Plader

Virgin Suicide: s.t. EP

Skrevet af Peter Blæsild

Catchy melodier leveres med stilsikre virkemidler på Virgin Suicide udgivelsesmæssige jomfrurejse. Den gennemgående forvrængede guitar og en nærværende stemme giver associationer til det tidlige The Smiths og bandet har en dejlig umiddelbar energi og tilgang til deres numre. Men det bliver desværre en smule trivielt.

Københavnske Virgin Suicide starter sin jomfrurejse med et frisk pust i sejlene. Med en befriende in your face-attitude opfordrer kvintetten på ep’ens åbningsnummer lytterne til at slå alle deres bekendte ihjel, og dét endda i første strofe. Det gøres med ungdommelig energi i et udtryk, der på en og samme tid er idyllisk og dystert.

Bandets popører er særdeles veldrejede, og det er svært ikke at nynne med på de fine melodier. Inspirationen er hentet fra 80’ernes new-wave bølge, 90’ernes sangskrivning og 00’ernes mere alternative rockscene. Melodierne og de vævende guitarer hægter sig stædigt fast i den musikalske bevidsthed, et sted mellem Pet Shop Boys og The Smiths.

Kontraster er fællesnævneren for denne ep, hvis numre alle besidder den gode popmelodi uden at give afkald på destruktive elementer, der adskiller Virgin Suicide fra mere gængse popbands. Hvis vi bliver i metaforen med jomfrurejsen, ligger bandets båd og gynger trygt i en blid brise, men ikke langt forude trækker skyerne sig sammen som en grå dundyne og lægger op til mere ustadigt vejr.

Bandets forkærlighed for forskelligartede udtryk giver sig eksempelvis til kende, når førnævnte åbningnummer går over i et C-stykke. Vævende guitarer og effekter fra keyboardet overtager sangens ellers poppede univers, og Martin Grønne synger, at han er »looking for the drugs against your eyes.« Hans stemme kæmper dog en smule for at følge trit med de fremadstormende instrumenter, og det gør det svært at få alle ord med. Det er synd, for man mærker ikke helt den frustration og desperation, der er til stede i teksten.

Trods det kontrastfyldte lydbillede kommer Virgin Suicides sange til at savne alsidighed i deres struktur og instrumentering. Guitaristen har fundet en fin balance på sin distortion, som bevæger sig godt mellem de dystre tekster og glade melodier, men især i soliene, som guitaren alene står for, kan man godt savne lidt mere vovemod. De lægger sig næsten klinisk op af den bærende melodistump, som i forvejen gentages flittigt i de tre et halvt minut lange numre.

Men i udspillets sidste – og stærkeste – nummer, “Darkness Falls”, forsøger bandet at vige væk fra denne struktur. Ambulancelyde, skud, en menneskemængde med kampråb indleder dette nummer, mens en sagte akustisk guitar sniger sig ind. Den akkompagneres af en stemme i smerte. Her kommer det afbræk, som man har savnet i de foregående numre. Her kommer båden ud på dybt vand, og bandet bevæger sig på kanten af deres egen genre. Det klæder dem.

“Darkness Falls” er et klassisk eksempel på et godt opbygget nummer, som får lov at vokse. Flere og flere lag bygges på. En tung bas, med en meget lav, vred forvrænget guitar i baggrunden, der klinger ud. De har ikke så travlt her. Musikerne og deres tydelige kendskab til hinanden folder sig ud, hvor dynamikken spiller en større rolle end på ep’ens resterende numre. Til sidst går der næsten stadionrock i den, og Martin Grønnes stemme er for sårbar til helt at kunne følge med. Til gengæld står den rigtig fint frem i sangens første halvdel.

Det klæder Virgin Suicide på denne måde at bryde med deres egen stil og dyrke et bredere genremæssigt spektrum. Er der mere af dette i vente på en eventuel fuldlængde-pladeudgivelse, er der noget at glæde sig til.

★★★½☆☆

Deltag i debat