Plader

I Break Horses: Chiaroscuro

Skrevet af Sabina Hvass

Numrene på Chiaroscuro rummer en umiskendelig 80’er-electrolyd i vekslende lyse, mørke og drømmepoppede arrangementer, der gerne vil afløse dit gennempløjede Drive-soundtrack.

Da svenske I Break Horses debuterede i 2011 med albummet Hearts, var det en forholdsvist støjende lydvæg af shoegazerrock og pop, der kendetegnede bandet. I anmeldelsen her på siden var der roser til de overraskende øjeblikke, og en overraskelse får man også fra den svenske duo her i 2014. Maria Lindén og Fredrik Balck forlader nemlig den støjpoppede rock og begraver sig i mere rendyrket elektronisk lyd på andenudgivelsen Chiaroscuro. ”Endnu en 80’er-retro udgivelse” når jeg at tænke, før jeg trykker play og opdager, at shoegazer består i bedre harmoni med trommemaskinebaseret electro, end jeg havde forventet.

Med et par minutters kendskab tænker jeg, at vokal og klaver tilsat en god sjat rumklang i nummeret “You Burn” momentvist lyder som noget, Lana Del Rey kunne have begået. Ligheder til trods lader jeg alligevel førsteskæringen føre mig ind i et atmosfærisk univers, der med mærkbar puls, masser af synth og afmålt repeterende effekter åbner albummet på ret dramatisk vis.

Chiaroscuro, der er italiensk og betyder lys-mørke, er nøgleordet til at forstå pladens progression fra mørke midtempo-ballader til de mere dansable numre. Dette er nok mest udtalt i “Faith”, hvor tempoet skrues helt op for så i det følgende nummer, “Ascenscion”, igen at miste farve og fart. Pladens Depeche Mode-mørke blandet med en technomoderne tilgang til pop a la landsmændene i The Knife indrammer et ret romantisk tekstunivers, hvor der veksles mellem lykkelig og ulykkelig kærlighed. Her hæfter jeg mig særligt ved Lindéns vokal, der svæver ind og ud af højtalerne på en bund af beats og hypnotiserende synthmønstre. Men jeg bliver ikke hypnotiseret – bare lidt søvnig.

Det er I Break Horses styrke, at de laver holdbare elektroniske kompositioner uden for mange sære krydderier i spektret fra babystemmer til urskrig. Men pladens svaghed er, at den mister sit tag på mig halvvejs, hvor spillemaskineskud og new retro-charmen aftager, og hvor det handler lidt mindre om den gode tekst og melodi, og mere om den bombastiske opbygning. Især “Medicine Brush” er et godt eksempel på et nummer, der lige akkurat slipper af sted med den tunge dramatik, men som så følges op af det lidt overflødige nummer “Disclosure”. Det er derfor tiltrængt med et poppet hook i “Weigh True Words”, og afslutningsvis er det et plus for pladen, at de korte vokalkommentarer på et følelsesfremmanende lydtapet er en ret behagelig affære i dets sidste nummer, “Heart to Know”.

Det er tydeligt, at I Break Horses har fået M83 helt ind under huden på deres Canada/USA-turné sammen i 2012, og at de har flair for at lave numre, hvor det introverte spiller sammen med det ekstravagante i computerlydenes land. Men på Chiaroscuro mister de melodiøse hooks efterhånden deres plads som hovedkomponent, og det gør anden halvdel af pladen en smule uinteressant. Jeg har derfor besluttet ikke at pensionere mit “Drive”-soundtrack til fordel for I Break Horses’ svære toer. Men jeg vil håbe på mere lys og mørke fra den svenske duo, hvis det betyder, at de kan holde niveau og min opmærksomhed på deres næste plade, hvor pompøs mørk electro måske igen møder drømmepop… hvis vi som lyttere da ikke skal overraskes endnu en gang.

★★★☆☆☆

Deltag i debat