Musik, der er optaget hjemme på soveværelset, i stuen eller på lokummet kan have sin charme. Ofte er det kunstnerens eget valg at indspille sin musik i overskuelig afstand fra køleskabet, som vi blandt andet har set det hos Mikael Simpson og Grant Lee Phillips. For andre musikere er det mere et spørgsmål om økonomisk tvang. Studietid er dyrt. Meget dyrt. Og hvad er så bedre end at kunne sidde i sin bløde sofa med sin guitar omgivet af hjemlig hygge? David Gray blev stinkende rig på at gøre det. Måske er studieindspilningernes tid i virkeligheden ovre?
Amerikanske Moorebeck Stellar består af tre kernemedlemmer, men det er tydeligt at høre på A Blind Man’s Waltz, at gæsterne er mange. Lydbilledet svinger fra det snævre og spartanske, hvor det er klaveret og de stille trommer, der gør alt arbejdet, til de brede og støjende kompositioner, hvor så mange instrumenter som muligt forsøges klemt ind i de smalle sange. Det kan være en forholdsvis stor udfordring for lytteren at finde vej i Moorebeck Stellars univers, men bruger man tiden på at nærlytte til A Blind Man’s Waltz, belønnes man også med en samling interessante sange, hvor det dog bestemt ikke er alle sammen, der er lige gode. Men en lille håndfuld af dem har bestemt potentiale, og pladen er absolut ikke blandt de dårligste i denne diffuse genre.
Der er på A Blind Man’s Waltz gjort plads til både legesyge på de højtsvævende lydflader og velovervejet sangskrivning, hvor intet overlades til tilfældighederne – eller originaliteten. For selv om Moorebeck Stellar absolut ikke vandrer på de veltrådte stier, er det hele ikke desto mindre hørt før fra lignende neo-folk-orkestre. Men alligevel er der en underfundig charme hos Moorebeck Stellar, som dog først viser sig efter et par koncentrerede gennemlytninger. Naiviteten i de mere uptempo sange er på samme tid irriterende overfladisk og forfriskende, og de stille, enkle sange er fornemt beherskede, men til tider på grænsen til det selvsmagende og direkte kedelige.
Hvis Moorebeck Stellar giver sig lidt mere tid til at få finpudset sangskrivningen og eventuelt få gjort repertoiret lidt mere tilgængeligt for lytteren, er det ikke umuligt, at deres kantede og mørke sange nok skal kunne få et snævert, men ikke desto mindre hengivent publikum. Men det kræver eventuelt, at de kommer ud af drengeværelsets lumre mørke og ud i solen.
