Plader

Shame: Songs of Praise

Det unge London-band debuterer med ujævn plade, der strutter af britisk punk-charme

Historien om Shame tager sin begyndelse i 2014, hvor en gruppe gymnasievenner føler sig fremmedgjort i den mainstreamkultur, deres jævnaldrende dyrker. De fem outsidere søger åndeligt husly i punkens modkultur, og musikken bliver en samlende kraft i de unge mænds fællesskab – der var kun én ting at gøre: de måtte starte et band.

Bandet øvede hver dag efter skole, og øvelokalet i det sydlige London blev et mødested og et socialt anker i deres omtumlede teenageliv. Shame dyrkede postpunk-koryfæer som the Fall og Gang of Four, og bandet blev en del af et miljø, der også tæller bands som Dead Pretties og Goat Girl.

Regelmæssige koncerter i London blev suppleret af optrædener på engelske festivaler. Shame udgav deres første singler – deriblandt “Visa Vulture”, en ironisk kærlighedssang til den britiske premierminister, Theresa May – og bandet kom i pladeselskabernes søgelys.

Nu fire år efter bandets fødsel er Shame klar med debutalbummet, Songs of Praise, der markeres med en omfattende verdensturné, der til maj bringer dem forbi Pumpehuset i København.

Songs of Praise byder på 10 numre, der alle trækker på den britiske punk-tradition, og bandets forsanger, Charlie Steen, er med sin spruttende cockney-dialekt en autentisk post-punk frontfigur.

Albummets cover, der er en hyldest til den engelske kultkomedie Withnail & I, viser bandet i landlige omgivelser med grise i favnen. Coveret flugter med den understrøm af britisk tongue-in-cheek humor, der løber gennem pladen, og som indikerer, at man ikke skal tage Shames punkede udgydelser alt for alvorligt.

Songs of Praise byder på stærke numre som “Dust On Trial”, der trækker albummet i gang med et insisterende groove, der suppleres af Charlie Steens monotone råbe-sang. Pladens andet nummer, “Concrete”, er et dansabelt mosh-pit-hit med dets energiske – lidt poppede – guitarfigurer og stilsikre call and response vokal. Nummeret viser, at Shame også kan finde ud af at sætte gang i dansegulvet.

At Shame ikke er ren post-punk høres på den brit-poppede ørehænger “Friction”, der trækker tråde til Blurs “Parklife”, og på pladens sidste nummer, “Angie”, der er en flot stadionrock-hymne a la Elbow. Shame har attitude, og de bruger stilsikkert alle post-punkens formgreb, men de har også sans for det poppede, hvilket bandet cementerer på pladens hit, “One Rizla”.

Songs of Praise har dog også sine svage øjeblikke. På “The Lick” reduceres Shame til et gymnasieband, der står og jammer over en bluesy baslinje. Og historien om sugardating, der foldes ud på “Gold Hole”, er ligeså enfoldig, som den er ufarlig, mens Charlie Steens tekst lyder som lyrik skabt på drengeværelset.

På trods af deres unge alder (de fem bandmedlemmer er  alle i starten af 20’erne) er bandet for længst flyttet ind på de store scener verden over. Desværre står man tilbage med indtrykket, at Shame mangler kunstnerisk tyngde, når de på “Tasteless” kaster sig ud i en storladen, guitarbaseret crescendo, mens de skråler »I like you better, when you’re not around«. Så lyder de unge mænd i stedet som gymnasieknøse, der stadig står i øvelokalet i det sydlige London og fyrer den af.

Til trods for pladens hvalpede fejlskud er det svært at modstå bandets britiske punk-charme, og Songs of Praise er en fin debut, fra et velspillende band, hvor især trommeslageren, Charlie Forbes, leverer en stærk indsats. Historien om Shame er kun lige begyndt.

★★★★☆☆

Om skribenten

Jais Baggestrøm Koch

Skriv et svar