moi Caprice var det første demoband på toppen af Det Elektriske Barometer med “The Sun & the Silence” i 1997 og stod med comeback-nummeret “Daisies” i 2002 for intet mindre end årets mest populære sang på listen – en præstation, få danske bands kan prale af.
moi Caprice har brugt de seneste år på at forfine deres udtryk og kendetegnes nu af en sympatisk vellyd suppleret med store armbevægelser. Samtidig skærer trommerne dog direkte igennem i et udtryk, der trods strygere og trompeter er holdt forholdsvis simpelt. Dels af økonomiske årsager, dels på grund af en forbløffende evne til at vide, præcis hvornår sangene skal overvælde, og hvornår de skal stryge lytteren med hårene.
Once Upon a Time in the North er en velovervejet og gennemført debutplade, der samtidig er et opsamlingsalbum i den forstand, at kun tre af pladens numre ikke tidligere har foreligget i studieversioner. Disse tre sange er til gengæld lige så formidable som genindspilningerne af demo- og ep-numrene, og som samlet album fungerer det ganske glimrende. Prangende musik med højt til loftet, javel, men udført så overbevisende og bedårende, at det er svært ikke at lade sig rive med.
Det er pop – prægtig pop – der svæver ud ad højttalerne, når man lytter til Once Upon a Time in the North. Med dette album er en hel verdens epos og eventyr ført sammen i ét. De storslåede og højtravende sange og albumcover kombineres med en naiv charme, der går igen i pladetitlen og den gennemgribende rare følelse, man uvægerligt får ved at lytte til pladen. moi Caprice bringer ikke revolutionerende nyt, men på deres egen særegne måde besidder de alligevel et helt unikt udtryk – bare Michael Møllers blændende vokal og poetiske tekster må være ren magi for indiebørn i hele landet.
Pladen starter elegant og eksplosivt med “The Only Happy Boy in Copenhagen”, der på små tre minutter opsummerer hele albummets essens og slutter så brat, at man øjeblikkeligt får lyst til at starte forfra. Vi forføres dog hurtigt videre ind i pladen af en endnu flottere version af den allerede velkendte “Daisies”, der bærer på sørgmod under sin indbydende overflade. Ligeledes den lette, nærmest Belle & Sebastian-agtige “Riding in Cars With Girls”, der trods blide violiner og sødmefyldt nynnen alligevel mod enden åbenbarer den underliggende smerte: »We’ll take off your dress / While I think of what she did to me / and have my revenge.«
Ren og skær glæde udtrykt i et rent og skært popnummer skal man til gengæld blot til “Artboy Meets Artgirl” for at finde. Er man i det rette humør, kan de lystige trompeter alene få enhver på dansegulvet. Den gamle kending “Chinese Butterflies” er derimod sat ned i tempo, men har et fantastisk klimaks og er spækket med gode eksempler på, hvad der gør denne plade så lækker: en cello her, et flügelhorn dér, et delikat klavertema ind fra højre – sangene er perfekt producerede og indeholder alle de rette elementer for at sikre, at lytteren virkelig nyder pladen. Nogle vil måske kalde det for pænt, men bandet formår uden problemer at holde nerven intakt.
Hvor de første fem numre indhyller lytteren i en duft af skønhed og poesi, er der en anderledes tyngde på pladens anden halvdel, der åbner med pomp og pragt i den efterhånden legendariske “The Sun the Silence”. Sangen vil nok aldrig genfinde sit oprindelige, naive udtryk, men her syv år senere er det lykkedes moi Caprice at forene det spektakulært medrivende fra ’96 med det veludførte fra ’98 og således skabe endnu et pragtstykke af en sang. Derefter bliver pladen – efter det velkomne, men måske lidt for lette afbræk i “Summerfool” – noget mere sfærisk med “Airholes Make Echoes”. Det svævende nummer er genskabt som til et fransk filmsoundtrack med en bedårende saxofon og formår faktisk at overgå den aldeles glimrende original.
“Girls in the Trees” er et stort tænkt, stort udført og på alle måder storslået nummer, der hverken lader Kents “747” eller Mews “Comforting Sounds” noget efter, når det gælder en majestætisk afslutning med hjerteskærende kor og guitarstorm. Holder man af Ringenes herre, Moulin Rouge og generelt alt, der strækker grænserne for det storslåede til bristepunktet, er det umuligt ikke at holde af dette nummer. »I’ll make the snow blow through your eyes / I’ll make the mountains pierce your skies,« synger Michael Møller i et 9-minutters værk, jeg ikke kan lovprise nok. Mere af den slags, og jeg ville være helt og aldeles solgt.
Alligevel er det netop den balance mellem det fine og det flotte, som moi Caprice har gjort til deres varemærke, der gør dem langtidsholdbare, og som hindrer dem i at stagnere og hænge fast i en fortidig rocklyd. Godnatvisen “Berceuse” illustrerer dette på smukkeste vis. Tre minutters stille skønsang afrundes med en veritabel orkan af hvinende dæmoner, der i ét eneste minut hvirvler omkring lytteren og måske udgør pladens allerbedste øjeblik – for så, midt i højdepunktet af intensitet, brat at afbrydes og efterlade en rungende tomhed. Efter det første chok sidder lytteren tilbage med én følelse, nemlig lysten til at høre pladen forfra – det må da siges at være effektivitet, når det er bedst.
