Plader

Future 3: With and Without

Skrevet af Lars Andreasen

Med deres længe (meget længe!) ventede album With and Without skuer den danske electronica-trio både tilbage mod deres storhedstid og frem mod nye udtryk.

Trioen Future 3, der består af Anders Remmer, Thomas Knak og Jesper Skaaning, er netop udkommet med endnu et elektronisk barn, With and Without. Kendere af Future 3 husker de tidligere albums som stramme, klare og kølige lyduniverser med plads til legesyge indfald og udfald. De tre herrer arbejdede sammen både som Future 3 og senere under navnet System, men har hver især bidraget med væsentlige værker under deres respektive aliasser (Anders Remmer som Dub Tractor, Thomas Knak som Opiate og Jesper Skaaning som Acustic) og været den danske elektroniske scenes godfathers op gennem 1990’erne og de tidlige 00’ere.

Kendetegnende for dem var det vokalløse udtryk, men nu har de inviteret to sangere med på deres nye album. De første to skæringer er med Benoit Pioulard, der er en ung veteran inden for den elektroniske lo-fi-scene med mange spændende udgivelser bag sig, de næste tre skæringer er med Anja T. Lahrmann fra danske Ice Cream Cathedral.

Albummet er umiddelbart delt op i to afdelinger, ”With” med de første fem skæringer, hvor der gives plads til vokalerne, og så de sidste syv numre, ”Without”, hvor den klassiske Future 3-lyd folder sig ud. Samtidig er det her, udgivelsen har sin største svaghed, da det virker, som om Remmer, Knak og Skaaning har haft svært ved at beslutte sig for, hvilken linje de ville følge.

Den første afdeling fungerer i og for sig glimrende. Jeg er begejstret for de to første numre med Benoit Pioulard, ”Mmn” og ”Revenant”, hvor stemmen klæder klanguniverset virkeligt godt og får plads og ro til at drømme sig ud gennem lyden. Anja T. Lahrmanns tre bidrag er også gode, men der mangler samklang mellem disse tre numre og resten af albummet. Anja T. Lahrmanns kvaliteter som sanger er strålende, men med de tre numre er vi ret langt fra kernen i Future 3.

Det næste problem opstår, hvor nummeret ”Fair” indleder den anden afdeling. Vi er tilbage i de gode gamle dage, men ikke helt på højde med især det forrige album Like… Future 3. Numrene “O/A”, “Trmbns” og “Figure” hæver sig over de andre, og især “Trmbns” gør smukt væsen af sig. Lyden er blevet mere rund og fed, effekterne får lov til at flimre lidt mere, og jeg er sådan set ret glad, men så alligevel ikke helt. For hvis jeg netop sammenligner With and Without med Like… Future 3, er sidstnævnte stringent og gennemtænkt, hvor det nye album flagrer for meget i udtryk såvel som kvalitet.

With and Without fremstår nogle gange afgjort ‘with something’, andre gange ‘without something’, men er stadig en udgivelse, jeg synes bør stå på min hylde. Både fordi jeg altid har været så utroligt begejstret for Future 3, og fordi der på With and Without trods alt er spændende tangenter, som jeg håber, d’herrer Remmer, Knak og Skaaning vil fortsætte endnu længere ud af i fremtiden.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • God anmeldelse omend jeg nok personligt finder pladen en del stærkere. En vigtig perspektivering skal dog inddrages ved de tre herrers samarbejde med Sara Savery under navnet People Press Play fra 2007. Den første halvdel af “With and Without” er en tydelig videreførelse af den skandinaviske, electropoppede lyd fra People Press Play, og særligt Anja T. Lahrmanns stemme minder uafrystelig meget om Sara Saverys.

Deltag i debat