Plader

Wolf Alice: Blue Weekend

Skrevet af Søren Jakobsen

Britiske Wolf Alice har med deres tredje album hugget en delvist konceptuel juvel ud af undergrunden. Blue Weekend imponerer ikke alene på den imponerende alsidighed, men også ved at levere 11 numre, der hver især har hitkvaliteter og potentialet til at kunne sende bandet ud på scener i Orange størrelse.

Som en anmelder, der ofte er blevet drillet med at være lidt rundhåndet med karaktererne, er det lidt belastende, at man to gange på en måned er blevet begavet med at skulle bedømme en plade, der ikke kan betegnes som meget andet end fremragende. Ikke desto mindre må man endnu engang bære det åg og i det mindste glæde sig over, at man ikke har skulle spilde sin tid på noget hakkeværk.

Det skal indledningsvist siges, at London-kvartetten Wolf Alice på forhånd var mig et lidt vagt bekendtskab. De er vel bedst et klassisk eksempel på “jeg har hørt om dem, men ikke hørt dem” – vi har alle været der. Det skal dog ikke ligge Wolf Alice til last. De vandt den britiske hæderspris Mercury Award i 2018 med deres andet album, Visions Of A Life, som jeg hørte i forbindelse med researchen til denne, tredje udgivelse fra deres hånd, og selvom den har åbenlyse kvaliteter, så er det først nu med Blue Weekend, at bandet for alvor træder i karakter.

Wolf Alice begyndte oprindeligt som en duo; bygget op omkring forsangerinde Ellie Rowsell, og det forstår man såmænd godt. Rowsell er i besiddelse af et vældigt organ af en stemme, der hen over Blue Weekends omtrent 40 minutter kommer vidt omkring i både klang og humør. Med et flot udgangspunkt i åbneren, “The Beach”, der tjener som en langsomt åbnende dør ind til det kommende, chanter Rowsell »let me in« hen over en tiltagende brusen af støj. Det er en på alle måder fin begyndelse, der roligt kunne forlede én til at tro, at man med Blue Weekend “bare” skal høre en slags dreampop, men Wolf Alice er ikke et band, der nemt lader sig begrænse. Der er nemlig en forrygende alsidighed over pladen, som nemmest lader sig høre, og tag ikke fejl: Det bør man gøre. Teksterne alene er et lyt værd, for som sangskriver er Rowsell både skarp og skarpt iagttagende, lige såvel som hun er sjov, skrøbelig og i det hele taget meget svær ikke at holde af.

Pladens første højdepunkt kommer med den syrligt smukke “Lipstick on the Glass”, der med sin blanding af Rowsells’ The Knife-agtige call-and-response-kor med sig selv, bløde guitararpeggioer og tilbagelænede trommebeat løfter hendes bitre tekst til skyerne. Forrygende, men her stopper gildet ikke. Den følgende “Smile” er ligeledes en brat, stilskiftende omgang, men ikke mindre en åbenbaring, da den rammer som en tordenkile af lige dele grime og shoegaze-torden. Efter den sukkersøde “How Can I Make It Okay” – der lyder som højdepunktet på en plade med den svenske chanteuse El Perro Del Mar – tordner den regulært punkede “Play the Greatest Hits” i løbet af to-et-halvt minut pludselig også ud mod horisonten på en kværn, der lyder, som hvis Josh Homme sad bag styret. Og selvom kontrasterne igen er slående, føles de ikke forstyrrende, men bare som et naturlige pitstop i den blå weekend, som bandet sørger for at give farver fra hele paletten. Det lyder simpelthen, som om at de morer sig kosteligt.

Bandet er i øvrigt selvsagt ikke kun Rowsell – rytmesektionen har mange facetter, og den ligeledes meget alsidige guitarist Joff Odie lægger konstant passende elementer ind i det store billede, om det så er stille og akustisk eller smadrende og aggressivt. Det er åbenlyst, at bandmedlemmerne kender hinandens forcer godt. “Feeling Myself” står måske en smule ud som et ret generisk nummer, men når den straks derefter bliver afløst af den umanérligt smukke “The Last Man on Earth” fremstår det relativt ligegyldigt for helheden. Og sådan fortsætter det henimod vignetten “The Beach II”, og så starter man ellers pladen forfra.

Som skrevet i introen, så tør jeg godt spå Wolf Alice en større stjerne på himlen, end de måske har nu, men deres koncert i Pumpehuset til foråret bør man nok søge at få en billet til, mens bandet stadig har denne størrelse.
En af årets plader er i hvert fald landet her, hvis man kan lide sin musik rocket. Og god.

★★★★★½

Skriv et svar