Badly Drawn Boys debutalbum, The Hour of the Bewilderbeast, er en af den slags plader, der langsomt, men sikkert har arbejdet sig hen imod at være en lille klassiker i nyere engelsk pop, godt hjulpet på vej af den prestigefyldte kvalitetspris Mercury Music Award, der var med til at give Badly Drawn Boy et stort publikum.
Efter det glimrende soundtrack til About a Boy er Damon Gough nu tilbage med den rigtige efterfølger, og pladen er på mange måder en videreførelse af tidligere bedrifter, men er samtidig også en noget mere poleret affære, hvilket ind imellem er en skam.
Forud for pladen udsendtes singlen “You Were Right”, der var en af de allerbedste popsange i 2002. Melodien og arrangementet er helt fantastisk, og teksten er ret morsom, når Damon Gough fantaserer om at være gift med dronningen og blive lagt an på af Madonna. Som musiknørd har sangen også et tema om at kunne huske, hvad man lavede, da man hørte om kendte musikeres død, og om hvordan det kan betyde noget for én. Selvironisk synger Gough »I was busy finding answers / While you just got on with real lifes« og fortsætter: »Music is not the answer / Just the soundtrack to our lives,« og det kan han jo have ret i.
Det selvironiske står i det hele taget som noget helt centralt for Damon Gough, der ikke går af vejen for det lidt skæve. Og derfor er det også en kende ærgerligt, at musikken er så velproduceret, at der er ryddet lidt for meget ud i de underlige indslag. Men i takt med at man lytter mere til pladen, dukker der en masse finesser op, der giver masser af dybde til musikken. Have You Fed the Fish er derfor alligevel et rigtig godt popalbum – der er bare tale om en anden type album end The Hour of the Bewilderbeast. Med nogle få undtagelser fremstår sangene umiddelbart ikke specielt iørefaldende, men efter et par gennemlytninger begynder numrene at sidde fast i hukommelsen.
Efter en instrumental indledning åbnes pladen af den fremragende musical-agtige titelsang, der blandt andet indeholder programerklæringen »you got to rewind to go forward,« og Badly Drawn Boy er da også musikalsk mere tilbage- end fremadskuende. Men når man som Damon Gough kan bruge den store musikhistorie som inspiration til at skrive en række gode sange, så gør det bestemt ikke noget.
Værd at fremhæve er også “Tickets to What You Need”, der lyder fuldstændig som et glemt nummer fra The Beatles’ hvide album og er et nummer, det er helt umuligt ikke at blive i godt humør af at høre. Teksten refererer i øvrigt heftigt til “You Were Right”. Men også sange som den regulære rocksang “Born Again” og “40 Days 40 Fights” – hvis intro lyder en del som Blur’s “Country House” og Supergrass’ “G-song” – skal nævnes som nogle af de sange, der stikker ud på et generelt rigtig fint album.
Det burde næsten være overflødigt at nævne, at alle numrene ikke lever op til især førstesinglens høje standard, men der er heller ikke nogen sange, der falder igennem, og nogle af de sange, der ved første lyt ikke forekom som noget særligt, er jeg med tiden kommet til at holde af. Et godt eksempel er “How”, hvor der gik noget tid, før jeg rigtigt bemærkede den, mens jeg nu ser den som en af de bedste kompositioner på pladen.
Badly Drawn Boy har med Have You Fed the Fish? slået fast, at han er et navn, man godt kan regne med i de kommende år – en sanger og sangskriver der på den ene side har benene solidt plantet i den gode sang og på den anden side er parat til at gå sine egne veje, og den slags musikere har populærmusikken så afgjort brug for.
