Debutalbummet fra den danske gruppe Velour er en behagelig størrelse – måske endda lidt for behagelig. Velour er endnu en ny gruppe i den voksende skov af danske undergrundsbands, der har taget chancen ved på egen hånd at udgive deres eget album, og gruppen er endnu et eksempel på, at den danske musikscene for tiden lever rigtig godt.
Gruppen tager afsæt i afdæmpet poprock og kan på mange måder ses som en forlængelse af den lyd, der for et par år siden blev lanceret som New Acoustic Movement. Således har Velour væsentlige ligheder med grupper som Turin Brakes og Elbow, men har også en lyd, der ligger lidt i retning af, hvordan Mew kunne lyde, hvis man fjernede alle attituder og de storladne elementer. Sammenligningen med Mew skyldes især sanger Jonas Petri Megyessi, der i flere numre synger meget som Jonas Bjerre. Men også flere af gruppens melodier har ligheder med Mews mere afdæmpede øjeblikke, hvilket eksempelvis gælder nummeret “Starla”, der hører til blandt pladens stærkeste kort. Men også et navn som countrysoul-gruppen Lambchop i deres mere voluminiøse øjeblikke er værd at nævne som referenceramme for gruppen.
Velour henter altså inspiration fra en bred vifte af forskellige genrer, og det er med til at give gruppen et eget udtryk, idet Velour formår at sammensætte de forskellige delementer på en måde, så de undgår at lyde som et plagiat af nogen af delene. En ting, der er med til at give Velour en særlig lyd, er brugen af trompeter, der kan lede tankerne hen på en gruppe som Calexico, selv om der ikke er meget støvet ørkenstemning over Velour. En anden styrke ved gruppen er, at de lidt atypisk for genren har ladet trommerne få en fremtrædende plads i arrangementerne. Sammen med trompeterne er det med til at give musikken en funky og sjælfuld lyd, der klæder de gennemgående melankolske sange rigtig fint.
Sangskrivningen er i det store hele i orden på pladen, der indeholder særdeles gode sange som “Dreams”, “Twice”, “Starla”, “Margret” og “Somewhere She’s Dancing”. Velour har således lavet et glimrende debutalbum, der er meget mere end lovende.
At træerne alligevel ikke vokser helt ind i himmelen, skyldes, at pladen mangler lidt gennemslagskraft. Sangene er som nævnt gode, og pladen formår også at skabe en god sammenhæng, men pladen har en tendens til ind imellem at reducere sig selv til et vellydende baggrundstapet. Man kunne godt ønske, at der var noget, der brød den harmoni, der præger melodierne og arrangementerne. Der er skridt i den retning i form af det funky trommespil, men selv når lyden vokser i styrke, er det stadig meget pænt.
Men disse forbehold er i småtingsafdelingen og kan ikke rykke ved det faktum, at Get in Room er et virkelig fint album, som jeg håber vil finde et større publikum. Hvis Velour får finjusteret deres formel, så kan der være noget stort i vente næste gang.
