Koncerter

Roskilde Festival 2013: Sigur Rós, 06.07.13, Arena

Foto: Clarksworth
Skrevet af Anna Møller

Med Metallicas festfyrværkeri som baggrund førte Sigur Rós med lange strygertag publikum tilbage til livmoderen.

Sigur Rós, da de stadig var en kvartet. Foto: Clarksworth

Arena er badet i atmosfærisk, grønt lys og en gavmild og blød lydmur, inden forsanger Jón Þór “Jónsi” Birgissons eminente, lyse fuglevokal toner frem til publikums glade brøl lørdag nat. Han, Georg “Goggi” Hólm og Orri Páll Dýrason er de sidste tre originalmedlemmer, efter at Kjartan “Kjarri” Sveinsson i januar meldte ud, at han efter 15 år forlod den islandske gruppe. De islandske musikere er altså på Roskilde uden ham, men har til gengæld to nyere album og en god håndfuld hits i festivalbagagen.

På bagskærmen kører slørede slowmotion-stemningsfilm af bølgende korn i orange lys, der henstiller Sigur Rós-scenariet til et konstant Instagram-foto, og de tre medlemmer har taget plads forrest på scenen, mens den vanligt bombastiske “Yfirborð” fra det nyligt udkomne Kveikur åbner seancen. De udstrakte flader af guitarstrøg og lyse, opadstræbende harmonier afløses af det voldsomme, maskinelle dyr af et nummer, “Brennisteinn”, og efterlader den melankolske åbning som et gabende, blødende sår.

Jónsi Birgisson er iklædt en napoleon-lignende, knappet jakke og lader den lange violinbue stryge hen over guitarstrengene, mens det ældre nummer “Glósóli” toner frem til stor begejstring. Under hans ærmer hænger kvaster og dingler i takt, mens hans hånd vajer over den klagende guitar.
»Det er ligesom at være tilbage i livmoderen,« siger min sidemand om det ringende Takk-nummer, der langsomt vokser sig større og til sidst synes at omslutte hele Arenas publikum. På bagskærmen kører videoer af en roterende, rød stjernehimmel, og lyden er knivskarp. Hver en klar falsettone, der forlader Jónsi Birgisson, går lige igennem det ellers meget voluminøse lydbillede, der kendetegner Sigur Rós.

Da jeg i al hast bevæger mig i siksak gennem de travende Roskilde-deltagere på vej over til Goat, tænker jeg på mit ønske om, at Sigur Rós havde spillet flere af de ældre numre. Det er en floskel at ærgre sig over, der ikke bliver spillet flere gamle hits, men hvis man kan stå til en Sigur Rós-koncert og i det fjerne skimte festfyrværkeri fra Metallicas hitparade lige ved siden af, kan man vel også have ønsket sig flere numre fra bandets gennembrudsplade Ágætis byrjun (1999). På trods af det nye materiales mere kompakte strukturer, så havde det været et godt vejr til luftangreb.

★★★★½☆

Leave a Reply