Plader

Alex Cameron: Oxy Music

Skrevet af Simon Freiesleben

Der er for langt mellem ørehængerne på Alex Camerons fjerde studieudgivelse, som ender med at køre i tomgang på trods af det sympatiske udgangspunkt og enkelte lyspunkter.

Det er svært at forestille sig Alex Cameron eksistere i vores bevidsthed uden internettet. Før den excentriske australier blev til en af sin tids mere usandsynlige popstjerner, levede han en mere anonym tilværelse som medlem af den eksperimentelle electronicagruppe Seekae, der nok var anerkendt i Sydneys musikmiljø, men som ikke stod på tærsklen til et bredt gennembrud. 

Alt det ændrede sig, da Alex Cameron udsendte den besynderlige debutode til tabermænd Jumping the Shark under eget navn i 2013. Efter tre års inkubationstid på en række af internettets mere eller mindre obskure musikfora, så begyndte rygtet om den australske særling, der optrådte udklædt som en gammel mand, at sprede sig og debuten blev genudgivet af pladeselskabet Secretly Canadian.

Med hans nu karakteristiske humor, der er pakket ind i så mange lag af ironiske selvmodsigelser og indforstået humor, at man aldrig helt ved, hvad der er alvor, og hvad der er en joke, så var Alex Cameron den perfekte til at fusionere popkulturen med internettets memekultur. Den bølge rider den post-ironiske crooner stadig på, og derfor er det kun passende, at internettet som fænomen spiller en stor rolle på hans seneste udgivelse Oxy Music.

Det starter allerede på det forrygende catchy åbningsnummer “Best Life”, hvor Cameron over en triumferende, heroisk synthmelodi leverer en ironiserende bredside til internetkulturen, hvor alle hustler for at præsentere deres liv fra de bedst mulige sider. Og det fortsætter såmænd direkte derefter på “Sara Jo”, der er endnu et af pladens ørehængende højdepunkter. 

Her fortvivles Cameron over den misinformation på nettet, der har ødelagt hans families selvværd og gjort dem til vaccineskeptikere. Han drømmer om at gøre fysisk skade på internettroldene, men når alt kommer til alt, så er han i virkeligheden mere tilbøjelig til selv at ende med at shitposte på nettet:

»But, my God / If you are listening / Give me a sign and let me know what to believe in / Or I, I just might post something.«

Som altid driver Cameron ubesværet ud og ind af de fiktive og unavngivne alter egoer, som han har for at vane at fremmane og synge sine sange igennem. Tekstuniverset danser på line mellem det inderlige og det sarkastiske på en måde, så man altid skal være på vagt med at tage de sungne udsagn for gode varer. Med tiden er det dog som om, at Cameron har bevæget sig væk fra rollen som provocateur over i en blødere og mere jordbunden retning.

Det kommer til udtryk på numre som “Breakdown” og “Prescription Refill” – to kærlighedssange der begge eksplicit berører pladens overordnede tematik omkring afhængighed og den frygtelige opioidepidemi i USA, der vurderes at have kostet over 100.000 amerikanere livet mellem april 2020 og april 2021. Sammenkoblingen mellem forelskelse og afhængighed føles imidlertid en anelse som terræn, der allerede er blevet udforsket i talrige sange tidligere. 

Selvom Cameron bidrager med nogle fornemme vokalpræstationer, og tekstuniverset stadig leverer nogle underfundige svirp med halen, der efterlader mig et smil på læben, så er det ikke til at løbe fra, at Oxy Music som helhed fremstår som australierens hidtil svageste udspil. Musikalsk kører alt for mange sange i tomgang i det samme softrock/synthpopkrydsfelt, som gør, at de simpelthen flyder for meget sammen. Det samme gør sig gældende for teksterne på de mange narkotikainspirerede sange, der ikke sprudler på samme måde som på hans tidligere udgivelser.

På pladens to sidste sange forsøger Cameron dog at afsøge nyt musikalsk territorium, og det skal han have ros for, selvom resultatet desværre ikke er helt vellykket. På hiphop-crossoveren “Cancel Culture” gæstes Cameron af rapperen Lloyd Vines, men eksperimentet fortæres hurtigt af den lettere kedelige synthpopsump, der præger mange af pladens andre skæringer. Afslutningsvis får Cameron fint besøg af Jason Williamson fra Sleaford Mods på den synthpulsende titelsang “Oxy Music”, hvor han dog leverer et uvant anonymt vokalbidrag. Sangen er egentlig en fin skildring af en fandenivoldsk og nakotikadrevet nedtur, der ender et helt mørkt sted:

»And if you want some fun / My son / You only need one bullet in the gun«.

På dette tidspunkt er pladens ensartede lydside og generelle mangel på mindeværdige tekstsvirpere dog begyndt at kede mig så meget, at dét, der skulle have været en triumferende udgang, i stedet fremstår lettere enerverende.

Det betyder heldigvis ikke, at Oxy Music er helt uden gode sange at komme efter. Foruden “Best Life” og “Sara Jo”, så er særligt “K Hole” også en ørehængende skæring og min personlige favorit. Det er også her, hvor den medicinalinducerede rusfølelse smelter bedst sammen med både lydsiden og teksterne, så man nærmest føler, at man er på vej ned i selvsamme ketaminoverdosis, som Cameron crooner om. Det er også på dette nummer, Cameron leverer flest af sine største tekstmæssige pletskud – eksempelvis når han får flettet både en sexjoke og en helt absurd hallucination ind i sin skildring af overdosen:

»It might appear like I’m driving straight for the moat / Oh, baby, but it’s one of those cars that turns into a boat«

Vurderet som samlet helhed er Oxy Music dog et frustrerende bekendtskab, der aldrig helt indfrier det potentiale, som de indledende to numre og “K Hole” lægger op til. Pladen falder aldrig helt igennem, men når Alex Cameron tydeligvis stadig kan skrive fængende sange, så kan man kun ærgre sig over, at de evner ikke kommer længere ud over rampen denne gang.

★★★☆☆☆

Skriv et svar