Man mærker det lige fra starten – at den musik, man de næste tre kvarters tid skal lade flyde ind i øregangene, er noget helt specielt. Ikke at det nødvendigvis er en god ting, men så snart de første lydbølger fra det instrumentale åbningsnummer bliver kastet fra højtalerne, gennem luften og fylder ørene med lyd, bliver man klar over, at der her er tale om et helt lille univers for sig selv. Det er et univers ikke helt ulig de forunderlige verdener, man besøger, når man lytter til navne som Sparklehorse og Flaming Lips. Hvis man, som undertegnede, ikke synes, det er en dårlig ting, bør man ikke snyde sig selv for Surroundeds lille drømmerejse.
For selvom sangene til tider lyder en tand for meget som inspirationskilderne (især et album som førnævnte Sparklehorses It’s A Wonderful Life er der blevet lyttet meget til), gør det ikke meget, når sangmaterialet trods alt er så godt, som det er. Surrounded fortaber sig ikke i prætentiøse ambitioner, da de formår at være storslåede, men samtidigt helt nede på jorden. Det er som at gå under en regnbue af lyd, himmelstræbende, men aldrig uden menneskeligt modspil, når man hører Surroundeds musik, der udover bas, guitar, trommer og udviskede drømmende vokaler består af et skønt sammensurium af celloer, violaer, mellotroner og synthesizere samt mere eller mindre eksperimenterende samples, der tilsammen skaber en særegen blanding af støjende lo-fi guitardrevne sange og filmisk orkestrale popperler og alt midt i mellem.
For det er lige fra starten – den instrumentale “Linear Elevator” henover den ultra-charmerende “Exit Serenade”, den opløftende “On Top of the World” til den teatralske “Better Not Be So”, de flotte afsluttende numre “All Points Bulletin” og “Neglectarine” – at Surrounded disker op med deres kryptiske fiksfakserier.
Især teksterne gør brug af nogle meget sære metaforer, men virker slet ikke så fjerne igen, for på trods af de sære indfald og idéer føler man hele tiden, at det er velkendte problematikker, der bliver taget op. Man bliver gang på gang og overrasket af Mårten Rydells tekster; hvad skal man sige til følgende linjer fra “Diesel Palace”: »You fill my breath with diesel fumes / And a funny smog that smells / Of hope and perfumed lungs / Of cuddly singsong hosts?« Selv om det netop er sådanne finurligheder, der får mig som lytter til at trække på smilebåndene, er det også én af albummets eneste svagheder, idet nogle af sangene mister lidt hoved og hale på sig selv. Men da hver sang nærmest virker nødvendig for albummets helhedsindtryk, og det kun sker i så lille et omfang, trækker det ikke videre albummet ned.
Safety in Numbers. Tryghed i tallene. En nærmest perfekt titel til albummet, for netop den følelse af, at man slipper væk i minderne, datiden, gamle dage; numrene, datoerne, årstallene, præger stort set alle de 12 sange på pladen. Som et gammelt fotoalbum fyldt med minder, gode som dårlige, besværlige som behagelige, uskyldige som sindssyge, side om side, hånd i hånd, har det hele sin plads, og selvom nogle af motiverne ikke har samme værdi i dag, som de havde, da de opstod, ville samlingen være ukomplet uden.
I sin ufuldkomne fuldkommenhed har Surrounded altså med deres debutalbum skabt et rigtigt godt album, der langsomt vokser sig ind på sin lytter og bliver et bekendtskab, man ikke ville være foruden.
“The greatest visions
From all your catalogues
On token pictures
And blurry photographs
…
Now they’re by your side
Now we’re on your side”
