Plader

Maskinvåd: SOS

I forhold til debutalbummet er Maskinvåd desværre endt på autopilot og flade hjul. Men jeg forstår alligevel godt at smilet er hejst, for de er et par talentfulde unge herrer, der meget vel kan have en stor fremtid i dansk rock.

Som sanger må det være irriterende hele tide at få at vide, at ens udtryk minder som en andens. Mon ikke Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine synes det? Igen og igen bliver han af fantasiløse anmeldere mindet om, at hans stemme minder om Antonys Hegartys (Antony and the Johnsons), selv om man helt klart fornemmer, at han og bandkollegerne er meget bevidste om musikalsk at udfordre sig selv og hele tiden arbejde med at bringe noget nyt til torvs.

Mathias Kjeldsen fra Maskinvåd har samme problem som Nikolaj Vonsild. Hans stemme minder så meget om Steffens Brandts (TV-2), at han også gang på gang sammenlignes med sin ældre kollega. I modsætning til Nikolaj Vonsild er det desværre ikke på samme måde mit indtryk, at Kjeldsen og Maskinvåd-makkeren Peter Skibsted føler behov for at finde frem til en måde at distancere sig på.

Tværtimod inviterer bandet på deres nye album, SOS, den gamle mester af samfundsrevsende og socialrealistisk dansksproget rock med på nummeret ”Det Synger”, som er albummets femte. Hvis du inden dette nummer var i tvivl om, hvor store ligheder, der er mellem Maskinvåd og TV2, så tag et lyt.

Jeg spillede nummeret for en kammerat, der musikalsk set aldrig er kommet længere end den danske rock i 80´erne og fortalte ham, at det var et nummer af et ungt dansk band ved navn Maskinvåd. Det blev han meget overrasket over, da han umiddelbart var sikker på, at det var TV-2 på et tidligt stadie i deres karriere. Jeg fortalte ham også, at Steffen Brandt sang et af versene og bad ham udpege hvilket. Det kunne han faktisk ikke umiddelbart. Først efter flere gennemlytninger turde han give et bud.

Jeg anerkender, at det kan være svært at skille sig ud som kunstner. Faktisk er jeg af den holdning, at musik ikke nødvendigvis behøver at være nytænkende. Tværtimod holder jeg meget af traditioner. Men jeg lægger vægt på, at man som lytter hele tiden skal kunne mærke, at kunstnerne gør deres yderste og sætter deres eget personlige aftryk på deres musik.

Det følte jeg faktisk, at Maskinvåd gjorde på deres første album Giftige Slanger, som var råt, kompromisløst og flosset i kanten. Her var TV2 – og Kliché for den sags skyld – selvfølgelig også inviteret med til festen og flirtede da også gevaldigt med værternes kærester. På SOS er det som om, gæsterne indimellem står og tungekysser med kæresterne ovre i hjørnet, mens den groovy og udadvendte musik spiller. Det gælder ikke kun på ”Det Synger”, men også et nummer som ”Enden er nær”.

Det er ærgerligt, for Maskinvåd har rigtig meget at byde på. Især er Mathias Kjeldsen jo en fremragende tekstforfatter, der drikker af samme poetiske kilde som Jens Unmack (Love Shop) og Kristoffer Munch Mortensen (Mellemblond) og er i stand til at puste poetiske balloner op, så de flyver mod fjerne horisonter og undervejs inspirerer os, der kigger på.

Det gør han i nummeret  ”Skoletaskedrenge”, som han oprindeligt skrev, fordi DR2 Morgen havde bedt nogle danske sangskrivere om at skrive en sang om noget samfundsrelateret, og derefter fremføre det live i en akustisk version i studiet.

Mathias Kjeldsen fik ideen til sit nummer, da han en dag tog busrute 66, som kører igennem Nørrebro. Her overhørte han en lille dreng på seks-syv år sige til sin veninde, at han ville stå af bussen, før den kørte ned af Lundtoftegade. Da hun spurgte hvorfor, svarede han, at han ellers blev skudt. Det blev til den glimrende symbolsk ladede tekst til ”Skoletaskedrenge”, hvor omkvædet lyder:

»På et glemt gadehjørne danser skoletaskedrenge/med vandpistoler fuld af krudt«

I den omrindelige version synger Mattias Kjeldsen versene, men på albummet bliver de rappet, så man skulle tro, at det Østkyst Hustlers eller Humleridderne. Tekstens alvor kommer derfor overhovedet ikke til sin ret. Ærgerligt.

Afslutningsvis vil jeg lige slå fast med syvtommersøm, at Maskinvåd er meget talentfulde og selv om SOS efter min mening ikke lever op til debutalbummet, så har det stadig sine højdepunkter. Et eksempel er ”Smilet er Hejst”, hvor jeg dog ikke kan lade være med at tænke, at linierne overordnet siger lidt om albummet:

»Jeg tænker, hvor er min gejst/Måske på autopilot/Og nu hvor smilet er hejst/På flade hjul«

★★★☆☆☆

Deltag i debat