Tre guitarer, bas, trommer og vokal. 1, 2, 3, 4 – spil! Fyldig lyd, en mur af guitarer. Fingerspil og distortion. Stille vers, larmende og hurtigt omkvæd. Pedalerne i bund ovenpå et solidt grundlag af sammenspillede trommer og bas. Lyder det som et band, du kender? Garanteret. Formlen er i hvert fald velprøvet.
Der er ikke noget i vejen med velprøvede formler. Det er en stor kunst at lave en thriller, der overholder alle genrekonventioner, og hvor man inderst inde godt ved, at det ender godt, men hvor man alligevel undervejs sidder og bliver i tvivl, om det nu også ender, som det skal; hvor man pludselig står på, overgiver sig, lader sig rive med; hvor skaberen har fyldt skabelonen med sine egne originale idéer, som brænder igennem og er insisterende. Stor kunst, altså – men også en svær kunst.
The Collapse er et ungt band fra Philadelphia. De har tilsyneladende spillet sig til en mindre fanskare via energiske liveoptrædender i hjembyen, og det kan godt man godt høre: Energien hos disse unge mennesker fejler bestemt ingenting. Det gør deres instrumentale kunnen heller ikke. De spiller alle sammen, som har de gået i verdens bedste musikskole, om end sangeren kunne have haft en bedre sanglærer. Foreliggende ep er deres første udgivelse, og det må betegnes som en famlende start. Ok, det er de færreste unge musikere, der er fuldstændig klar over, hvad de vil med deres kunst, men nogen har dog den selvtillid, der gør, at de tør finde på noget nyt; lave noget andet end det, de andre laver.
Genren er vel egentlig en form for punket pop. Iørefaldende melodier (eller: Det er sikkert meningen, at de skal være iørefaldende), energi, volumen op og så derud ad. De lægger sig op af lidt Weezer, til tider lidt Green Day, og nogle gange bliver de lidt mere følsomme end det. Stilen skulle vist være temmelig populær blandt (meget) unge mennesker, men jeg må indrømme: Det lader mig fuldstændig kold.
Det kan sagtens være, at disse gæve gutter en dag pryder forsiden af Q eller Gaffa, at deres plakat en dag hænger på en stor teenagedrengs værelse, eller at de scorer kassen hos et stort pladeselskab. Jeg har dog min tvivl, men egentlig er jeg sgu’ ligeglad. Det vil ikke ødelægge min nattesøvn. Energi er ikke alt. En god guitarlærer er det slet ikke. Og dårlige forbilleder kan være absolut skadelige.
Det er teoretisk muligt, at en eller to af disse gutter en dag får en åbenbaring, der pludselig gør det klart, at hvis du har fået den gave at kunne udtrykke dig i en eller anden kunstnerisk retning, så har du en forbandet pligt til at forsøge at finde din egen stemme. Ellers kan det være lige meget.
