Koncerter

Roskilde Festival 2017: The Jesus and Mary Chain

Foto: PR

The Jesus and Mary Chain leverede rock’n’roll-klichéer på stribe og skabte den helt rette festkulisse

Det var en parade af musikalske rock’n’roll-klichéer, The Jesus and Mary Chain leverede, da de afsluttede torsdagsprogrammet med en nattekoncert på Arena. Normalt vil jeg gabe mig i søvn over disse klichéer, men det gjorde jeg ikke denne nat. Klichéerne virkede. Musikken bragede ud af højtalerne. Det var højt. Rigtig højt. The Jesus and Mary Chain gav os den helt rette kulisse til at drikke os fulde og rocke med til deres indadvendte rock’n’roll. 

Helt forventeligt gjorde de ikke meget væsen af sig, de fem musikere på scenen. Forsanger Jim Reid var vendt ind mod trommesættet sådan cirka halvdelen af tiden, mens han var opslugt af at synge om kærlighed, motorcykler og rock’n’roll. Ligeledes koncentrerede resten af bandet sig bare om at spille, og det gjorde de sateme også godt. Ikke noget showmanship her, men musikken talte også sit eget tydelige sprog.

Det var som om, jeg kunne synge med på det hele – selv de sange jeg aldrig har hørt før. Så rent bragede guitarist og sangskriver William Reids kompositioner igennem, der ganske fremragende blev sunget af broderen Jim. Den danske komponist Carl Nielsen har sagt, at en folkevise er en vise, man føler man har kendt hele sit liv, selvom man hører den første gang. Sådan fremstod The Jesus and Mary Chains sange denne aften. De var rock’n’roll-folkeviser, og det er bestemt ment som en kæmpe ros.

Det var en koncert, der lagde op til, at man tog ens venner om skulderen og skrålede med, når Jim Reid sang: »Under the April skies«, »I’m in love with myself« eller »I love rock’n’roll / I need rock’n’roll«. Da de nåede til det afsluttende støjstykke i ”War on Peace” fra Damage and Joy (2017), havde jeg bare lyst til at skrige vilde mandeskrig for på en eller anden måde at imødekomme den rå energi, der kom fra de blinkende lamper på scenen og guitarforstærkerne, der var skruet op på maks volume.

Jeg måtte overgive mig totalt til alle klichéerne. Da de spillede ”Some Candy Talking” kom en blond pige, der bar denimjakke og havde flot, sort make-up på, hen til mig og sagde, at hun skulle kysse med en til den her koncert. Som en filmstjerne trak jeg hende til mig i et kort øjeblik af forelskelse, inden hun forsvandt videre ind i menneskemængden. Det var nærmest som om, jeg var med i en The Jesus and Mary Chain-sang, mens Jim Reid sang: »I love the way she’s walking / I love the way she’s talking / I want your candy / I want your candy«.

Paradoksalt nok var koncertens absolutte lavpunkt støjpop-klassikeren ”Just Like Honey”. Her slap gruppen gashåndtaget og leverede en sløv fremførelse, der overhovedet ikke kunne matche den energi, der drev resten af koncerten. Jeg havde ellers glædet mig til at høre hele teltet skråle med på det ikoniske omkvæd.

★★★★★☆

Deltag i debat