Plader

Japanese Breakfast: Soft Sounds from Another Planet

Skrevet af Søren Hansen

Japanese Breakfast er generelt ganske interessant på den nye plade Soft Sounds from Another Planet, men når kun momentant op over alle dreampopkollegaerne.

Japanese Breakfast er Michelle Zauners soloprojekt. Hun har tidligere været involveret i emo/punk-kvartetten Little Big League. Japanese Breakfast er hverken emo eller punk, det er snarere dreampop med tråde til shoegaze og artpop. Hun har tidligere bevæget sig i mere lo-fi landskaber, men på dette album er der strammet op i produktionen og det lyder langt mere produceret end hendes tidligere materiale, hvilket ikke er en dårlig ting.

Albummet lægger ud med, hvad der meget vel kan være det bedste nummer på pladen, “Diving Woman”. Det starter med en synthesizerbølge, som hidkalder det kosmiske tema, som lurer på resten af pladen. Siden kommer et trommebeat på, som trækker nummeret hen i noget der, kunne kaldes shoegazedisco. Eller med andre ord: æterisk synth- og guitarbaseret drømmeland med et simpelt, solidt beat nedenunder. De akkordbrydende guitarer sammen med Zauners smukke stemme gør det til et storslået og skønt lydbombardement. Det kulminerer i et højst besynderligt, men fedt omkvæd, hvor trommerne forsvinder ud for at give plads til en distortet guitar, som ligger og krakelerer under vokaltonerne i et omkvæd, der står i kontrast til resten af sangen, men som stadig føles som en integreret del af helheden.

Andre højdepunkter tæller “The Body Is a Blade” som er en smuk melankolsk middeltempo indierocksang med et fasttømret groove, hvor vokalen crooner længselsfuldt over dystre akkorder. Artsy, men man er samtidig ikke i tvivl om at kernen er kærligheden til popmusikken, hvilket specielt er tydeligt i omkvædet med dets forløsning og gribende melodi. Det bliver endnu mere udtalt på næste nummer “Till Death”, der lyder lidt som en opdateret version af 70’er-pop med en orkestrering, som man ville finde på et Elton John-nummer. Der går til gengæld helt Disney i den i anden halvdel af sangen, specielt da hun laver en modulering som jeg ikke troede var lovlig i indieland, men det virker, og det står i glimrende kontrast til resten af pladen. Også fordi der er dissonans imellem musikken og teksten, da teksten opremser forskellige forfærdelige ting i verden »PTSD, anxiety, genetic disease, thanatophobia«.

Der er sådan set meget på dette album, som er rigtig vellykket, men jeg har to problemer med det. Først og fremmest er der nogle numre som er lidt svage i min optik, primært “Machinist” og “12 Steps”. Førstnævnte er en synthpopsang med enerverende autotune og corny dialog med 80’er-trommer, der pisker afsted i baggrunden. “12 Steps” er bare ikke lige så raffineret som resten af albummet, og omkvædet fænger ikke rigtigt. Jeg vil dog gerne medgive, at det er det mest eksplosive og energiske nummer på pladen, men dens punkrockede feel er ikke helt vellykket i min bog. Den anden ting er, at det her album kommer i en lang bølge af dream pop album som rangerer fra Beach House og Grimes til undergrundsbands som Franske Piger og Barselona, og jeg kan ikke rigtig se, hvordan det rigtigt skiller sig ud fra resten. Det er nemlig en genre, hvor man forholdsvis nemt kan lave noget, der lyder vellydende, men hvor det er svært at lave noget, som virkelig løfter sig over sine genrefæller.

Men det er et fantastisk kompetent og vellydende album og kan anbefales til folk, der er draget af drømmende atmosfærer. Albummet glimrer ved sin lyriske dimension, som er ganske interessant og som belønner et dyk ned i albummet. Alt i alt et spændende album for dem, som kan lide deres pop artsy og drømmende.

★★★★☆☆

Deltag i debat