Singlr

Fredagssinglr: Trope – I billeder

Trope udgiver deres debut-EP i løbet af foråret. Foto: Stine Drejer.

Drømmepopduoen Trope lancerer sig selv med en single, der midt i al sin ro ulmer af en opslugende uro.

Aarhus-duoen Trope kender deres dreampopvirkemidler, og man skal ikke have hørt mange sekunder af Andrea Klausen og Elias Lykkeskovs debutsingle, ”I billeder”, før man fornemmer, at de skam kan hele pensummet med Slowdive, Cocteau Twins og Beach House i søvne.

Alligevel er ”I billeder” en splittet sang. Andrea Klausens vokal og Elias Lykkeskovs afmålte anslag på guitaren er ganske vist rolige som den Twin Peaks-skov, de selv mener, deres musik kunne være skrevet i. Men de insisterende, travle trommer er småstressende.

For Trope søger ikke kun mod genrens karakteristiske vellyd og brusende støj. De bryder roen op med trommerytmerne og funklende synthbastoner. Ligesom i skoven i David Lynch og Mark Frosts mytiske tv-serie ulmer der noget ondt i Tropes musik. Der er en dragende, ordløs kraft i ”I billeder”, der vil suge alting ind til sig og samle det i sine øjne. Og det lyder, som om Andrea Klausen hypnotiseret kigger ind i de øjne, mens hun synger.

Den dobbeltsidighed gør Trope værd at følge, når de til foråret udgiver debut-EP’en, I billeder.

Skriv et svar