i dag nogle mere eksperimenterende kompositioner), som er så appellerende for netop dem?
»Generelt for alle projekter handler det om at få mest muligt ud af det, der ligger foran en,« fortæller Simon Mariegaard. »Dem, der er med i Heathe, har alle sammen virkelig meget at byde på som individer, og så handler det om at få strikket det sammen, så det går op i den størst mulige enhed. Samtidig er der også noget spændende i det stilistiske, som lidt er fremmed for de fleste af os. Der er mange af os, som ikke tidligere har været i den del af musikverden, man ville kunne kalde black metal eller doom eller noget helt tredje.«
»Et er, at vi er en masse gode venner, som har spillet musik sammen på kryds og tværs før, men jeg synes også, at Heathe er et kreativt frirum. På en måde er det jo Martin, der har mest ansvar – det kan jo være, det ændrer sig, for det har det i hvert fald gjort med de nyeste numre – men der er ret højt til loftet. Samtidig er det sjovt at spille musik, der er så fysisk. Der er nok flere i bandet, der er lidt masochistiske og godt kan lide, når det gør lidt nas,« griner Andreas Westmark, inden Martin Jensen byder ind:
»Jeg synes, det er rart, at ambitionsniveauet først og fremmest er at udforske et musikalsk rum sammen. Der er ikke en eller anden fællesnævner, der hedder, at vi skal ud og spille lange turnéer, tjene penge på det eller få en masse omtale. Vi snakker sgu ikke så meget om de ting. Selvfølgelig tænker vi over det, når vi engang i mellem gerne vil ud og spille, fordi det også er sjovt, men vi vil hellere spille tre koncerter på et år og gøre rigtig meget ud af det, end at ligge og turnere land og rige rundt og spille hele tiden. Det tror jeg ikke, vi kommer til – så skal der i hvert fald være et agentur, der har en stor pose penge, fordi vi er nogle luksusdyr.«
Lyden af døende dyr
Derfor udnyttede Heathe den sparsomme tid, de nu engang har sammen, og tog i sommerhus et sted ovre vestpå. Det blev til en hektisk proces fyldt med saxofoner, klokker, gonger og guitarer. På nuværende tidspunkt anslår Martin Jensen, at der vel mangler 10 minutter. Det samme gjorde han, da vi skrev sammen tilbage i februar. »Men er det ikke også bare sådan noget, man slynger ud?« spørger han retorisk.
Heathe anno 2023 er i al fald et helt andet sted end både demoen og fuldlængdedebuten. Det kommer selvfølgelig naturligt, i takt med at konstellationer ændres, og idéer materialiserer sig.
»I de to et halvt år, der gik fra On the Tombstones… til de nye skitser, vi har arbejdet med, er der sket noget ret radikalt rent musikalsk. Det er stadig langt og repetitivt, men der er helt sikkert et andet udtryk, som lægger op til, at man arbejder på en anden og mere grundig måde, og som kræver lidt mere fordybelse og dedikation til sit instrument for dem, der er med, end det tidligere har gjort,« fortæller Martin Jensen.
»Der begyndte også at ske nogle nye bevægelser på On the Tombstones… Det var jo Martin, der havde lavet alle grundidéerne, men pludselig kom der flere med,« noterer Andreas Westmark. »Jeg kan selv godt lide at tage plads, når der er plads – så det gjorde jeg også – og man kunne mærke, hvordan de her idéer blev udfoldet, mens vi indspillede. For nogle af os er det også bare spændende, når det netop bliver så repetitivt med de her tålmodige, soniske udfoldelser, og hvordan man kan bruge dem til at fucke med folk, hvor de bliver i tvivl om, hvorvidt der overhovedet sker noget nyt. Vi er nok også lidt tiltrukket af, hvordan man kan lave nogle lyde, der er så konfronterende som muligt. Jeg har jo længe sagt, at jeg ikke spiller guitar i Heathe, men i stedet prøver at lave lyden af døde dyr. Eller dyr, der dør. Døende dyr!« lander han til sidst på.
»Musikalsk set kan vi nok bare godt lide at dyrke nogle ekstremer. Lige for tiden bruger jeg meget tid på at lytte til 30 af de lyseste orgelpiper, man kan forestille sig, bare stå og hvine én i stykker – i sådan en grad at man kan stille spørgsmålstegn ved, om man selv kan holde ud at lytte til det. Det er en del af nogle indspilninger, jeg laver med Calum Builder, som har dekonstrueret det her kirkeorgel,« siger Simon Mariegaard
«Du har også haft et orgel-flip i mange år,« indskyder Andreas Westmark tørt.
»Der er et eller andet fedt ved de her lyde, som er så unaturlige, at ørerne slet ikke kan processere dem. Det handler også om at få noget pleasure ud af det, der ikke er til at bære,« slutter Simon Mariegaard.
Med nye (såvel som gamle) kræfter, der pludselig bidrager med diverse input, har det for Martin Jensen også handlet om at give mere slip. Ikke at det nødvendigvis har været let, men han er da kommet et godt stykke af vejen – også selvom han stadig ikke helt er der endnu.
»Det har da taget lang tid. Nu er jeg heldigvis ikke perfektionist, men jeg er så heldig at spille med nogen, der er meget grundige, og som kan fastholde mig i, at vi lige skal blive ved med at arbejde med noget, for jeg er meget hurtigt videre. Så det har jeg skullet lære,« fortæller han, inden Andreas Westmark vender tilbage til vores tidligere snak om, hvad Heathe egentlig er:
»Det er også gået op for mig, at det, at vi mødes så sjældent, har betydning for de tanker, man har om et projekt. Hvis man spiller sammen hver uge, så ville det virkelig stå i cement, hvad det var, det handlede om. Men hver gang vi har mødtes, så er der nogen der har taget et nyt instrument med. Det, at vi ses så sjældent, gør, at der kommer nogle mærkelige lyde, fordi det bliver ikke cementeret, hvad Heathe er, og vi skal ikke overholde alle mulige regler, fordi man næsten har glemt det fra den ene gang til den anden.«
»Det handler også om den udvikling, vores sociale rum har gennemgået – hvor det gik fra at være et projekt, der handlede ligevel meget om at have det rigtig sjovt og spille rigtig højt, til at være et socialt rum, hvor vi bruger enormt meget tid på at arbejde med musikken,« tilføjer Martin Jensen.
Ingen formiddagspyramide, tak
Fra et lille socialt rum til landets vel nok største af sin slags. Fra sommerhus til dyrskueplads. Om få uger indtager Heathe langt om længe Roskilde Festival, efter den 2020-udgave, hvor de ellers var programsat til at medvirke i en frygteligt god tretrinsraket sammen med Nyredolk og Orm fredag nat, jo som bekendt blev aflyst. Denne gang hedder det søndag klokken 23.00 på den nyopslåede teltscene Gaia, men selvom dialogen mellem band og festival var blevet fastholdt gennem de følgende år, lå det ikke nødvendigvis i kortene, at Heathe ville være at finde på Roskilde Festivals 2023-plakat.
»Vi havde egentlig ikke regnet med at skulle spille i år. Jeg spørger altid Simon Westmark, hvad jeg skal gøre, så jeg ringede til ham, da Roskilde Festival havde skrevet til os. »Skal vi sige ja eller nej, for det kunne måske også være fedt i 2024,« drøftede vi blandt andet. Der blev vi samtidig enige om, at hvis vi skulle spille på den dér pyramide klokken 14.00, så ville vi sige nej. Oven i det fik vi også lidt travlt, for vi får det vel at vide i marts, og det var heller ikke meningen, at “Black Milk Sour Soil” skulle udkomme i foråret. Men så fik vi da en anledning til at rubbe neglene,« fortæller Martin Jensen, der dog har en klar forventning om, at denne koncert har potentialet til at blive endnu bedre end det, der var i støbeskeen i 2020.
»Det er også, fordi I alle sammen har en lige så stor aktie i det nu, som jeg har. Når vi skulle ud og spille med On the Tombstones… skrev man: »Nu skal vi spille på Nørrebro. Hvem kan?« inde i én eller anden Facebook-gruppe med mange medlemmer. Og så blev det også sådan, at der aldrig var nogen, der var 100% investeret i det.«
Forberedelserne til bandets Roskilde Festival-debut er derfor også gået med at finpudse både detaljerne og sætlisten – blandt andet med en håndfuld koncerter herhjemme i februar, hvor det for bandets vedkommende også blevet slået fast, at der stadig kan ligge faldgruber og lure, men at mulighederne på Roskilde Festival samtidig kan føre til noget langt, langt større.
»Et par gange undervejs følte vi, at vi gik på kompromis, i forhold til hvad vi måtte på spillestederne,« fortæller Simon Mariegaard. »Først spillede vi på Teater Momentum i Odense, som jo er et fedt sted, men hvor anlægget overhovedet ikke kunne følge med. Så tænkte vi, at det ville blive bedre at komme til Stairway og bare spille lige så højt, som vi har lyst til. Men de er jo underlagt ikke at må spille særlig højt på grund af deres naboer – trods alt blev det virkelig en god koncert, og alt gik super godt. Så da vi spiller på Voxhall, som er et større rum, og hvor vi har en højere lydgrænse, ender vi med at stå med en følelse af: »Shit, det her må vi jo også godt på Roskilde Festival.« Her kommer der bare til at være endnu flere mennesker, og vi kommer alle sammen til at være gejlet endnu mere op. På den måde bliver det en videreførelse, som bliver bedre end turnéen – ja, det bliver den samme oplevelse, men i endnu bedre rammer!«
Heathe spiller på Gaia søndag den 25. juni klokken 23.00.
Heathe er: Andreas Westmark, Filip Dybjerg, Jonas Orlowitz, Martin Jensen, Oskar Krusell, Simon Mariegaard og Simon Westmark.
Alle fotos: Mathias Kristensen
