Plader

Mariam the Believer: Blood Donation

Skrevet af Anna Møller

Sangerinden fra Wildbirds & Peacedrums drypper drævende blodspor på sit soloalbum, og blodsporet danner et omrids af Nina Simone i et abstrakt øjeblik.

Naturligvis kan man have store forventninger til Mariam the Believers debutudgivelse.

En af de bedste koncerter, jeg nogen sinde har været til, var med Wildbirds & Peacedrums på Jazzhouse i oktober 2010. Sammen med deres hvidklædte kor genskabte ægteparret Werliin og Wallentin (primært) det dobbelte ep-album Rivers og oversvømmede spillestedet med deres minimale og melankolske numre, der på 2010-albummet alligevel var flerfacetterede sammenlignet med tidligere plader. Wallentin – med fornavnet Mariam – har nu udgivet et soloudspil under aliasset Mariam the Believer.

Her er melankolien og den længselsfulde, på grænsen til desperate, vokal i front bibeholdt, men ellers har de mere enkle arrangementer som oftest fået selskab af flere elementer. Hos Wildbirds & Peacedrums opstår det magiske ofte i et skrabet lydbillede, hvor kun tromme og vokal indgår i en dundrende musikalsk dialog. Når Mariam the Believer er bedst, er det nogenlunde det samme, der sker. Det kun et minut lange “Blood Patterns” er således båret af en rumklangs-klagende vokal, der synes at krænge en uretfærdighed ud inde fra brystets hulrum, mens der ikke er andet end enkelte slag på (vistnok) en guitar. I samme kategori finder man “String Patterns”, en skrabet og langsom sag, der slæber et spor efter sig og næsten slutter, før den kommer i gang. Begge er de med til at skabe den tematiske ramme om blod, der formentlig kunne tåle yderligere analyse. Ikke, at dét kommer til at ske her.

Mariam Wallentin har nok ikke ligefrem fået vokalt mådehold ind med modermælken, og på den vis krænger lydbilledet på Blood Donation visse steder over i lydlig overbelastning. Wallentins stemme er stor som en katedral, der er formet som Maria Callas, og hvor Nina Simone sidder og synger vokale abstraktioner, og derfor bliver ethvert lydbillede, hendes stemme indgår i, meget hurtigt fyldt ud.

Hendes vokal kræver med andre ord meget af sine omgivelser, og akkompagnementerne falder i nogle – i mine ører – uheldige grøfter her og der. “To Belong or to Let Go” bæres primært frem af en walking kontrabas, støvede whiskers på trommeskind (åh, hvor jeg hader lyden af whiskers) og Wallentins helt nære stemme, der fremstår både skrøbelig og uendelig stærk. Dog er slutresultatet drævende på den halvkedelige måde, og lidt det samme sker for den ellers tempofyldte førstesingle, “The String of Everything“. Beatet hænger langsomt ved den fyldige kulisse, hvor kor og vokal er trukket lidt tilbage og giver plads til de enkle trommer. Alligevel ender det gentagne »Vibrating /The string of everything« med at være mere kedsommeligt end smittende.

Blood Donations absolut bedste nummer, det knap otte minutter lange “Invisible Giving”, åbnes med en særdeles besættende marchtrommerytme – forestil dig den bløde futtogsrytme fra Lower Dens’ “Brains” forenet med gennemslagskraften fra det voldsomme og maskinelle beat i Portisheads “Machine Gun” – og her lægger Wallentins ekspressive og soulede vokal sig efterhånden sammen med en dyb bas.

Kunsten i “Invisible Giving” er balancen mellem de omgivende marchstykker og det luftige mellemstykke, hvor Wallentins vokal ender med at stå helt alene med den på samme tid uforståelige og meningsfulde (og sikkert forkert gengivede) tekst »Make a whole! / Save it from! / In the night! / Open it up!«, hvorefter de dundrende marchtrommer sætter ind igen, og Wallentin skriger sin desperation ud. Jeg formoder, at nummeret rent tematisk er centreret om vekselvirkningen eller kontrasten mellem at være spændt fast, bryde en fastholdelse eller indgå i den velvilligt. I mine øjne snildt et af årets bedste numre, men desværre også det eneste af sin slags på Blood Donation.

★★★★☆☆

4 kommentarer

  • Hej Mads!

    Jeg tror udelukkende, det er en smagssag. Der er noget ved whiskers, der gør at man [jeg] snarere får antydningen af en lyd frem for lyden selv. Og så synes jeg, at et trommeskind kan så meget andet end at blive kærtegnet ganske sagte med et stykke nylon. Som sagt – en smagssag.

    Apropos sound of evil: http://www.youtube.com/watch?v=Etrvv1-27Yg

  • Hej Anna

    tak for linket – som der står skrevet i kommentarsporet “I wonder who had more drugs in his blood, Ginger or the camera man”

    Men selfølgelig er det et spørgsmål om smag – jeg f.eks. kan ikke udstå Klezmer musik ; lyden af acccordion + klarinet giver en yderst ondskabsfuld synergi …. uh bare tanken :-P

  • Ja, det er rimelig udsyret… Men ikke desto mindre en fænomenal trommeslager! Hvis man er glad for Ginger Baker, kan dokumentaren ‘Be aware of Mr. Baker’

    i øvrigt anbefales.

    Hæ, ja det er godt med en yndlingsaversion eller to! Du deler vist klezmer med mange, tror jeg:)

Leave a Reply