Plader

Tim Hecker: Virgins

Skrevet af Mikkel Arre

Også på sit syvende album under eget navn fornyer Tim Hecker sig. På Virgins er der flere åndehuller og færre ru overflader, og den opløsning, der truede lydbilledet på Ravedeath, 1972, har denne gang bevæget sig helt ind i kompositionerne.

Da Brian Eno i 1975 udgav Discreet Music, skrev han, at albummet tog sit afsæt i et hospitalsophold. Eno havde været så afkræftet, at han ikke orkede at skrue op for en plade, han med stort besvær havde sat i gang, og det gav ham en helt ny oplevelse af at høre musik ”as part of the ambience of the environment just as the colour of the lights and the sound of the rain were parts of that environment”.

Denne definition af ambientmusik som noget, der kan fylde et rum og alligevel undgå at påkalde sig opmærksomhed, har stået stærkt siden Enos ambientplader fra slut-70’erne og start-80’erne. På sit syvende album under eget navn bevæger canadiske Tim Hecker sig tættere end før på Enos atmosfæriske lyd – og alligevel har Virgins nærmest alle de stik modsatte karakteristika.

Hvor den traditionelle ambient bestræber sig på at blive et lydtapet og helst ikke vil overraske, etablerer Hecker forventninger hos lytteren med det ene formål at underløbe dem. Virgins åbner voldsomt med hamrende, baglæns klaver og et elastisk svulmende lydbillede, og alligevel viser pladen sig som helhed at være Heckers hidtil mest luftige. Men heller ikke her er der plads til at hvile. For så snart de lyse, blide passager har omsluttet lytteren og signaleret ro og eftertænksomhed, lader Hecker dem blive flossede og afsløre skærende modhager. Eller også skruer han op for knagende baggrundsstøj, der hurtigt afsporer det smukke ved eksempelvis klaverkompositionen “Black Refraction”.

Det er ikke just noget nybrud hos Hecker, at han spænder ben for den rene, umiddelbare skønhed ved at hylle sine indspilninger ind i brusende støj. På hans foregående album, Ravedeath, 1972, var grundidéen f.eks. at bearbejde optagelser af et kirkeorgel, så de til sidst skramlede og hvæsede, som om musikken var omsluttet af et heftigt overtryk, der kun med nød og næppe tillod lyden at slippe ud gennem højtalerne.

At Virgins alligevel virker som et skridt i en ny retning, skyldes bl.a., at Hecker denne gang helt tydeligt bruger støjen, effekterne og selve sammensætningen af pladen som redskaber til at fremkalde Verfremdung. Når han i ”Stigmata I” skruer brat op og ned for dele af lydbilledet, og når de transparente skyer af tværfløjte og synth i ”Amps, Drugs, Harmonium” abrupt afbrydes – ja, så er det svært at høre som andet end nålestik rettet mod enhver boble, der måtte have lagt sig omkring lytteren. Og det er decideret drilsk at lade ”Virginal I” slutte med et par sekunders poetiske klavertoner, hvorefter der går fire numre og knap 20 minutter, før tonerækken vender tilbage, idet den viser sig at være indledningen til ”Black Refraction”.

På den måde lægger Hecker konstant sten i skoen hos lytteren. Det forhindrer alle former for ambientkedsomhed, men det er samtidig et irritationsmoment, som gør det vanskeligt virkelig at blive begejstret for Virgins. Der er ellers meget at holde af. Hecker har denne gang arbejdet med små ensembler, og strygerne og blæseinstrumenterne gør udtrykket mere organisk end nogensinde. Det er imponerende, hvor sømløst han kan lade optagelserne glide ind i hinanden, så man ofte er usikker på, hvilke instrumenter man egentlig hører. Hans brug af skingre klaverakkorder fungerer også effektivt som et tilbagevendende urovækkende element – og som et korrektiv til ambientklichéen om klaveret som sjælefredens oase.

Virgins er en evigt foranderlig plade, hvor den opløsning, som prægede Ravedeath, 1972, er trængt helt ind i selve kompositionerne. Temaer, toner og klangflader får sjældent lov at sætte sig fast, før Hecker har sendt nummeret i en ny retning eller druknet dem i forvrængning, cirklende synths og klirrende efterdønninger. Det gør, at Virgins ved hver eneste gennemlytning rummer nye oplevelser, sammenhænge og frustrationer. Men det gør også, at især pladens sidste tredjedel lægger sig i et ubekvemt mellemleje: Hecker insisterer så hårdt på, at musikken ikke skal være til at holde fast, at det som lytter kan være svært at holde interessen ved lige – men samtidig er skiftene i lydstyrke, tekstur og stemning så kraftige, at musikken på ingen måde kan glide i ét med tapetet. Det er blændende udført, men selv efter halvanden måneds løbende udforskninger af Virgins ved jeg stadig ikke, hvad Hecker egentlig vil mig.

★★★★☆☆

Deltag i debat