Koncerter

Connan Mockasin, 15.02.14, Bremen Teater, København

Skrevet af Sabina Hvass

Det blev en gensidigt kælen affære mellem newzealandske Connan Mockasin og publikum lørdag aften på Bremen Teater under Frost Festival.

Uden for Bremen Teater tidligt lørdag aften former der sig en kø af Frost festivalgængere inden koncerten med den newzealandske psychpopper Connan Mockasin. Jeg overhører flere udbrud, som »åh, jeg håber det bliver klistret som karamel« og »mon Mockasin ved, hvor steamy det her bliver?« Og jeg ved, hvad de mumlende stemmer hentyder til.

Mockasins seneste album, Caramel (2013), skrev han nemlig under præmissen at musikken på albummet skulle lyde, som om det hørte hjemme på et album med netop den titel. Til at fuldføre den mission er der, til forskel fra forgængeren Forever Dolphin Love (2011), skruet mere op for sexet soul og r’n’b-stemning, mens Mockasins døsige og drømmende soft rock består under hans særegne og skrøbelige falset. Mockasins musik kædes ofte sammen med navne som Ariel Pink og Prince og er på én gang psykedelisk, teatralsk og følelsesladet, og undgår for så vidt et bestemt genremærkat. Jeg ved dog godt, hvilket mærkat jeg vil give en koncert, som den lørdag aften i København, der både bød på et højt niveau af musikalitet, flirt, grin, knips, klap, tak og mere tak: En perlerække af U’er.

At sidde ned til en rockkoncert er en ny oplevelse for mig, og det falder ikke i alt for god jord med siddepladserne under ”It’s Your Body 1” og ”Do I Make You Feel Shy?”, hvor jeg forestiller mig, at det øvrige hujende og piftende publikum også har lyst til at vugge og svaje mere end teatersæderne tillader. Stemningen er nemlig kropslig, kælen, og så er den svært humoristisk mellem numrene, når Connan fortæller om Simon Spies, sin danske onkel Peter, og hvor meget han har glædet sig til at spille for et dansk publikum. Inden længe er det umuligt at sidde ned mere.

Ligesom Score-Kaj har Connan Mockasin forført sit publikum med sin charme, selvtillid og sit lyse halvlange hår bakket op af et lige så interaktionsvilligt og velspillende band. Et længere groove giver Mockasin mulighed for at besøge lydpulten i midten af salen, for at sikre sig, at alt også lyder godt der. Så selvom stemningen er løssluppen, lader den sortklædte Connan ikke kvaliteten lide. Hans evner på den babyblå guitar og hans dybe og pludseligt heliumagtige røst fører sangene så langt ud fra scenekanten, at han flere gange besøger salen, lægger sig eller sætter sig i sæderne. »Tak, tak. Jeg elsker jer,« siger han, og festen fortsætter.

Det absolutte højdepunkt inden ekstranumrene må være Caramel-hittet ”I’m the Man That Will Find You” og den dejligt dovne ”It’s Choade My Dear”, og temperaturen når igen kogepunktet da Connan vender tilbage under dynen i åbenstående pyjamas og i selskab med en japansk kvinde, der beder publikum chante med: »C-O-N-N-A-N-CONNAN!« Som afslutning får salen en accelererende udgave af ”Forever Dolphin Love”, der efterlader mig og mine sidekammerater med en umiskendelig rygetrang.

Der var klistret som karamel og den helt rette lumre temperatur i halvanden times tid i teatersalen, hvor Connan Mockasin begejstrede publikum fra forreste til bagerste række. Det gjorde han ved at være varm og til stede, ved at flirte og ved at dele ud af sit originale udtryk. Og det udmunder i den mest underholdende og tilfredsstillende livemusik-performance, jeg har oplevet længe.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat