Plader

Dinner: You Are Like LA EP

Det er et både foruroligende og dragende Los Angeles, der besynges af Dinner. Den maskinelle, synth-bårne postpunk lykkes generelt ganske godt på denne ep, der dog savner en snert af variation.

For Dinner alias Anders Rhedin er Los Angeles ikke det solbeskinnede, ubekymrede sted, vi kender fra den dominerende vestlige populærkultur. De associationer, titelnummeret og resten af ep’en You Are Like LA vækker hos mig, er snarere den mystiske og dunkle metropol, som den bruges hos David Lynch i film som Lost Highway og Mulholland Drive. Magisk, hjemsøgt og dragende som Dinners maskinelt klirrende postpunk på dette fine udspil, der søger langt ud over de hjemlige breddegrader.

Anders Rhedin har en fortid i Moon Gringo og som producer af Choir of Young Believers, og med et hold stærke kræfter bestående af Cæcilie Trier (Chimes & Bells m.fl.) og Nicolai Koch (Oh No Ono) bag sig er der god grund til at skrue forventningerne til Dinner i vejret. Langt hen ad vejen lykkes You Are Like LA da også som et meget interessant og originalt projekt.

Dinners varemærke er unægteligt Rhedins dommedagsrøst, der nok skal dele vandene. Med tydelige ekkoer af Ian Curtis er den på én gang sørgmodig og omfavnende, følsom og macho, elegant og klodset – ligesom de interessante lydbilleder, der gemmer sig bag den. Alle fire sange er skåret efter stort set samme skabelon: Versene domineres af den messende vokal og en simpel trommerytme, hvorefter et omkvæd bestående af den samme verselinje gentaget et par gange sætter i gang, indhyllet i et brag af støjende, forvrænget synth. Titelnummeret er det mest up-tempo og umiddelbart fængende på grænsen til det dansable, og det sætter en høj standard for de tre resterende numre. Anden skæring, den kryptiske ”Say What You Want (Love Is Death)”, udfrier denne standard til fulde, og som der langsomt bygges op til klimakset med det hypnotiske omkvæd, er den gåsehudsfremkaldende og noget af det smukkeste, jeg længe har hørt i dansk musik. Stemningen er anderledes apatisk på ”Stone Town”, hvor Cæcilie Triers kor i omkvædet giver et kærkomment friskt pust.

Indspillet på to dage er resultatet et meget homogent og gennemarbejdet udtryk. Ensformigheden begynder dog at trænge sig på, særligt i ”Do You Feel Like Going Out Tonight”, ep’ens sidste skæring, hvor den inderlighed, der før kunne høres i Rhedins vokal, pludselig virker påtaget og en anelse triviel.

Med en spillelængde på fire numre er der selvsagt ikke plads til de store udsving i det samlede udtryk, og man kan håbe, at kommende udspil vil give plads til lidt mere variation og spændvidde. På den anden side er den store stilsikkerhed imponerende, og Dinner rammer helt sikkert plet hos mig med sine foruroligende musikalske stemningsbilleder fra englenes by.

★★★★☆☆

Deltag i debat