Plader

Jamie xx: In Colour

Skrevet af Simon Freiesleben

In Colour er Jamie xx’ melankolske hyldest til nattelivet. Den 26-årige britiske producers solodebut er fyldt med eminent electropop af karakteristisk søvnig og drømmeagtig karakter.

Nostalgi. Melankoli. Kærlighed. Eufori. Mismod. Håbefuldhed.

In Colour er i den grad et album, der sætter følelser og stemning i højsædet. At tage hørebøffer på, lukke øjnene og høre In Colour, er som at træde ind i en lukket boble, hvor følelser og stemninger skifter og svinger i takt med musikken. Her er ikke de endorfin-udløsende breaks hvert 20. sekund, som man ser hos eksempelvis Major Lazer eller mange andre moderne EDM-kunstnere. Til gengæld er der en dyb tilfredsstillelse i, hvordan Jamie xx formår langsomt at bygge et søvnagtigt drømmelandskab op igennem pladen.

Efter flere år, hvor pladen kun eksisterede i rygteform og i små lydbidder, der florerede på nettet, så er den her altså endelig. In Colour er den 26-årige britiske producer Jamie xx’ længeventede solodebut i albumformat. Som blot 20-årig blev han katapulteret til tops af den britiske indiescene som trommeslager og producer i bandet The xx, der med deres minimalistiske drømmepoppede debut høstede store mængder priser og fans tilbage i 2009. Allerede dengang fornemmede man, at produceren, med det borgerlige navn Jamie Smith, havde et overordentligt godt øre for at skrue gode popmelodier sammen. Siden slog han det fast med syvtommersøm i form af remixes af blandt andet Gil Scott-Heron og Florence + The Machine, der begge fik en komplet overhaling af den nu karakteristiske Jamie xx-lyd.

Hvori består det karakteristiske i Jamie xx’ lyd? Man skal ikke lytte længe til hans musik, før man begynder at lægge mærke til visse elementer, der går igen. For eksempel var brugen af olietønder for en stund nærmest blevet synonym med Jamie xx, og selvom der er blevet skåret ned på brugen af dette instrument på In Colour, så er det stadig særdeles fremtrædende på eksempelvis nummeret ”Obvs”. Men først og fremmest har han sat en ære i at skabe musik, der mest af alt fungerer som en vej ind i en anden og mere dagdrømmende verden.

Ikke fordi det betyder, at man ikke også kan danse til musikken. Tværtimod. Der er masser af rytme, og numre som ”Loud Places”, ”Gosh” eller ”Sleep Sound” skal nok få dansegulvet til at ryste. Åbningsnummeret ”Gosh” lægger hårdt ud med en insisterende tung bas og et antal beats per minute der absolut ligger i den højere ende. Sangen er forholdsvis minimalistisk og funderet på den samme repetitivt loopede lydbid af bas og håndklap samt et »Oh my gosh«-vokalsample. Men før det kammer over i repetitiv stilstand, så løfter en synthesizersolo sangen mod nye himmelstrøg, højere og højere, før det hele uden varsel brat daler mod jord igen. Det er symptomatisk for albummet, der konstant befinder sig i evolution og bevægelse.

Selvom albummet hverken er markedsført som et konceptalbum eller umiddelbart fortæller en sammenhængende historie, så er der flere numre der direkte komplementerer hinanden. Pladen kulminerer med en fortrinlig firetrinsraket af numre, der i forlængelse af hinanden tager lytteren med på en følelsesmæssig rutsjebanetur. Raketten rummer den melankolske forhåbning om at finde kærligheden i byen (”Loud Places”), den euforiske fejring af nuet (”Good Times”), den uafvendelige indsigt at alt godt må slutte (”The Rest Is Noise”) og slutter med forløsning over endelig at have fundet kærligheden (”Girl”). Albummet opleves nærmest som en hyldest til nattelivs-kulturen, og flere steder optræder der da også brudstykker af reallyd. I slutningen af ”The Rest Is Noise” lyder synth-keyboardet nærmest som en politisirene, der indtrængende skærer gennem lydbilledet, mens man kan høre snakkende og grinende club-gæster på vej ud af en dør, der smækker.

Førnævnte ”Loud Places” må anses som en stærk kandidat til titlen som årets bedste single. In Colour er ikke et album med fokus på lyrikken, der derfor heller ikke er synderligt spændende, men mest bare er der. På ”Loud Places” går vokal og lydbillede dog op i en højere enhed.

»I go to loud places, to search for someone / To be quiet with, who will take me home«

Det er simpel og uprætentiøs poplyrik, som dog leveres knusende effektivt og hjerteskærende sårbart af The xx-sangerinden Romy Madley Croft. Det er på grænsen til det banale, men det er netop i dette grænseland mellem det banale og det geniale, hvor det trivielle bliver magisk, at den mest fortrinlige popmusik opstår. Musikken er opløftende, lyrikken er melankolsk og resultatet er umuligt ikke at forelske sig i.

Det er svært at pege på nogle deciderede fejltrin på denne fremragende electronica-skive. Skal man absolut sætte fingeren på noget, så kan man pege på, at et nummer som ”Good Times”, med gæsteoptrædener fra dancehall-sangeren Popcaan og rapperen Young Thug, lydmæssigt er en udstikker fra resten af albummet. Jeg vil dog mene, at Jamie xx slipper overordentlig godt afsted med det, der på papiret lyder som en noget mystisk konstellation. Samtidig gør den store mængde instrumentale numre på pladen, at det ikke ligefrem er en hitparade, men snarere skal opleves som et samlet værk. Det vil givetvis skræmme visse lyttere væk fra at lytte til albummet i dets helhed – hvilket dog vil være en skam.

Albummet er et friskt og originalt indspark til den elektroniske musikscene. Det er en hyldest til nattelivet, club-miljøet og til introverte ravere verden over. Derudover er det bare skide godt fra ende til anden.

★★★★★½

Deltag i debat