Plader

Drake: Nothing Was the Same

Nothing Was the Same kulminerer Drakes hidtidige karriere i et brag af et popalbum, der repræsenterer lige dele musikalsk snilde og lyrisk håndværk i verdensklasse, og vejen til den storhed, som altid har været prædestineret for ham, er hermed banet.

Både sort og jøde. Inderlig og alligevel ganske overfladisk. Primært rapper, men R&B-sanger, når et melodisk omkvæd endelig skal skrues sammen. Lettilgængelig popstjerne, men ambitiøs omkring musikaliteten i sine produktioner.
Siden han blev katapulteret ind på toppen på de amerikanske hitlister i 2009 med ep’en So Far Gone og sidenhen debutalbummet Thank Me Later, har canadiske Drake været et modsætningsfyldt bekendtskab. Et bekendtskab, som umiddelbart synes at være et usandsynligt bud på en af mainstreamhiphoppens absolutte bannerførere, men som også netop på grund af sit utrolig sammensatte udtryk har en fuldkommen oplagt bred appel.

Titlen på rapperens netop udsendte tredje album, Nothing Was the Same, lægger tydeligvis an til forandring. Efter fem års kamp har Drake endelig kunnet sætte sig til rette på hiphoppens bling-indfattede trone, og i det øjeblik, det nyeste udspil rammer pladespilleren, er det forventningen, at denne dominans vil medføre en tour de force udi musikalsk selvrealisering og historieskrivning. 15 numre senere er man dog som lytter blevet klogere.

For det viser sig, at Drake med sit nyeste album ikke – som en anden Kanye West – har valgt at begå et musikalsk kvantespring mod hiphoppens uudforskede horisonter. Snarere tværtimod. Drake er på Nothing Was the Same umiskendeligt sig selv, og om muligt i højere grad end han på noget tidspunkt tidligere har været det. På nummeret “Wu-Tang Forever”, der bedømt på titlen ellers forekommer at være en uselvstændig hyldest til 90’er-legenderne, kommer netop denne egenart paradoksalt nok muligvis bedst til udtryk. Her står soloartisten Drakes halvt rappende, halvt syngende fremførsel af sit introverte tekstunivers i skærende kontrast til det legendariske 90’er-rapkollektivs hårdtslående beats og aggressive tekster, og spændingen mellem Drakes single og “Its Yourz” – det Wu-Tang-nummer, hvorfra producer Noah ’40’ Shebib har klippet et par samples – nærmest skriger på et opråb fra 90’er-hiphoppens mere konservative fanfraktioner. Lige så vel som det nærmest skriger på anerkendelse fra alle nutidige kanter af hiphop-verdenen pga. Drakes mod og arrogante lid til eget udtryk.

Hvor Nothing Was the Same ikke byder på de store nye musikalske landvindinger, men snarere forfiner og perfektionerer Drakes egenartede lyd, er den lyriske dimension blevet udvidet med et par længder. Gennemgående for canadierens karriere er det, at han altid har haft en usædvanlig tendens til at dokumentere forholdsvis private aspekter af tilværelsen, og derfor er det også meget passende, at den lyriske vinkel trinvist har ændret sig i takt med Drakes soloridt mod hitlisternes tinder. Hvor penge, succes og damer i spandevis endnu er det altoverskyggende omdrejningspunkt, veksler udtrykket i Drakes budskaber hele tiden mellem eksorbitant selvfedme og nærmest destruktiv selvbebrejdelse. Første nummer er således et reelt statement, hvori manden gør status over sin 26 somre lange tilværelse. Her lægges ingen fingre imellem, og bombastiske beats skyder Drakes opgørelser til vejrs: »Comin’ off the last record / I’m gettin’ 20 million off the record«, »heavy airplay with no chorus« og »I could go an hour on this beat, nigga / I’m just as famous as my mentor [Lil’ Wayne, red.]«. Efter godt seks minutters spilletid har vi fattet det: Drake er toppen.

Netop dette tema kredser adskillige af numrene om, og i et track som ”Started From the Bottom”, der allerede inden albummets releasedato har opnået en nærmest nylegendarisk status, er teksten en nærmest selvopfyldende profeti, hvis ufiltrerede hyldest af egen succes har gjort sangen til et kultfænomen. »I wear every single chain even when I’m in the house,« rapper Drake ironisk på tracket, som på mange måder står som sin generation af rapperes mest originale potensering af selvet. Nuancer er blevet føjet til 00’er-hiphoppens selvbevidsthed, og når canadieren senere i “From Time” tillader sig at rappe »I like when money makes a difference but don’t make you different,« ved man, at genren har ændret sig.

Hvor den musikalske udvikling – i modsætning til det lyriske – rent udtryksmæssigt er forholdsvis begrænset, er kvaliteten højnet. Drake er blevet en mere habil rapper, mens vokalen på de mere R&B-inspirerede passager også er højnet. Ikke desto mindre skulle det også være mærkværdigt, hvis ikke man kan begå en række utroligt habile produktioner med den række af venner, som Drake har valgt at hive med i studiet. Blandt andre Sampha, 2 Chainz, Big Sean og Jay-Z lykkes alle med at tilkæmpe sig taletid på et album, hvis antal af gæsteoptrædener er faldet siden 2011-albummet Take Care. Beskæringen begrænser sig dog til udelukkende at være af kvalitativ karakter, da de udefrakommende inputs langt hen ad vejen er af høj kvalitet, og man fristes til at konkludere, at Drake har tilladt sig at være noget mere reserveret i forhold til, hvem der skal have noget at sige på hans produktioner. Denne eksklusivitet har han dog heldigvis noget at have i, for flere af de numre, hvorpå Drake har valgt at være alene om at håndtere mikrofonen  – som eksempelvis “Worst Behavior”, der er en decideret verbal øretæve til »motherfuckers« – viser sig at være nogle af mandens bedste kompositioner til dato.

Nothing Was the Same har Drake taget det introverte udtryk fra R&B’ens genkomst og kombineret den med 00’ernes gangsta-raps ekspressive selvfedme på en måde, der ikke har fortilfælde i popkulturen. Penge og damer er traditionen tro gennemgående tematikker, men canadierens abstraktioner er både originale og tilpas selvironiske, og de stikker altid mindst ét spadestik dybere, end hvad hans kolleger det sidste lange stykke tid har præsteret. Drakes udtryk er mainstream, men med en nerve og en musikalsk kvalitet, der er langt de færreste hitliste-rappere forundt.

★★★★★☆

Deltag i debat