De ti skud er en musikalsk og lyrisk rejse ind i nattens stemninger udført af en kunstner, der både mestrer sangskrivningens kunst og har en musikalsk nysgerrighed, der hæver musikken langt over, hvad man normalt hører fra danske bands.
For godt to år siden lavede Mikael Simpson i form af Os 2 + lidt ro 2002 et af de bedste danske albummer – og i særdeleshed et af de bedste dansksprogede albummer, der er kommet de seneste år. Mikael Simpsons musik bevæger sig i grænselandet mellem rock og elektronisk musik, og det meste er indspillet af ham selv om natten hjemme i soveværelset. Den procedure er med til at give musikken et løst feel, og den er sammen med teksterne gennemsyret af en natlig drømmende stemning.
På forgængeren kom Mikael Simpson i sangen “Put mig” med et angreb på den type, der ikke har meget at sige, men som til gengæld siger det højt. Mikael Simpson er bestemt ikke en person, der råber højt, og hans tekstunivers er i høj grad underspillet. Der er ikke tale om lange historier, men derimod fremstår teksterne i en mere minimalistisk form som en række poetiske statements, der ofte gentages igen og igen. Umiddelbart virker det måske af lidt, men i virkeligheden bliver virkningen så meget desto større.
Forklaringen derpå kan måske findes i åbningsnummeret “Sexponering 2004”, hvor en samplet kvindestemme fortæller om, at der i en storby er så meget larm, at man næsten ikke hører den. Mikael Simpson taler på en intim måde, der gør, at man i høj grad lytter efter.
Teksterne fremstår denne gang endnu mere drømmende, end man kunne høre sidst, og der er ikke nogle lige så direkte tekster som forgængerens angreb på Bjørn Lomborg. Det tætteste er i det navnløse afslutningsnummer, der er Mikael Simpsons bidrag til indvandrerdebatten. Der skrues lidt på radioen, og der stilles ind på et radioprogram, hvor en kvinde, næsten grædende, fortæller om alle de problemer, indvandrere fører med sig. I stedet for at komme med et direkte højtråbende angreb på fremmedfjendskheden har Mikael Simpon valgt en underspillet og i virkeligheden langt mere effektiv løsning.
Musikalsk er der sket nogenlunde det samme som med teksterne. Der er ikke sket nogen afgørende udvikling, men stemningen har fået endnu et lille vrid over mod det drømmende, ligesom elektronikken har fået en mere central placering. Åbningssangen “Sexponering 2004” er en form for ambient house med titlen, der bliver gentaget mellem den ovennævnte samplede baggrundsstemme.
“Du drømmer om et andet sted” har en mere traditionel sangstruktur, men bevarer åbningsnummerets chillout-stemning med et roligt beat og nogle samplede strygere. I “Set det ske” findes den akustiske guitar frem, og Mikael Simpson spiller med nogle bløde og malende anslag, som når bølgerne en sommernat slår roligt ind mod strandbreden.
Sådan fortsættes der gennem hele pladen mellem drømmende musikalske forløb og mere regulære sange. De første par gange, man hører pladen, er der måske lidt for langt mellem de fængende sange, og De ti skud fremstår på den måde mindre skarp end forgængeren. Men efterhånden kommer man til at sætte mere og mere pris på de fleste af numrene, og den mere løse struktur er med til at give pladen en sammenhængende stemning. Det er eksempelvis med til at gøre numre som “Kæmpe-kæreste-sorger” og “Det sommer nu” til gode numre, som kan overhøres i starten. Sidstnævnte er i øvrigt lidt spøjs, idet den knækker musikalsk over på midten, mens Mikael Simpon giver et tekstligt referat af den første soloplade.
Hvis man var vild med Os 2 + lidt ro 2002, har Mikael Simpson med dette album leveret endnu en samling glimrende sange, der tager afsæt, hvor forgængeren sluttede – men uden at blive en gentagelse. Skal man endelig lægge begge plader på vægtskålen, vejer debuten nok en anelse tungere, og for nybegyndere vil den nok være et bedre sted at starte – men det skal ikke fjerne fokus fra, at De ti skud er et fremragende album.
