Aidt/Nørlund-albummet Housewarming lægger smukt fra kaj med den melankolske ”Havnens sorte vand”, hvor man på forunderlig vis mærker de to kunstneres tilstedevær helt fra anslaget. Måske ikke så forunderligt at mærke Nikolaj Nørlunds tilstedevær, for det er jo umiskendeligt hans lyd og ikke mindst hans stemme, som vi kender den, men at også Naja Marie Aidt står så tydeligt frem, er godt gået. Det er noget ved stemningen i nummeret, der gør det, men det skyldes selvfølgelig også de to kunstneres fælles forhistorie.
Både samarbejdet på Andersens drømme fra 2005, men også de numre Aidt har skrevet tekster til på The Trouble with Rhonda Harris, Tændstik og Det naturlige fra hhv. 2001, 2003 og 2014 og før det på et fælles projekt i forbindelse med Thorvaldsens Museums 150-års jubilæum. De har en fælles forståelse, som afspejles i musikken. At påstå, at det umiskendeligt er Nørlunds lyd på albummet, er måske nok en lettere omskrivning af sandheden, for musikken er på én gang den samme velkendte og så alligevel markant anderledes. Det bliver tydeligt på albummets anden skæring ”Den bløde milde nat”, hvor lyden af virkelig old school synthesizere bliver meget synlig i lydbilledet. Netop de synthesizere er fundet frem til lejligheden. Hensigten er at sætte Aidts tekster »…i scene i en slags retrofuturistisk verden, hvor det lyder moderne på en gammel måde. Lidt ligesom en gammel science fiction-film«, hedder det i pressematerialet. På anden skæring kommer også Nørlunds efterhånden faste musikalske legekammerat og sparringspartner Adi Zukanovic mere på banen med sine spøjse lyde og liflige håndtering af tangenterne.
På tredje skæring ”Byen er din” kommer der endelig en guitar på og giver en form for nærvær. I hvert fald et akustisk islæt, der kommer til at stå som et helle for et kort øjeblik, før de dér synthesizere igen kommer tumlende ind og truer med at vælte hele herligheden omkuld. Kærlighedssangen ”Åh love” indeholder den Aidtske mindeværdige linje: »Livet er en guldsmed ramt af lyset«, der jo ikke som sådan giver mening, men så meget desto skarpere står og skaber et billede hos lytteren. Et billede at bære med sig derfra og bare være til stede i, uden at hverken forstand eller forklaring er nødvendig.
Teksterne, i det hele taget, kredser om kærlighed og glæde og om sorg, iblandet beskrivelser af steder, byer og stemninger. Ikke mindst ligger det mildt sagt ubærlige savn af Aidts nyligt afdøde søn et sted underneden og kigger frem i teksterne i form af nætter, mørke og kulsort evighed. Den kun halvandet minut lange sang: ”Sommerfuglevinger”, er skrevet til ham, og forløses vedkommende, helt renset for synthesizere, med bare klaver, Nørlunds vokal og en enkel strygerstemme til sidst. At den ikke når helt ind under huden på mig, kan skyldes, at det er en så stærkt personlig sang/tekst for Aidt, at den bliver svær, om ikke umulig at forløse for andre end hende selv i virkeligheden. Så meget desto stærkere står den næste sang ”Prospekt Park”, der sitrende griber fat langt inde i nervespidser og hjerte, og jeg ved snart ikke hvad, og bliver smuk og umulig på samme tid, fordi tabet og savnet italesættes så stærkt i billede efter billede efter billede. Et af albummets absolutte højdepunkter.
Også ”Q tog over Brooklyn Bridge” er værd at fremhæve. Sangen er en duet med den danske sangerinde Katinka, der, som en modvægt til Nørlunds tenor, leverer en powerfuld dejlig soul i deres opremsning af de steder, Q toget bevæger sig rundt i på sin færd gennem New York, mens man som passager bliver helet af byens energi. For anden og sidste gang tager Nikolaj Nørlund sin guitar i brug på dette nummer og minder mig om, hvor meget jeg egentlig savner den på alle de mellemliggende sange. Albummet lukker med den lidt tunge ”Regnen regner” om Julia, der dukker op uden nærmere forklaring, før albummet pludselig er omme og Julia væk igen, inden vi rigtig fik lært hende at kende.
Flere af albummets sange opnår det tiltænkte strejf af retrofuturisme og vinder ved det – lyt f.eks. til ”Søster, broder”. Helt overordnet synes jeg, at lyden af gammel synthesizer bliver lige anmassende nok. Sangene er dog gennemgående meget, meget smukke. Teksterne er sange og ikke digte sat i musik. Samarbejdet har efter sigende været gensidigt berigende. Som Nørlund udtrykker det: »En frugtbar slåskamp« og alt i alt sidder jeg tilbage med lysten til at høre mere og med flere af sangene på repeat i baghovedet. Helt basalt fordi jeg finder en stor glæde ved at være i det Nørlundske univers. I denne sammenhæng får det lyriske, i kraft af Aidt, en anden vinkling, end hvis det var Nørlunds egne tekster, som jeg ellers også sætter meget stor pris på. Om denne nye konstellation Aidt/Nørlund har mere at byde på, må tiden vise, i så fald må det for min skyld gerne være i en knap så retrofuturistisk harnisk, som tilfældet er her. Det rokker dog ikke så meget ved albummets generøsitet.
