Koncerter

Mariam the Believer + Cancer, 28.02.13, Koncertkirken, København

Skrevet af Anna Møller

Koncertkirken på Blågårds Plads var badet i blåt lys, da Frost åbnede op for koncert inde i det gamle kirkerum. Her spillede den nye, danske konstellation Cancer og den sublime, svenske sangerinde Mariam the Believer, og Undertoner var naturligvis på plads på kirkebænken.

Cancer
Den første af Frost Festivals koncerter i Koncertkirken bød på musik, hvor vokalen er i front – hos opvarmningsbandet med det i mine øjne ikke helt heldige navn, Cancer, er det Nikolaj Vonsilds (When Saints Go Machine) Antony Hegarty-vokal, der fylder det melankolske og rolige lydbillede ud.

Moogie Johnson (Munck // Johnson, Chorus Grant og mange andre) er med på guitar, bas m.m., mens Kristian Finne Kristensen (Chorus Grant) – der egentlig udgør den anden halvdel af duoen Cancer – ligeledes synger og spiller guitar. En pt. unavngivet trommeslager udgør den sidste fjerdedel i aftenens livekonstellation. Koncerten torsdag aften er kun bandets tredje, men taget i betragtning hvilke bands, de talentfulde musikere ellers spiller i, så er det ikke en overraskelse, hvor godt og sammenspillede, de lyder.

En tydeligvis glad og berørt Nikolaj Vonsild siger i starten af deres korte opvarmningskoncert: »Jeg ved ikke, om jeg må sige det her, men i det andet band, jeg spiller i, har vi fandeme lige lavet en plade færdig i dag.« Det er vel When Saints Go Machine, han refererer til, og det lyder, som om publikum glæder sig gevaldigt til at stifte bekendtskab med de nye sange.

Cancer er en yderst kompetent booking fra Frosts side af, de leverer smukke og velskrevede sange, som man virkelig har lyst til at høre mere til. På trods af det i mine øjne lidet velvalgte bandnavn. Cancer kan også opleves til Spot Festival i starten af maj.

★★★★½☆

Mariam the Believer
Mariam the Believer
troner efter en kort pause, der for de flestes vedkommende bliver brugt i alenlange toiletkøer nede i kælderen, frem på scenen. I Koncertkirken er scenen placeret foran alteret, som er skjult bag et stort, sort klæde spændt op en wire. Rødt lys er projiceret op på klædet og lægger et passende blodrødt skær på den svenske musiker, der for et par måneder siden udgav sit første soloalbum, Blood Donation. Bag hende sidder ægtemanden Andreas Werliin, som sammen med den sorthårede frontkvinde udgør duoen Wildbirds & Peacedrums. De to er da heller ikke helt uprøvede udi det at spille moderne musik i kirker, og deres seneste album Rivers fra 2010 bestod da også af to ep’er, hvoraf den ene var indspillet i en islandsk kirke.

Allerede under koncertens andet nummer, ”All There Is and More”, står det klart, hvor hypnotiserende, Mariam Wallentin fremstår på en scene. Hun står forrest med sit løse, sorte hår og klædt i let, orange stof. Hun virrer dramatisk med hovedet, når hun synger sangteksten og bevæger sig ubesværet hen over adskillige tonestiger – ofte frataget rytmen, så hendes vokal fremstår så slæbende, som de blodspor, hendes debutalbum kredser om. Lyden i Koncertkirken er virkelig god, og både ”Dead Meat” og den mere minimale ”Above the World”, der bliver fremført i en mere voldsom version end på pladen, går fuldstændig klart igennem på trods af de problemer, der kan være med en kirkes rumklang.

Derimod er pladens afslutter ”Love Is Taking Me Over” lige så halvkedelig som optaget – på trods af Mariams skuldre, der bevæger sig gyngende op og ned i takt med det sløve trommebeat. Sangerindens kropssprog er fascinerende og til tider så indfølende, at det fremstår teatralsk, men det er fint i tråd med de minimale numres ekspressive karakter og fremstår aldrig optaget. På trods af Mariams få og generte kommentarer mellem numrene.

Ekstremt velvalgt er koncertens sidste nummer inden ekstranummeret, for det er nemlig ligeledes det bedste nummer fra Blood Donation: ”Invisible Giving”. Mariam knæler på scenen, mens Andreas Werliins trommer og Mariams guitarists anslag former den medrivende maskingeværsintro, og vi andre dødelige forsvinder bare ind i de hovedkuldse gentagelser. Werliins trommer er naturligvis intet mindre end eminente og er et tydeligt eksempel på det musikalske overskud, som Mariams frie vokal ligeledes besidder. På trods af, at de to ikke helt finder den samme rytme samtidig, så er det virkelig et højdepunkt, da Mariam synger »Make a whole! / Save it from! / In the night! / Open it up!« og maskintrommerne igen tager over.

Jeg har for nylig prøvet at meditere for første gang. Den forsvinding, der sker med lukkede øjne i skrædderstilling, er sgu i sidste ende intet imod den grad af tab, man kan opleve gennem et rigtig godt koncertnummer. Man kan virkelig tabe sig selv.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat