Plader

Ducktails: The Flower Lane

Skrevet af Joachim

På sit nyeste album udvider Matt Mondanile lydrepertoiret. Der er kommet flere instrumenter til, og denne forandring er til det gode såvel som det dårlige. Ducktails’ særkende er delvist væk, men tilbage står langt mere helstøbte popmelodier.

Noget tyder på, at der hos guitaristerne i USA’s mange fremadstormende østkystbosatte indiebands findes et helt særligt og særdeles kærligt forhold til deres reverb-pedaler. I hvert fald så vi sidste sommer Zachary Cole Smith fra Beach Fossils springe ud som rumklangsfanatiker på fuld tid som frontmand i DIIV. Et vellykket projekt, der har høstet megen omtale og resulteret i adskillige store liveoptrædener i  det meste af verden. Nu er turen dog endnu engang kommet til Real Estate-guitaristen Matt Mondanile, der denne vinter under pseudonymet Ducktails er klar til at skrue en tand mere op for rumklangen på sine i forvejen forholdsvist ringende guitarudskejelser.

Det sker på mandens fjerde langspiller, The Flower Lane, hvor han i modsætning til tidligere produktioner i høj grad har valgt at alliere sig med flere musikalske partnere, og den udvikling høres tydeligt. Særligt samarbejdet med gruppen Big Troubles springer i ørerne allerede ved første gennemlytning. Hvor Mondanile tidligere primært har fokuseret albummenes lyd omkring sine ikke uimponerende evner på den seksstrengede, er udtrykket i dén grad blevet foldet mere ud på den nyeste udgivelse. Hvor tidligere produktioner som et resultat af sparsom instrumentering samt en lavpraktisk og allestedsnærværende trommemaskines kompomisløse lo-fi beats tilførte Ducktails’ numre et umiskendeligt præg af soveværelse, er det klare indtryk, at The Flower Lane er lyden af et band.

Det kommer særligt til udtryk på første del af pladen, der i høj grad emmer af traditionel indiepop, hvor eksperimenter med guitaren er veget tilbage for at give plads til en mere traditionel instrumentering. Jovist er guitaren stadig fremtrædende, og reverb- og phaser-pedalerne er da stadig på nippet til at gøre lytteren en smule rundtosset, men helt grundlæggende er det tydeligt, at den mere flerfacetterede lyd bevirker, at der i stedet åbnes op for Mondaniles arbejde med selve sangskrivningen og hans evne til at frembringe melodiske kompositioner.

Denne musikalske drejning lyder nok en smule kedelig og letkøbt, hvilket den det meste af tiden på de første fem numre desværre også forekommer at være. Faktisk er det kun, når Mondanile og kompagni går helt ned i første gear (og gearstangen står og vipper faretruende mod bak), at der sker noget spændende. På ”Undercover” og ”Planet Phrom” dvæles der i flere øjeblikke ved den tilbagelænede stemning, før gruppen igen begynder at lege med dynamik, og det klæder i høj grad numrene i modsætning til de noget mere kønsløse ”Ivy Covered House” og ”Timothy Shy”, som i deres opbygning er flade som to pandekager – og nej, en guitarsolo her og der redder den ikke – og som i udtrykket kunne være soundtracket til en øver i et hvilket som helst Brooklyn-bands garage.

Mere interessant bliver det på numre som ”Assistant Director” og særligt ”Letter of the Intent”. Her sniger små synthflader sig for alvor ind i billedet, hvilket er ganske klædeligt. Drone-musikeren Oneohtrix Point Nevers tilstedeværelse på sidstnævnte nummer er tydelig, og med hjælp fra en charmerende gæstevokaloptræden fra Cults-sangerinden Madeline Follin hiver han både band og lytter op i nye sfæriske luftlag, der tilfører albummet en ny og hidtil savnet dimension.

The Flower Lane sluttes af med den guitarbårne ”Academy Avenue”, der er en kort og ganske afslappet lukker. Her får Mondanile for alvor lov til at klimpre løs på sin akustiske guitar, hvilket han gør så tilpas afstemt og smagfuldt, at man som lytter føler sig bragt ganske sikkert til dørs. Desværre indtræder omtanken en anelse for sent. Selv om værket indeholder ganske fine popperler, er The Flower Lane desværre også et stjerneeksempel på et album, der i kraft af for mange fillers – altså ligegyldige fyldnumre – efterlader lytteren noget uimponeret. Der er ganske enkelt for langt mellem bund- og topniveau, og Mondanile ender med at forsømme de forholdsvis stærke numre som følge af lige dele sjusk og mangel på kritisk sans.

★★★☆☆☆

Leave a Reply