Koncerter

Roskilde Festival 2013: Synd og Skam, 05.07.13, Pavilion

Foto: Niklas Vindelev
Skrevet af Anna Møller

Synd og Skam sparkede fredag i gang. Spastisk, hektisk, epiletisk, vuggende og fuldstændig proppet med energi.

Foto: Niklas Vindelev

Synd og Skam er unægtelig blevet tildelt et ubarmhjertigt tidspunkt at spille på. Fredag klokken 12 er de færreste for alvor væltet ud af deres middagshede Roskilde-telte, men alligevel er det et pænt stort publikum, der bliver sparket i gang af Af Med Hovedet-kollektivets guldfugl.

Bandets seks medlemmer er i vanlig stil skiftevist lettere spastiske og kraftfulde i deres bevægelser, men på Pavilions jævnt store scene er der da rigeligt med plads, så de kan bare svinge med deres lange arme, kan de. Forsanger og guitarist Asger Hartvig er iklædt en lysegrå t-shirt med en reklame for tea tree oil, og efter et indledende krumspark sætter de for alvor gang i publikum med deres ekstremt smittende og velskrevede “Sikken et rødt lys” fra Blafret ør af kjoler-ep’en. Dens pendulering mellem hæsblæsende og vuggende tempo sammenlagt med Asger Hartvigs velskrevede lyrik og den herligt dissonante harmoni i dele af omkvædet udgør et tidligt højdepunkt i koncerten.

Man fristes til at sige, at publikums modtagelse af sekstetten naturligvis er meget blandet. Bag mig står en langhåret mand med en bakke smeltende nachos, og han udbryder glad til sin ven, at han sateme er glad for, han kom ud af sit telt for det her. Øjeblikket efter går nogle fyre forbi, mens de proklamerer, at det her »fandeme er noget lort.« Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er ved Synd og Skam, der deler lytterne i så ekstreme positioner, men måske er det bandets væltende og epilepsiagtige bevægelser rundt på scenen, der i nogles øjne minder mere om et øjeblik med Lars von Triers “Idioterne” end om en koncert med et grænsesøgende rockband. Har man svært ved at abstrahere fra sceneshowet, er det måske en udfordring for alvor at kunne tabe sig i de legesyge og eksperimenterende numre.

I mine øjne er det klart de ældre numre, der fungerer bedst live. Under den ganske liderlige “Op ad dine lår” og den trommende og længselsfulde “Bruce” i slutningen af sættet er det til tider både tryllebundne og lettere uforstående publikum mere med, mens de nyere mere fragmentariske og rodede stykker er sværere at fortabe sig helt i.

Naturligvis bliver det også til et par numre fra den nye plade Lad mig falde ind til dig (2013) med Spost-sangeren og digteren Jonas Okholm ekstatisk hoppende og snurret ind i mikrofon og ledning, og “Flyver fugle” fra den plade viser sig at fungere rigtig godt live. Den skifter spor flere gange undervejs og er ikke til at få hold på, selvom Synd og Skams fremførelse er langt mere struktureret, end de nogle gange kan være live. Bevægeligheden lader energien være konstant, så det er umuligt at lade tankerne flyve, men alligevel tænker jeg i løbet af koncerten, at det dæleme må være noget af en udfordring at lave lyd på Synd og Skam. Under titelnummeret til den nye plade er der da også gevaldigt meget feeding, og mikrofoner og stativer bliver da også kastet lidt rundt, uden at det dog påvirker det samlede lydbillede særlig meget.

Jonas Okholm holder sit mikrofonstativ op mod teltets loft og siger kryptisk ud til publikum: »Kraftedeme mand, det her i hovedet. Må man det?« Jeg tror, det var ham, der kastede sine støvede Adidas-sko ud til publikum under et af de tidligere numre. Publikum svarer ved at vaje med de udstrakte hænder fra side til side og holde lightere, babypudder og brugte tandbørster op i luften. En god start på en lang fredag.

★★★★½☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger