Koncerter

Melvins, 08.06.16, Jazzhouse, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Den særprægede amerikanske rocktrio havde ganske vist sin storhedstid i 90’erne, men seneste album og deres nylige koncert i Jazzhouse viser, at de stadig holder.

Melvins er unægteligt en underlig størrelse i rocklandskabet. De har på baggrund af flere årtiers dedikation og bidrag til miljøet fuldt fortjent optjent en masse respekt fra fans såvel som ligesindede bands, men i løbet af de senere år har der været langt mellem Melvins-udgivelser, der virkelig får én til at spærre øjne og ører op. Oftest efterlades man noget forvirret efter at have gennemlyttet en af de senere plader, og det har da sikkert også en vis charme, men der er et stykke op til især 90’ernes mere gennemført lækre skiver.

Basses Loaded, der udkom tidligere i år, har trioen (der har fået OFF!-bassist Steven McDonald med på vognen) dog igen fået fat i den lange ende. I min optik er det Melvins’ bedste udgivelse siden A Senile Animal fra 2006, og derfor var det også ekstra spændende at se, hvad det havde af betydning for Melvins i liveformat i et fuldstændigt udsolgt Jazzhouse i forbindelse med gruppens første besøg i Danmark i næsten fem år.

Vi indledte imidlertid aftenen helt, helt, helt tilbage i tiden med en næsten otte minutter lange, slæbende udgave af “Eye Flys” – åbningsnummeret fra Melvins’ debut, Gluey Porch Treatments, fra 1987. Herefter gik det undertiden rigtig stærkt mellem de enkelte numre, der foruden en blandet landhandel fra bandets forskellige udgivelser bestod af en håndfuld covernumre med svingende succes.

Kiss-klassikeren “Deuce” virkede malplaceret, men blev dog opvejet af især en velspillende Steven McDonald, som desuden gav den på bedste Paul Stanley-vis bag mikrofonen. Senere fik han også lov til at fremføre eget materiale i form af Redd Kross’ “Frosted Flake”. Generelt var McDonald en fornøjelse at følge denne aften. Han besidder en helt anden energi og vokalegenskaber end eksempelvis Trevor Dunn, der agerede bassist tilbage i 2011, og føles ikke mindst som en naturlig del af Dale Crover og Buzz Osbournes projekt.

For det er stadig King Buzzo med sin vanligt excentriske påklædning samt ditto hårpragt og trommeslager Crover, som det hele handler om. Sidstnævnte er og bliver en maskine, der ikke lader til at aldres, men som blot bliver ved og ved med at kaste sig selv ud i hæsblæsende fills og mellemstykker og herfra hurtigt videre til næste nummer. Som nævnt kunne det til tider godt gå lidt for stærkt, uden et naturligt flow der tillod publikum at få et tiltrængt pusterum her og dér, men i stedet minde mest om en rutine – gennemøvet til fingerspidserne – som havde til formål at komprimere så mange sange som muligt ind i den tilgængelige spilletid.

Det gjorde derfor en håndfuld numre mere eller mindre forglemmelige, og først hen mod slutningen fandt koncerten en mere naturlig rytme, som blev skudt i gang med den hårdtslående “The Water Glass” fra The Bride Screamed Murder. Kun et enkelt nummer fra seneste plade blev det imidlertid til, da vi næsten til allersidst fik “The Decay of Lying”, som i sine bedste øjeblikke i grunden er en vanvittig god popmelodi tilsat den klassisk overvældende omgang Melvins-fuzz.

Crover og Osbournes vel nok bedste nummer fra deres vel nok bedste udgivelse – “Night Goat” fra Houdini – fik æren af at sætte næstsidste punktum som et klimaks, der aldrig rigtig blev leveret med nogen opbygning, men i stedet ramte uventet og lige så tungt som nummerets genkendelige basriff – selvfølgelig til alles store begejstring. Og ja; ingen Melvins-koncert uden en særdeles aparte afslutning. Denne gang blev vi præsenteret for en a cappella-version af Jack Norworth og Albert von Tilzers (i baseballkredse) for længst udødelige “Take Me Out to the Ball Game”. Var det nødvendigt? Nej. Var det lige præcis i Melvins-ånden og den finale, vi fortjente? Højst sandsynlig.

Jeg var egentlig ganske godt underholdt, selvom autopiloten fra tid til anden blev lidt for notérbar, men mere imponerede Melvins heller ikke denne aften. De er bestemt ikke et band, man skal opleve live hvert år, og derfor var det da også glædeligt, at de – her midt i en af deres stærkere musikalske perioder længe – valgte at lægge vejen forbi. Hvis man endelig skal håbe på at se Melvins igen inden for den nærmeste fremtid, kunne det da være passende med en jubilæumsturné i 2018 i anledning af 25-året for Houdini.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat