Plader

Georgia Anne Muldrow: Overload

Georgia Anne Muldrow har en god og groovy ting kørende for sig, men på Overload indløses potentialet aldrig fuldstændigt. Til gengæld er albummet et veldokumenteret udsnit af hendes mange talenter.

Sangerinden Georgia Anne Muldrow, med en direkte forbindelse til ‘woke’-begrebets ophav, har udgivet endnu et album. Den produktive musiker, der siden karrierens start i 2006 har kastet et hav af albums og utallige samarbejder (med bl.a. Erykah Badu og Blood Orange) af sig, byder sig igen til med endnu en psykedelisk soul-oplevelse.

Overload udkommer på den anmelderroste electronica-hiphop-producer Flying Lotus’ label Brainfeeder, og FlyLo er sammen med popsmeden Aloe Blacc og Muldrows ægtemand Dudley Perkins også listet som ‘executive producers’ på pladen. Med et musikalsk syrehoved som Flying Lotus på holdet, skulle man tro at Overload rent faktisk ville leve op til sin titel. Men selvom pladen i øjeblikke føles som et fragmenteret syretrip, er der alligevel skruet ned for den overordnede trippen.

I stedet får man på Overload indtrykket af, at Muldrow har ønsket at fremvise et koncist udsnit af sin musikalske identitet. Gennem hashtågerne aner man Muldrows skarptskårne R&B, men på Overload er der skåret helt ind til benet, måske endda lidt for langt.

“I.O.T.A. (Instrument of the Ancestors)” åbner albummet som en kort intro-sekvens med tribal-sang og funkbas, inden “Play It Up”, at betragte som pladens egentlige åbningsnummer, sætter skub i pladen: med et underspillet banger-potentiale er nummeret udstyret med et organisk og alligevel nærmest trap-lydende beat. Muldrows vokal lyder tændt, som kæmper hun med en ustyrlig trang til at lade sangen eksplodere, men lader den i stedet løbe uforløst ud. Herfra glider hun let ind i albummets titelnummer, et neo-soulnummer der angiveligt handler om at skabe menneskelige relationer i en tid, hvor vestlige idealer synes forhippede på at nedbryde dem. Det er en af de mest fængende og tilgængelige sange på pladen, men funken og vildskaben holdes også her i kort snor.

Muldrow har selv omtalt albummet som »an experiment in restraint«, og tilbageholdenheden er til at høre på Overload. Paradoksalt nok er samme tilbageholdenhed både en force og en svaghed på albummet, og Muldrow skal først have cadeau for at begå et relativt kort album. 36 minutter, i en tid hvor dobbelt- og trippelalbums i hiphop og R&B ofte udvander indholdet mere end de forbedrer det.

På den anden side er der dog mange af de kortere numre, der kunne have været tillokkende at høre i længere udgaver. For eksempel “Aerosol”, der som singleforløber unægtelig er en af albummets grundpiller, kunne man sagtens ønske sig strukket længere, fordi nummeret dårligt når at komme i gang, før det er forbi. Nogle af numrene forekommer simpelthen ikke udnyttet til sit fulde potentiale, og er dermed milevidt fra Muldrows Seeds fra 2012, hvor der hellere blev jammet et minut for længe end det modsatte. Det er naturligvis også intentionen, men skiftet er ærgerligt, for det klæder simpelthen bare Muldrow bedre at give musikken frit løb.

Det er altså et lidt diffust udtryk, Muldrow står tilbage med på Overload, men hun virker stålsat på at showcase sin dygtighed udi moderne moderne soul og R&B. Ganske vist spøger legenden Al Green på “Williehook (Skit)”, men albummets cover til trods afholder Muldrow sig ellers overordnet set fra retrofetichisme. For eksempel ville et nummer som “Vital Transformation” ikke have lydt ubekvem på Janelle Monaes album fra tidligere i år, og ville måske endda have gjort Dirty Computer til et stærkere album. “These Are The Things I Like About You” hiver igen albummet i en ny retning, men den bebop-jazzede duet med Perkins gør kun at udtrykket føles yderligere diskontinuert. “Bobbie’s Dittie” er med sit P-funk-og-jazz-på-syre-agtige groove også veleksekveret, men fælles for disse sanger er, at de for albummets helhed ikke gør noget for kohærensen.

Overload er ganske vist en fragmenteret og usammenhængende omgang, men af samme grund i lige så høj grad et vidnesbyrd om hvad Muldrow er i stand til som musiker. Albummet holdes sammen af ren og skær musikalitet fra en begavet og rigt facetteret kunstner, men indtrykket af at Muldrow på dette punkt i sin kreative løbebane burde kunne levere et bedre helhedsindtryk, er svært at ryste af sig. Måske vil hun bare ikke, og det er også okay.

For selvom de enkelte numre spiller godt hver for sig, føles Overload desværre ofte for meget som et portfolio, end den øvelse udi koncis tilbageholdenhed, som albummet giver sig ud for at være. Der er masser af syresoul og eksperimenterende R&B, men lytteren efterlades alt for ofte tørstende efter mere. Muldrow slår mig ikke som en kunstner der er bange for at knalde ud, og derfor er det ærgerligt at hun ikke skruer mere op for denne faktor. Hvor end stramt komponeret og velspillet albummets højdepunkter fremstår, er det bare aldrig nok til at hæve helhedsindtrykket til mere end fornøjeligt.

★★★½☆☆

Om skribenten

Kasper Emil Foldager Nielsen

Biografi:

Min musikalske interesse spirede ud af en pludselig og hovedkuls forelskelse i pop-punk og emo-bands fra 00'erne i mine tidlige teenageår. I mine gymnasieår hørte jeg mest Radiohead, men blev introduceret til et online musikforum, hvor jeg hurtigt blev suget ned i en malstrøm af de obskure udgivelser, boardets nørder begejstrede sig over.
Denne ny fagre verden overvældede mig, og gjorde det muligt at søge ud i de genremæssige afkroge. På den måde er min musiksmag præget af internettets endeløse muligheder for musikalske oplevelser.
Selvom min kærlighed til indierocken nok er størst, forsøger jeg at lytte til lidt af hvert.

Ti favoritalbums:
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Stars of the Lid: Tired Sounds of Stars of the Lid
Built To Spill: Perfect From Now On
Van Morrison: Astral Weeks
Guided By Voices: Bee Thousand
Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Talk Talk: Laughing Stock
Dinosaur Jr.: You're Living All Over Me
Destroyer: Kaputt
The Replacements: Let It Be

Skriv et svar