Plader

Frightened Rabbit: Pedestrian Verse

Skrevet af Simon Rune Knudsen

De skotske konger af indierock forsøger på deres fjerde album at ramme bredere end nogen sinde før. I den forbindelse har de forskudt vægten, så der denne gang er mere rock end indie.

Pedestrian Verse er Frightened Rabbits første udspil med et stort pladeselskab i ryggen. De har skiftet Fat Cat Records ud med Atlantic Records, og det sætter tydelige spor i bandets udtryk. Produktionen er blevet større, og albummets lyd er harmonisk hele vejen igennem. Det virker fuldendt og gennemarbejdet. Og det klæder det ellers introverte band.

For sanger Scott Hutchison er en sky, emotionel mand. Hans mor kaldte ham en skræmt kanin, da han som barn blev mut og stille, når tingene tog lidt for meget fart. Man mærker det i hans tekstunivers. Det handler mest af alt om at bearbejde mislykket kærlighed gennem druk, hor og den selvmedlidenhed, som han hader sig selv for. Med albummets første linje præsenterer han sig: »I am a dickhead in the kitchen / giving wine to you best girl’s glass«, mens han i det knusende nummer “Dead Now” bruger linjen »there’s something wrong with me« som omkvæd. Det er kynisk og ærligt, og der er i hvert fald ikke tale om en mand, som har svært ved at se sine egne fejl. Og det fungerer, når det bliver leveret så konkret og letforståeligt.

Scott Hutchison havde vist egentlig et mål om, at Pedestrian Verse skulle være et mindre personligt album. Men eftersom han under sangskrivningen oplevede endnu et kærlighedsforhold kæntre, var det umuligt for ham at skrive om andet. Til gengæld har bandet rykket sig på mange andre fronter. Lyden er blevet mere strømlinet, mere bombastisk og lidt lettere. Det høres f.eks. i albummets anden single, “The Woodpile”, der fungerer som et klassisk rocknummer med en strømlinet, ikke-eksperimenterende melodi med guitaren helt i front, et poppet omkvæd med kor og en veludført stilhed-larm-stilhed-opbygning. Desuden bruger skotterne synthesizerne meget mere på Pedestrian Verse end hidtil. På et nummer som “Backyard Skulls” leder synthen sågar an og tilfører kaninernes musik en lidt mere elektronisk kant.

Albummets anden halvdel består af mere lavmælte numre. “State Hospital” leder tankerne tilbage til det varme Midnight Organ Fight, der i højere grad var baseret på blandingen af støjpassager og akustiske stykker båret af Hutchisons tekster. “State Hospital” er ikke akustisk, men de tunge trommer og det finurlige klaver viser, at Frightened Rabbit ikke har glemt, hvordan de plejede at bygge et nummer op. Nummeret suger løbende kraft til sig, og crescendoet ender i store armbevægelser, hvilket minder om, at det er 2013-udgivelsen, der er tale om.

Med “Nitrous Gas” rammer albummet sit tempomæssige lavpunkt. Og det ellers instrumentalt smukke nummer bliver for metaforisk i sangskrivningen. Det har ellers altid været en af bandets styrker at skrive banale tekster, der tager udgangspunkt i konkrete situationer. Men i “Nitrous Gas” farer man vild i tekststykker som »Suck in the bright red major key / Spit out the blue minor misery,« hvis betydning aldrig rigtig går op for én. Og lattergassens betydning som erstatning for kærlighed fremstår bare lidt søgt.

Hvordan man vil have sine budskaber serveret, er selvfølgelig op til den enkelte. Frightened Rabbits styrker kan samtidig tolkes som deres svagheder – den simple lyrik, det stærke indie-udtryk og de meget catchy omkvæd med højt til loftet. Det bliver heldigvis aldrig selvhøjtideligt, da bandet udmærket er klar over sine mangler. For som Hutchison synger i det sidste nummer, “Oil Slink”, på ægte skotsk, selvdestruktiv vis: »Took to the ocean in a boat this time / Only an idiot would swim through the shit I write.«

★★★★☆☆

Deltag i debat