Hvordan ville det mon være at klone bands? Forestil dig to af dine yndlingsbands, og at du har muligheden for at tage de bedste elementer fra disse og lade dem sammensmelte til et tredje band. Lad os for en stund se bort fra al den politiske korrekthed og blot forestille os det potentielle resultat. Det lyder som en fuldstændig skør tanke, der kunne kandidere til en hasteindlæggelse på den nærmeste kolbøttefabrik – men jeg tror virkelig, at det er sket! Lad os i dette tilfælde tage det komprimerede tekstunivers, de rockende guitarudladninger samt Jeremy Enigks vokale kvaliteter fra Sunny Day Real Estate, og det blander vi med Karates jazzede tilgang til indierocken. Oven i hatten følger den meget vigtige kemiske tilsætning, nemlig det personlige præg – noget der forhindrer kloningen i at lyde som en billig knock off. Resultatet af dette eksperiment er et splinternyt band ved navn Araby. De debuterer med Your Wate and Fate. Det er ganske forbløffende taget i betragtning af, hvor fuldført musikken er, samt at bandet kun har været sammen i omkring 2 år.
Arabys komplekse sammenspil guitarerne imellem er tilsat jazzede arrangementer samt en dynamisk understrøm af postpunk-bas og -trommer. Sangene er mørke, henslængte og malet med lettere kryptiske tekster, som leveres i en fin indpakning af iørefaldende vokalharmonier af bandets to sangere/guitarister, Nick Gaynier og Cliff Rawson. Det er Rawsons vokal, som er den mest dominerende af de to, og hans vokale spillerum og spændvidde er fantastisk. Han besidder en rent klingende, køn tenorvokal, som hæver sig, tilsyneladende uden den mindste anstrengelse, over de komplekse guitarriffs og akkordsammensætninger.
Der foregår et væld af ting på én gang i åbningsnummeret, “This Is How”, så man må lige skrue sine ører ind på de rette frekvenser for at holde styr over det hele. Der er dog intet, der lyder hverken forvirrende eller forceret. Gaynier og Rawson lader deres guitarer ringe tone for tone med en teknisk snilde og en labyrintisk snoen ind og ud mellem hinanden med James Mellos stærkt varierende trommespil som rytmisk bonus. Sangen glider langsomt over et kort klimaks, før den dykker ned igen og over i et nyt stykke, der igen arbejder sig videre, alt sammen på vej mod det store, endelige, tumultariske klimaks. Den labyrintiske kontur, som danner sig i “This Is How”, breder sig ud over hele pladen – nogle steder mere end andre.
I den efterfølgende “Everything I Say You Are” er det, som om Araby har skruet op for forstærkerne. Samtidig med de mange melodiske stykker og udfordrende rytmeskift er der sat en god gang distortion på guitarerne. Specielt i denne sang kan man høre fordelene ved at have to vokalister. Gaynier og Rawsons vokale samstemning fungerer ulastelig godt. I versene har de hver især en linje, som overlapper hinanden én for én, og selv om ordene er forskellige fra hinanden, ligger tonerne altid i perfekt harmoni sammen. »Let it go,« synger de to, og det gør jeg så – af ren lyst til at give mig hen til Arabys musik.
De vokale sammenfletninger fungerer helt optimalt i “Ringside”. Det opstyltede, repetitive guitarriff, som åbner sangen, tromler afsted sammen med en lystig baslinje, som minder om noget, Interpol eller måske endda The Smiths kunne have skrevet. Rawson har angiveligt et par konservatorielignende universitetsgrader bag sig i jazzguitar – noget der måske er med til at kaste lys over, hvordan de komplekse arrangementer kan flyde så naturligt. “Ringside” er dirrende livagtig og springer såvel instrumentalt som vokalt mellem bakkedale af det helt dybe og det helt høje. De to vokaler synger endeligt mod en bleg, følelseskold himmel: »No words to describe it / This world of longing and emptiness« – det er noget af en vægt, der lægges bag ordene, og man kan dårligt undgå at blive ramt af dem.
“Fools” er også en absolut bemærkelsesværdig sang. De forskellige instrumenter deltager i et fælles kapløb og nærmest syder af dynamisk intensitet. Det er muligvis også den sang, som læner sig allermest op ad den stil, som Sunny Day Real Estate førte ud i verden på deres Diary og LP2. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man nemt tro, at dette netop var en uudgivet Sunny Day Real Estate-sang.
Hvis man for et øjeblik springer tilbage til tanken om kloningseksperimentet, så må det siges at være lykkedes. Det betyder naturligvis også, at Araby ikke er verdens mest originale band (… endnu, fristes man til at sige). Men det gør dem langtfra dårlige af den grund! Det vigtige tilsætningsstof, nemlig det personlige præg, er nemlig tilsat i store doser. Your Wate and Fate er et brag af et debutalbum med masser af innovative tiltag og unikke tilgange til vokalfraseringer for ikke at nævne det fabelagtige guitarspil og de hurtigt vekslende trommerytmer. Dette er et band, som vil skabe nogle helt utrolige ting fremover, hvis bare de udfordrer sig selv yderligere. Jeg kan blot på det kraftigste opfordre til at give dem et lyt.
