Én eller anden dag fylder jeg 50. Til den tid gad jeg godt kunne bære det lige så meget, som Josh Homme kan. Og derfor skræmmer det mig også lidt, at Josh Homme var yngre, end jeg er nu, da han for mere end 20 år siden skrev “Song for the Dead” – 00’ernes bedste radiorock-nummer.
Men lad os starte et lidt andet sted. For 10 år siden så jeg selv samme Josh Homme og resten af Queens of the Stone Age give den mest perfekte Queens of the Stone Age-koncert kun et halvlangt stenkast nordvestpå fra, hvor de i aftes måtte nøjes med at slynge deres simple, men dansable rock ud under festivalens næststørste teltdug. De kunne sagtens have været programsat tidligere, for californierne er til alt held et band, der fremstår velfungerende – og ikke mindst ultra-cool – uanset hvornår de spiller. Det er i hvert fald ikke til at se, at Josh Homme ikke længere befinder sig i slut-20’erne, eller at bandets seneste rigtig gode udgivelse ligger efterhånden 15 år tilbage. Med det i baghovedet rørte det mig derfor heller ikke rigtig, at Queens of the Stone Ages seneste plade, …In Times New Roman, er deres klart dårligste til dato, for det er aldrig rigtig dét, det handler om.
I stedet gør man (læs: de) det helt rigtige og åbner med sit måske mest potente rockhit, “No One Knows” og insisterer på at gøre lydbilledet denne nat i den østlige del af festivalpladsen til netop denne særegne hitparade, som bandet har for vane. Overgangen til “The Lost Art of Keeping a Secret” fra Rated R, “My God Is the Sun” og “Smooth Sailing” fra …Like Clockwork vidnede om, at vi skulle vidt og bredt i bagkataloget, hvor kun den 25 år gamle debut ikke blev besøgt, og den store alsidighed på sætlisten lod til at passe Homme og co. glimrende i dagens anledning, sideløbende med at de obligatorisk (og i grunden unødvendigt) crowdpleasende proklamerede denne koncert som værende »den bedste på bandets nuværende tour.«
Men det er nu engang det lod, man har i livet, når man har et image, der skal forbedres. For elefanten i rummet blev selvfølgelig aldrig adresseret, men faktum er, at Homme jo har et image, der skal plejes i disse tider efter nogle uskønne sager. Vi skulle elske hinanden – bekendte såvel som fremmede – til stenalderdronningernes soundtrack, hvis kærlighedsfeticherende fokus kulminerede under “If I Had a Tail”, hvor den grånende rødhårede frontmand midlertidigt måtte skrue ned for intensiteten for at forsikre festivalens sikkerhedspersonale om, at absolut ingen blandt publikum var i fare – hverken når de stødte hinandens legemer sammen i let moshing, sad eller sågar lå på hinandens skuldre. »You work for me!« proklamerede han lettere arrogant, mens hans orkester sluttede nummeret og gled over i den seneste skærings førstesingle, “Emotion Sickness”.
Rent faktisk giver det ikke så meget mening at tale om bidragene fra …In Times New Roman, for hver en leverance af netop disse numre føltes i bund og grund unødvendige. Resultatet var ganske minimal publikumsinteraktivitet, og derudover var lydniveauet besynderligt højt sammenlignet med materialet fra forrige udgivelser. Det er også dét, der ender med at trække ned, for jeg kan stadigvæk ikke mindes at have oplevet en Queens of the Stone Age-koncert under det gennemsnitlige. Selv ikke med den særdeles undervældende sidsteskive i mente har jeg haft lave forventninger til aftenens forestilling, som også nåede forbi koklokke-bangeren “Little Sister” og den storladne “I Appear Missing”, der fik mit 20-årige jeg til at stå og stortude bag Orange Scenes pit dengang tilbage i 2013.
Man vidste selvfølgelig også godt, at bandets med længder bedste komposition – den indledningsvist nævnte “Song for the Dead” – også kom til at lukke ballet i al sin destruktivt smadrende glans med Jon Theodore som fuldgyldig erstatning for Dave Grohls oprindelige tøndebaskende in- og outro. Men det var alligevel “Make It Wit Chu” – denne Desert Sessions-original, der fandt vej til Queens of the Stone Ages mindst poppede udgivelse, Era Vulgaris – der tog røven mest på mig. Ud af alle de syv gange, jeg efterhånden har set kvintetten, har den altid fungeret som et pusterum; et intermezzo. Scenariet var det samme i dag, men alligevel føltes det mere ægte, mens først damer og sidenhen herrer fik lov til at skråle omkvædet ud i natten. Som om vi virkelig elskede hinanden og satte vores lid til vores sidemand som vores tætteste partner på vores videre færd i livet, (min sidemand fik i den forbindelse hældt rosévin fra karton ud over sin behårede overkrop undervejs, men jeg elsker ham sgu nok stadigvæk).
Det er også dét, Roskilde Festival kan. Vi kom aldrig helt op og snuse til den tårefremkaldende solskinssøndag fra for 10 år siden, men det gjorde heller ikke noget. Queens of the Stone Age var præcis hvad vi havde brug for; hverken mere eller mindre. En vaskeægte rockkoncert af de helt gode.
