Plader

Haim: Days Are Gone

Days Are Gone er på sin vis en helt klassisk popplade med poleret produktion og snorlige singler. Men den er også meget mere end det. Respekt til amerikanske Haim for en interessant debut med popsnedkeri, som kun få kan gøre dem efter.

“Sikke nogle smarte piger.” Det var min første tanke, da jeg fik LA-gruppen Haims debutalbum, Days Are Gone, i hænderne. Solbriller, lædderjakker, langt hår i midterskilning, flade, spidse støvler og attituder, der ikke indbyder til smalltalk – den eviggrønne rockstjerneuniform, poleret og pubertær. Endnu en forfriskende fuckfinger til janteloven fra tre piger, der ved første øjekast ikke ser ud til at være mere end en dag over 15.

Men disse tre er faktisk både en del ældre end 15 og en del mere interessante, end deres image signalerer. Haim leverer på Days Are Gone nemlig både gedigne popmelodier, skudsikkert vokalarbejde og energi nok til at oplyse Tokyo by night.

Selvom Haim har eksisteret siden 2006, er det først rigtig i år, at vi fik øjnene op for dem herhjemme. De tre bandmedlemmer på pladecoveret er søstre, og som en lidt særlig feature ved gruppen spiller de hver især på flere forskellige instrumenter: Este Haim på guitar og bas, Danielle Haim på guitar og trommer og Alana Haim på guitar, keys og percussion. Ud over de tre supplerer Dash Hutton på trommer.

Der er ingen tvivl om, at det er en musikalsk søskendeflok, vi har med at gøre her. Mere bevis end Days Are Gone behøver man vist ikke på dét. Der er nærmest ikke et nummer på pladen, der ikke er catchy, og bandets selvsikre fremførelse er også befriende at lytte til. Musikken er guitardreven med stærk inspiration fra R&B og 80’er-pop. Lyt blot til singlen “The Wire”, som er et godt eksempel på, hvad gruppen står for. Det er ærlig popmusik, og en udmærket konkurrent til, hvad der ellers kører i radioen af samlebåndsarbejde.

Hvor popplader ofte scorer højt på singlematerialet og lavt på resten, er Days Are Gone nemlig en af den slags plader, hvor numrene ikke forsøger at overgå hinanden. Den har et jævnt højt niveau med mange nævneværdige numre som den Fleetwood Mac’ske “Honey & I”, discobaskeren “Days Are Gone”, åbningsnummeret “Falling” og førnævnte “The Wire”.

Til gengæld er der andre punkter, hvor pladen ikke skiller sig synderligt ud. For hvor Days Are Gone på stærke melodier lægger god afstand til den gennemsnitlige popplade, fremstår den i produktionen præcis lige poleret, pæn og glat, som alt for mange andre popplader gør. Der er ikke noget overladt til tilfældighederne, hver eneste tone, hver eneste frasering er nærmest målt ud med lineal.

Jeg synes godt, at Haim kunne have tilladt sig at være mere rå ved deres materiale. Måske har de været bange for at slippe debutpladen ud for tidligt, men resultatet her er næsten for produceret. Pigerne redder den på energi og drive, men hvem ved, måske havde vi kunne høre disse kvaliteter endnu bedre, hvis det hele havde været lidt mindre tænkt? Jeg har ikke oplevet bandet live, men jeg kunne forestille mig, at det er stærkere sådan.

Og med disse ord vil jeg overgive den endelige bedømmelse af d’damer til lytterne. Med en klar anbefaling til alle, der holder af smagfuld pop med attitude, opfindsomhed og glimt i øjet. For de her piger er ikke bare “smarte”. De er også ret seje.

★★★★☆☆

Deltag i debat