Interview

Roskilde Rising – Kogekunst: »Bob Dylan fandt jo også bare på ting«

Foto: Mads Mulvad
Skrevet af Daniel Niebuhr

Det seneste år har været konstant opadgående for Kogekunst, der i kølvandet på debutpladen Sexede er gået fra skramlet psychfestindslag til potentielle kulturdarlings. Nu venter karrierens indtil videre største koncertopgave. Børnelatteren og grydelågene kan de altid tilføje bagefter.

Endelig var vi præcis dér i tiden, hvor vi skulle være. Kogekunst og jeg. Ikke ligesom den fortryllende februaraften på ALICE, hvor Oskar Krusell og Simon Wetterstrøm Mariegaard var løbet fra tiden, men i stedet en juniformiddag på en bænk ude nær Refshaleøen, hvor det var, som om vi havde al tid i hele verden.

»Jeg gider hverken telefon- eller mailinterviews,« var på forhånd mit eneste krav til interviewet. »Vegetation er altid rart,« var samtidig deres eneste indskydelse til valg af omgivelser.
Så sådan blev det altså.

Små ti måneder var der gået fra fra udgivelsen af de to nordjyders pladedebut, Sexede, næsten fire måneder fra dén aften på ALICE og kun lidt under et døgn fra en koncerttjans som fast bemanding i Hjalte Ross’ band i en københavnsk E-cigaretforretning med fri bar. Imens er arbejdet med efterfølgeren til Sexede i fuld gang, duoen havde tidligere på foråret besøgt Grønland, og snart venter en mindre Danmarksturné med start på Roskilde Festival. Jo, Kogekunst har fået nok at se til, men er de så dér, hvor de godt ville være?

»Både og,« siger Simon. »Det var rigtig fedt på Bremen og på Alice, hvor man i stedet for at spille for 50-70 mennesker pludselig spillede for flere hundrede. Det kunne jeg da godt tænke mig, at det var til stort set alle koncerter, for det rykker sgu lidt og giver én lyst til at fortsætte. Jeg har altid taget vores musik seriøst, men jeg har måske ikke haft en idé om, at når der er gået et år, skal vi have præsteret det, det og det. Der er har ikke været en eller anden vild målsætning andet end at lave noget god musik.«

»Jeg ved ikke, om man er dér, hvor man vil være. Vi har bare spillet, og så er folk begyndt at tage os lidt mere seriøst, efter vi har udgivet en hel plade. Jeg tænker bare på at lave den næste plade endnu bedre. Men det kunne da være rart også at blive sådan nogle kulturdarlings,« tilføjer Oskar.

Tanker, følelser, undren og fryd
Kulturdarlings bliver de muligvis ikke lige foreløbig – i hvert fald ikke hvis de fortsætter med at skille vandene lige så meget fremover, som på Sexede. Anmeldere – også her på sitet – stod i kø for at være uenige om Kogekunst; om det var galt eller genialt eller begge dele. Men hvad er det så for noget musik, Kogekunst gerne vil lave, spørger jeg dem om med henvisning til, at Sexede for mit vedkommende heldigvis har været en plade, der stiller mindst lige så mange spørgsmål, som den besvarede.

»Det er det dér,« pointerer Oskar. »Musik, der får folk til at mærke efter, tænke sig om, føle noget, undre sig og frydes.«

»Men er det en glad plade? Er det glad musik, I laver?« tilføjer jeg.

»Både og. Det er realistisk musik, synes jeg, og der er jo ikke noget, der er lutter lagkage. For man kan stadig godt få dårlig mave, hvis man spiser for meget candyfloss, og man kan også godt få det træls, hvis man tager to ture i den dér arm oppe i Fårup Sommerland. Jeg synes, det spændende er at ligge på grænsen mellem følelser – enten dét eller så overdrive og lave et eller andet fuldstændig ekstatisk,« siger han, mens Simon uddyber: »Når man taler om vores tilgang til musikken, så handler det vel om at kaste noget op i luften og bare se, hvordan det lander – uden at have kontrol over det.«

»…og måske puste lidt til det på vej ned,« supplerer Oskar.

»For tingene kan hurtigt blive for tænkte og miste et eller andet umiddelbart i den dér proces, hvor man gentager ting igen og igen og igen og gør det om, fordi man måske ikke var helt tilfreds med det,« siger Simon.

»Vi har jo altid bare spillet og så fundet på ting. Det er jo det, musik er. Bob Dylan fandt jo også bare på ting,« konkluderer Oskar.

Børnelatter og bearbejdede bagtanker
Kogekunst er blevet et helt andet band, siden første gang jeg så dem på Huset-KBH i efteråret 2015 under Copenhagen Psych Fest. Dengang skramlede de sig vej gennem en smadret natkoncert på spillestedets lille jazzscene foran allerhøjest 20 mennesker, og da jeg så igen skænkede dem en tanke i forsommeren 2018, da jeg faldt over musikvideoen til “Kan ikke vente til i morgen”, fremstod de pludseligt langt mere voksne; med øjensynligt langt flere og mere bearbejdede musikalske bagtanker.

»Vi har fået en voksende respekt for bare at skrive en sang. Vi har altid haft meget fokus på at skeje rimelig meget ud og gøre alt muligt mærkeligt, men sideløbende med det har jeg selv fået en voksende respekt for at skrive en sang, der bare kan spilles på en akustisk guitar eller klaver – og så er vores sange også kommet mere derhenad,« fortæller Simon, og Oskar bryder ind: »Så kan vi komme klap og børnelatter og grydelåg på bagefter.«

»Og så synes jeg, det er nemmere at mærke intentionerne og idéerne,« pointerer Simon.

»Og nu er vi jo i gang,« fortæller Oskar med henblik på næste udgivelse, der får titlen Lala. »Vi har både indspillet og mixet selv, så nu har vi jo en idé om, hvad det kræver. Med Sexede tog det os to år bare at tage os sammen og komme i gang, og så brugte vi ét år på at lave pladen. Nogle af numrene er jo også halvgamle numre, som er blevet finpudset over lang tid.«

»Vi har måske gjort det lidt omvendt med Sexede; skrevet en masse numre, spillet dem live og så blevet enige om, hvilke der ville være gode på en plade. Fem af numrene på den næste plade, havde vi faktisk allerede indspillet – måske ikke i helt færdige udgaver – inden Sexede blev udgivet,« fortæller Simon.

Tosomhed på Dyrskuepladsen
Og så kulminerer det hele foreløbigt for Kogekunst på Roskilde Festival i (forhåbentlig) bragende eftermiddagssol med masser af forventningsfulde, festglade tilhørere. På scenen bliver det bare Oskar og Simon – og ingen andre – der kommer til at udfolde alle deres kogekunstneriske værker for festivalpublikummet. Og alle skal allerhelst være med på at tage del i morskaben både på og foran Rising-scenen.

»Vi har haft snakket om idéer, hvor man kunne gøre noget særligt, men vi er blevet enige om, at det er vores projekt, så hvorfor skulle vi skjule det ved at tage nogle andre med. Det ville da sikkert være sygt grineren for os at hive en blæsergruppe eller 10, der spiller på grydelåg eller kagedåser med. Jeg kan bare godt have følelsen af, at når andre gør det, er det, fordi de ikke hviler nok i det, de selv gør, så de har behov for at tilføje noget for at skjule det – lidt ligesom at putte meget rumklang på sin vokal, fordi man ikke selv er helt tilfreds med den,« forklarer Simon. Oskar er enig.

»Det vil stå stærkest, hvis det bare var os to; også i og med at der kommer mange, der ikke har hørt os før. Så vil vi gerne bare præsentere dét, vi er.«

»Vi håber da bare, at folk er klar på at have det vildt sjovt med os, så det ikke bliver en koncert, hvor folk bare står og kigger og klapper mellem numrene. De sidste par gange er der sågar nogle, der er begyndt at spille med. Så måske er vi alligevel blevet lidt kulturdarlings,« lyder det grinende fra Simon.

———

Kogekunst spiller på Roskilde Festival 2019 mandag, 1. juli klokken 15.30 på Rising.
Efter koncerten vil det desuden være muligt at fange både Oskar og Simon i DUP’s bod lige ved siden af scenen.

Leave a Reply