Koncerter

Roskilde Festival 2018: Chelsea Wolfe, Pavilion

Foto: Bill Crisafi
Skrevet af Jens Trapp

Chelsea Wolfe var sortere end den dybeste nat og leverede et mesterligt og tungt show på Pavilion

Som en anden mørkets fyrstinde indtog Chelsea Wolfe Pavilion på en overskyet og dyster torsdag eftermiddag, hvor solen kun i små knitrende glimt, formåede at trænge igennem dækket. Amerikanske Chelsea Wolfe graver dybt ned, dybere end de fleste, når hun afsøger, hvad rockmusik og livet er for en størrelse og hvad begge dele kan. Og hvad de kan give hinanden. Det er dystopisk, tungt og meget, meget sort. Men ligesom solen gnistrede igennem skydækket udenfor, så var der også sprækker af lys i Wolfes musik, der ellers fremstod tung som et oldgammelt gravkammer for en eller anden hedensk, mytisk hersker. Smukke melodiske passager og poesi trængte ud og satte mørket i relief.

Wolfe indtog scenen med sit lange sorte hår, klædt helt i sort, med sorte plateausko og tyk sort mascara om øjnene. Sort ring på fingeren, sort neglelak og sorte tatoveringer op ad armene. Om det ene håndled en flosset sort pelsagtig udsmykning, der mindede om hendes hår, og som gik igen på hendes mikrofonstativ. Hun greb sin halvakustiske Gibson og bandet kastede sig direkte ud i nummeret ”Spun” fra det seneste album Hiss Spun, og var fra første tone af, helt nærværende og tændte. Det var tonsertungt og levende. Alle bandmedlemmer klædt i sort. Bassist Ben Chisholm, som også styrede diverse elektroniske elementer og keys, sprang omkring og piskede igen og igen stemningen i vejret. Trommeslager Jess Gowrie var hårdtarbejdende, tight og helvedes dynamisk. Hun svedte så det lange hår til sidst hang drivvådt ned over hendes ansigt. Leadguitarist Bryan Tulao mestrede både den syleskarpe leadtone og en helt bred og tungt stenet lyd. Ubesværet gled bandet videre i ”16 Psyche”, sang nummer to fra albummet, med en lækker og stram solo fra Tulao. Videre til albummets og koncertens tredje nummer ”Vex”. Breaksene var totalt blærede og sad nøjagtigt så skarpt, at det hele løftede sig himmelhøjt op under teltdugen. Chisholm lagde et fjernt kor på, fra en mikrofon placeret med siden til, helt ude bag basforstærkeren næsten. På næste nummer brød de albumkronologien med “After the Fall” fra albummet Abyss, hvor Chisholm spillede keyboard/synth. Først efter det nummer henvendte Chelsea Wolfe sig til publikum med et: »Good Evening Roskilde! It’s nice to be back« og hentyder til hendes optræden på Gloria i 2015.

»You’re just bombarded with constant bad news, people getting fucked over and killed for shitty reasons or for no reason at all, and it seems like the world has been in tears for months, and then you remember it’s been fucked for a long time, it’s been fucked since the beginning. It’s overwhelming and I have to write about it.« sådan skriver Chelsea Wolfe på sin hjemmeside og forklarer, hvad det er der driver hende. Og som tilfældet er med andre store kunstnere, der virkelig vil noget med deres ting, så er det kompromisløsheden, der skinner igennem. Der er simpelthen ikke plads til at gå på kompromis med noget her. Heller ikke under koncerten. Sammenspillet, og vel også kampgejsten, var i høj grad til stede. Det var Chelsea Wolfes eget levede liv, der var til stede i musikken. Som ér de historier der bliver fortalt og levet igennem værket. Som tilskuere følte vi det som en knitren i marven, og tydeligere endnu når de små hår rejste sig på hele kroppen og stod som elektriske antenner uden andet formål end at modtage og sende. Modtage impulserne fra dette værk, dette levede liv på scenen. Og sende endorfiner ud i eget kredsløb og bølger af et andet, udefinerbart stof ud i verden, for igen, på den måde, at skab sammenhængskraft.

At bassen lå lidt vel højt i lydbilledet og indimellem sugede noget af lyden ud af guitar og vokal var lidt ærgerligt. Især fordi Chisholm både er en fremragende bassist og en fantastisk indpisker af energi. På et tidspunkt var det så galt, at Wolfe kom helt forkert ind i sangen “Demons”, men det kan også have skyldtes at det er et nummer helt tilbage fra 2011’s Apokalypsis. I hvert fald måtte de starte nummeret op påny. Med hensyn til bassens lydniveau må det være lydmanden, der tager skraldet. Ikke at det som sådan påvirkede energien på scenen. Vi kom gennem en perlerække af tungt materiale fra det seneste album Hiss Spun, med Hiss som i noget der hvisler og Spun som slang for at være på et længerevarende amfetamintrip. Vi fik også et glædeligt genhør med ”Dragged Out” og ”Carrion Flowers” fra Abyss, ”Feral Love” fra Pain is Beauty og som tidligere nævnt ”Demons” fra Apokalypsis. Chelsea Wolfe lukkede og slukkede med ”Scrape”, som også er slutnummeret på Hiss Spun. Uden at spilde flere overflødige ord, forlod bandet scenen og var væk i støvet og skyggerne backstage.

★★★★★☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres 😳

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums, albums jeg stadig kan finde på at lytte til:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Hvor også Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle. Det var det første rockalbum jeg hørte, i form af en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile)

Skriv et svar