Med ugens måske bedste program, var lørdagen ikke bleg for at udøve emotionel terror på de udmattede sind. Der var raseri, sorg og glæde, men også pubpunk, ode til to David'er og dekonstrueret Anne Linnet at opleve for dem, der var blevet til den bitre festivalende.
For nogle bød fredagen på dræbersnegle i hobetal, poprockens storsmilende fremtid, en Terminator på svagstrøm og mongoler på monoton Maiden-færd.
Torsdag på Roskilde bød på soul, hardcore, fabulerende og hårdfagre prædikanter, som blandede sig i en smuk pærevælling, som vel kun Roskilde leverer det. Og på toppen af det hele strålede en introvert dronning - nu uden Prince i hånden.
Festivalens sidste First Days havde publikum i sin lune hånd med blandt andet hardcore aerobic, hooliganrock, et østjysk indie throw-back og dansk selvhad når det er bedst.
Tirsdag var der på First Days blandt andet lagt i kakkelovnen til inderlige regnvejrtoner, stringent artpop og norsk blackmetal med queerness i ascendanten.
Roskilde Festival 2025 blev skudt i gang med svensk shoegaze, en molotovcocktail af en atmosfære, og vaskeægte festivalsfølelse i rå mængder.
Vi guider jer vej gennem Roskilde Festival 2025 og er nu næsten ved vejs ende. Lørdag sættes der nemlig punktum for endnu en festival med blandt andet svævende sitartoner fra morgenstunden, danske hardcore/progmetal-fusioner, rekalibrerede industrialhymner samt hyperpoppens hovedarkitektur til de allerseneste nattetimer.
Med en frontmand så hyperaktiv og kontaktsøgende som få andre i nyere rockmusik, spillede de engelske postpunkere op til en medrivende gang hat og briller på Northside Festivalens førstedag.
Britpop-outsidernes tilbagekomst sendte kaskader af endorfiner ud over Northside Festival. Det fremragende band og den tronende kransekagefigur Jarvis Cocker var alle 26 års ventetid værd.
Silver Moth er fostret af corona-nedlukningens kollektive ensomhed, og giver på Black Bay til tider glimt af noget både stort og smukt, men også en mangel på beslutsomhed, der resulterer i passager af støj og stilhed uden synderlig sammenhæng.
På deres femte plade bryder The War on Drugs med den lyd, der på forrige udspil gav en fornemmelse af et band, som var begyndt at køre lidt i samme rille. Med "I Don't Live Here Anymore" er widescreen-formatet trods alt stadig intakt, og sangmaterialet holder en høj standard, der lever op til de høje forventninger.
Britiske Wolf Alice har med deres tredje album hugget en delvist konceptuel juvel ud af undergrunden. Blue Weekend imponerer ikke alene på den imponerende alsidighed, men også ved at levere 11 numre, der hver især har hitkvaliteter og potentialet til at kunne sende bandet ud på scener i Orange størrelse.
Tuareg-tappedjævlen Mdou Moctar og hans kvartet er tilbage i fremragende form, selvom der er lidt mere pusterum end tidligere. Det gør ikke noget. Det er nemlig fortsat de udmattende guitarstykker, der bærer værket, og guitarister fås ikke meget bedre i 2021 end Moctar.
Primus motor i hedengange The Smashing Pumpkins, Billy Corgan, er tilbage som solist med et noget ujævnt singer/songwriter-album.
Det engelske shoegaze-orkester er tilbage med første album i 22 år; et højst vellykket og underligt ubesværet comeback.
Med Head Carrier er Pixies tilbage i form. Sådan en slags grundform, uden de store spurter indlagt. Begynd ej her.
Med det nylige, anmelderroste album The Wilderness i bagagen indtog postrockorkestret fra Texas et udsolgt Pumpehuset. Ligesom albummet levede Explosions in the Skys koncert fuldt ud op til forventningerne.
De svenske nationalmelankolikere lægger sig selv i graven med stort annonceret farvelalbum og turné. Albummet viser, at det er rette tid at stoppe – men også, at der er meget at takke Kent for.
Ti år efter deres seneste plade er trioen Sleater-Kinney fra Olympia tilbage fra førtidspension med deres ottende plade, No Cities to Love, der næppe vil skuffe hverken deres ældre fanskare eller nytilkommere.
I sidste øjeblik-bookede Slowdive leverede natten til søndag en totalbetagende støjfest på både godt og skidt.
