Skribent - Rasmus Bang Petersen

[Rasmus Bang Petersen]To kontraster: det dystre og det humørspredende. En besynderlig kulde strømmede igennem lokalet, og et sted i baren blev der mumlet om “œfredag den 13.,” men ellers var alt, som det skulle være op til First Floor Powers besøg i København. Publikum var mødt talstærkt op og havde tydeligvis set frem til denne koncert, men før det humørspredende band kunne få lov at gå på scenen, havde et mindre, noget mere dystert band fået lov at give en smagsprøve på deres musik. Windermere Og hvilken musik. Der gik maksimalt ét minut, før enhver opmærksom lytter måtte hengive sig betingelsesløst til Windermeres drømmende guitarstøjflader og himmelske englekor. Allerede mens åbningsnummeret løftede sig op til en massiv mur, stod det klart, at Windermere var utroligt stilsikre. Nok blev den gennemgående blå tone fulgt til dørs af en moden og fyldig vokal, der til tider kunne minde om Martin Gore, men Slowdive står som lysende forbillede for københavnerne. Heldigvis er Windermere vel nok et af de absolut bedste danske bud på genren og deres numre var om ikke alle lige imponerende, så i hvert fald alle veludførte. Når det var bedst, gik guitaren direkte i kroppen og fik én til at lette fra jorden, ikke ulig det sublime klimaks i Sigur Rös’ Vidrar Vel Til Loftarasa. Sine steder gled tankerne også hen på ( )’s mørkere momenter, og det var således ikke upassende, da der pludselig i bedste Jönsi-stil blev filet løs på guitaren med en bue, smukt ledsaget af bløde trommer. I forhold til inspirationskilderne var både vokal og bas dog med til at give musikken et tungere præg, der stod meget godt som kontrast til de svævende elementer. Der kunne således også drages paralleller til GY!BE og enkelte steder til det danske band My Beloved. Måske er Windermere ikke ligefrem banebrydende, men deres musik var ufattelig velspillet, og denne koncert gav bestemt grund til at glæde sig til deres debutalbum, der er ude i marts. First Floor Power Og så var det ellers tid til en gang alpepop – at dømme efter det tøj visse af First Floor Powers medlemmer bar. I det hele taget så bandet lidt spøjse ud, hvilket på sin vis passede meget godt til de finurlige lyde, de frembragte. Hvert instrument havde sit særpræg, og musikerne fik lov at spille på egne præmisser nærmest uafhængigt af hinanden – og alligevel blev det holdt sammen af en fælles energi og spilleglæde. Skuede man ud over publikum, bemærkede man da også et væld af glade ansigter. Alligevel var det åbenlyst, at man skulle have et vist kendskab til bandets repertoire for at blive grebet af den kollektive eufori. Det skortede bestemt ikke på håndklap, harmonier og tambouriner en masse, men det lå nærmest implicit i konceptet, at bandet ikke bekymrede sig om at synge rent – hvilket ikke altid medførte det bedste resultat. Til gengæld kunne man så danse sig igennem hits som Happy Endings og Time Time, og til sidst fik vi med I’m So Happy endda en let vals at gå hjem på. Som helhed fungerede den skramlede pop dog bedst, når der blev eksperimenteret med støj- og trompetudbrud. Ellers skulle man være stor fan af gruppen for helt at kunne leve sig ind i deres skæve univers. Læs også Undertoners anmeldelse af Windermere: The World Is Here

[Rasmus Bang Petersen]Det kan være farligt at have høje forventninger. Det var i hvert fald den umiddelbare konklusion efter aftenens triplekoncert, der lovede så godt, men aldrig for alvor indfriede det, man kunne tillade sig at forvente med tre på plakaten så spændende navne.Det kan være farligt at have høje forventninger. Det var i hvert fald den umiddelbare konklusion efter aftenens triplekoncert, der lovede så godt, men aldrig for alvor indfriede det, man kunne tillade sig at forvente med tre på plakaten så spændende navne. Af forskellige årsager lykkedes det nemlig ingen af kunstnerne at få taget til at lette, selv om der blev forsøgt mere ihærdigt, som aftenen skred frem. Både musikere og publikum vågnede gradvist mere op, og alt var således tæt på at flaske sig for aftenens sidste band – hvis ikke deres allerbedste ven på netop denne hellige aften havde besluttet sig for forråde dem! David KosteljanetzLoppen er kendt for at lade musikere gå på scenen mindst en time for sent, og Vibration-arrangementet var ingen undtagelse. Denne gang skyldtes det dog den pladereception, der samtidig blev holdt for Moonbabies og David Kosteljanetz, og de gratis øl i baren gav sidstnævnte gode chancer for at starte aftenen med publikum på sin side. Der var da også en god stemning lige fra første færd, som Kosteljanetz formåede at udnytte med charme og hyggelig electrofolk – som han valgte at kalde det – og publikum forblev positive koncerten igennem. Det begyndte såmænd også ganske fortrinligt med lækre vokalharmonier, men inden længe blev tempoet taget ud af koncerten, og det gavnede desværre ikke Kosteljanetz og hans gæstemusikere. Man skulle ellers tro, at hele Københavns indiemiljø havde valgt at indfinde sig på scenen denne aften, men trods sympatiske vokalbidrag fra Martin Ryum, Janne & Thomas fra Pluto og smarte Signe fra Daughters of Heavy blev koncerten lidt for ofte lidt for søvndyssende. Bedre gik det med Kosteljanetz nr. 2, Jakob fra Geisha, der gik fint i spænd med sin bror, mens David selv sjældent trådte i karakter og for alvor brugte sin rare vokal til noget. Det var heller ikke nemt at spore Depeche Mode og New Order i den forholdsvis monotone musik, der i sine bedste stunder nok ledte tankerne hen på Printer, men som lidt for ofte forblev velment, men anonym. Først til sidst vågnede Kosteljanetz for alvor op til dåd med et regulært popnummer, der med sit dansable beat gjorde det ud for den trommeslager, man af og til kunne savne. Fint nok, at David Kosteljanetz er tro mod den minimalistiske musik, han spiller, men denne torsdag aften vandt han snarere sympati end reelt engagement. Moonbabies “œSikker svensk succes,” havde jeg tænkt før koncerten med det fine orkester, men selv om Ola og Carina tog de åbenlyse stik hjem, blev mine store forventninger desværre ikke rigtigt indfriet. Finessen fandt aldrig form, og det var i stedet tight trommespil og eksplosive støjudbrud, Moonbabies vandt på. Trods kun to albums gav de indtryk af at være et erfarent liveband, der gav lige præcis, hvad der kunne forventes af dem – og så heller ikke mere. Man kunne med rette hævde, at bandets sceneoptræden var meget indie, men også lidt “œwhatever…”; i hvert fald var duoen helt nede på jorden, og hvorvidt dette var godt eller skidt kom nok i sidste ende an på ens forventninger. Det var i hvert fald svært at blive irriterede på det gennemført sympatiske band og deres fine, fejlfri rock. Som en skandinavisk udgave af Yo La Tengo, omend noget mindre nørdet og raffineret, leverede bandet ikke blot melodisk midwest-rock og Beach Boys-klaver, men også både akustiske passager og vokalt samspil ikke ulig det, man finder hos Postal Service. Som helhed var det dog som om, der manglede et eller andet for at gøre koncerten mere end blot udmærket og lidt ligegyldig. Ingen tvivl om, at bandet og deres sammenbidte trommeslager havde den rigtige indielyd og -attitude, men det blev aldrig så tryllebindende, som man kunne have håbet på. Epo-555 Nok havde David Kosteljanetz og Moonbabies af og til svært ved at komme ud over scenen, men det var intet imod de problemer, Epo-555 stod over for. Af uransagelige årsager havde deres computer nemlig valgt at sætte ud, og det betød nul elektronisk lyd for det ellers så teknisk kompetente orkester. Kendte man ikke bandet i forvejen, lagde man formentlig ikke så meget mærke til det, men faktum var, at med lydkortet røg 90% af Epo-555s nøje iscenesatte udtryk, og det var derfor en voldsomt improviseret discount-udgave af sig selv, bandet måtte hive frem. Dét gjorde de til gengæld med bravour, og vi var få numre inde i koncerten, før bandet smed nervøsiteten fra sig og spillede rock, som gjaldt det deres liv. “œHvis vi ikke har Guds vilje med os, må vi nøjes med Satans!,” erklærede sanger Mikkel Max Hansen og rev som vanligt sine fingre til blods på What’s Wrong with Disco Tango a la Carte og det supercoole cover af Enola Gay. Allerbedst var dog Pioneers / Sugar for the War Machine med fænomenalt trommespil fremført af Ebbe Frej, der som vanligt var sikkerheden selv og styrede sangene i land på upåklagelig vis. Det kunne dog ikke skjules, at en del numre led voldsomt under den manglende computergenerede støj, og de uheldige omstændigheder var dobbelt ærgerlige, al den stund at Crunchy Frog-udsendte kunne spottes i mængden. Men Epo-555 kom sig over skuffelsen og tog det med godt humør og hjælp fra et velvilligt publikum, så selv om koncerten mest mindede om lystige spillemænd i et øvelokale, var den absolut aftenens bedste. Og som en tilfreds tilskuer bemærkede om Epo-555s amputation: “œSå er der grund til at komme igen!“ Læs også Undertoners anmeldelser afDavid Kosteljanetz: One Night OnlyDavid Kosteljanetz, Simon Gylden, Spot10 i Århus 04.-05.06.04Moonbabies: The Orange BillboardEpo-555: Dexter Fox