Plader

The xx: xx

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Den unge engelske kvartet The xx debuterer med et formfuldendt album med velkomponerede og dygtigt udførte minimalistiske popsange. The xx imponerer, men er alligevel ikke fuldt ud overbevisende.

Alderen på folkene bag bør ret beset ikke have nogen som helst indflydelse på bedømmelsen af et kreativt output. Men i tilfældet The xx er det svært at omgå det faktum, at London-bandets fire medlemmer akkurat har forladt tilværelsen som teenagere. Det, man kan forvente af The xx, når man har deres unge alder in mente, strider nemlig mod den kontrollerede og gennemtænkte skabelsesproces, der synes at have gået forud for udgivelsen af deres debutplade. En plade, de sågar selv har produceret. Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at The xx har skabt så formfuldendt en debutplade i så ung en alder.

The xx’ musikalske udgangspunkt er også værd at bemærke. De fire englændere er inspirerede af moderne r’n’b og soul, hvilket helt tydeligt er kommet til udtryk gennem deres coverversioner af Aaliyahs ”Hot Like Fire” og Womack & Womack-klassikeren ”Teardrops”. Samtidig har de skelet til bysbørnene Hot Chip og Burial og deres respektive hypnotiske elektropop og dunkle dubstep, mens sortrandet 80’er-guitarpop også har påvirket det fornemme resultat, der foreligger på xx.

Det centrale omdrejningspunkt i The xx’ minimalpop-kompositioner er nu guitarist Romy Madley Croft og bassist Oliver Sims vokaler. De synger duet på stort set samtlige numre, og det er med hvert sit forskelligartede udtryk. Hun sødmefuld og nærværende, han kølig og distanceret. Det er et perfekt, kontrastfyldt match. De to vokaler, der på skift responderer hinandens udsagn om kærlighed, skaber en essentiel dynamik i det samlede ellers ret spinkle lydbillede. Typisk er The xx’ langsommelige sange bygget op omkring en fængende melodilinje (f.eks. en markant, repetitiv basgang eller yndefuldt guitarspil), der får følge af en trommemaskines taktfaste beats, mens syntheffekter fylder ud i lydbilledets sprækker. Det er en formel, der fungerer glimrende på hvert enkelt nummer – isoleret set. Som et samlet værk tenderer The xx’ udtryk omvendt den type monotoni, der keder frem for at indfange lytteren på hypnotisk vis.

Trods et velgennemtænkt koncept er den unge kvintet hæmmet af et lidt for fastlåst udtryk og bliver således nemt reduceret til nydelig baggrundsmusik, der ikke for alvor holder nogens interesse fangen. Den formløse ”Fantasy”, hvor Sims synger fra fjern afstand midt i atmosfærisk synth, bryder tiltrængt med The xx’ nedtonede, melankolske pop-formular, men er en parentes, der ikke udstikker andre interessante retninger for The xx’ formåen.

Flere variationer i sangenes struktur, hvor især de alt for afdæmpede elektroniske effekter får mere at skulle have sagt, kunne have gjort det til en langt mere inciterende oplevelse at lytte til det åbenlyst talentfulde bands debut, end det egentlig er tilfældet. At sangene er formet efter den omtrent samme skabelon, har tillige den konsekvens, at ingen af dem skiller sig nævneværdigt ud fra de øvrige. Pladen indeholder gennemført gode numre på stribe, men ingen af dem er decideret blændende.

Som det vil være de fleste bekendt, er The xx blevet skamrost alle vegne. Pladens metascore på Metacritic.com er så høj som 85, hvilket giver betegnelsen ‘universal acclaim’. Jeg kan i en vis udstrækning sagtens følge den gode kritik, bandet har fået. Debutpladen er velkomponeret og dygtigt udført minimalistisk pop, hvor vokalerne matcher hinanden perfekt, og sangenes gennemgående melodilinjer er fængende. Men samtidig er det også lidt for pænt, lidt for forsigtigt og lidt for ensformigt.

★★★★½☆

Deltag i debat