Madrilenske Hinds begyndte karrieren i 2011 som en duo ved navn Deers, der bestod af de to guitarister og sangerinder som begge var omkring 20 år: Carlotta Cosials og Ana Perrote. Inden albumdebuten Leave Me Alone fra 2016 skiftede de navn (Hinds betyder hunhjorte) på grund af et sammenfald med et canadisk band og rekrutterede samtidig bassist Ade Martin samt trommeslager Amber Grimbergen. Debutpladen bød på skramlet og ubekymret garagepop med masser af charme og sommerlig stemning. De to oprindelige medlemmer Cosials og Perrote var naturligt nok hovedkræfterne bag albummet, som især var baseret på deres guitarspil og formidable samarbejde på vokalerne.
Opfølgeren I Don’t Run er co-produceret af Gordon Raphael, som bl.a. har produceret The Strokes’ to første albums. Meget passende indledes albummet med tung bas og trommer, der indvarsler Martin og Grimbergens øgede tilstedeværelse i lydbilledet. Om det skyldes Raphaels indflydelse skal være usagt, men åbningsnummeret ”The Club” har en umiskendelig lyd af tidlig The Strokes. Heldigvis formår Hinds uden problemer at bevare deres umiddelbare charme under skiftet til de strammere produktionsmæssige rammer.
Nu skal det ikke hedde sig, at Gordon Raphael har gjort sig skyldig i indhegning af de fire hunhjorte. Der er nemlig masser af spark og vildskab på albummets allerbedste skæringer, hvor Hinds gang på gang tager stik hjem med et trumfkort i form af samspillet mellem de to sangerinder. Cosials og Perotte veksler konstant mellem at synge alene og tostemmigt, hvor deres meget forskellige stemmer bidrager med en dynamik, som er helt afgørende for Hinds’ udtryk. ”Tester” giver for alvor plads til, at Ade Martin kan folde sit basspil ud, og har tilmed Hinds’ måske mest iørefaldende omkvæd, hvilket ikke siger så lidt. Et andet højdepunkt er ”To The Morning Light”, der i højere grad følger formen fra tidligere materiale med guitarer, som bygger op til et uimodståeligt klimaks, hvor Cosials’ og Perottes stemmer lapper over hinanden i et herligt kaos.
Sangene på Hinds’ debutalbum var fyldt med uhøjtidelige kærlighedserklæringer og længsel efter mere forpligtende forhold end de, der er baseret på fordrukne, natlige beskeder. Teksterne på I Don’t Run lægger sig fint i forlængelse heraf: »I wanna show you it’s cool to grow up / I wanna prove that your clock doesn’t stop at the club«. Der kredses fortsat om byture og at vågne op ved siden af den rigtige eller den forkerte. En væsentlig forskel er dog, at offerrollen er udskiftet med et mere selvkritisk perspektiv, som her i ”New For You”: »My feet are bruised from tripping up / Sometimes I see myself and can’t stand my show«.
De fleste af sangene på I Don’t Run holder sig inden for samme stil af tempofyldt, retroinspireret garagepop. Variation er ikke én af albummets forcer, hvilket især mærkes på første halvdel, hvor ”Soberland”, ”Linda” og ”Echoing My Name” ikke helt når det vanligt høje niveau af melodiøsitet. Jeg kunne også godt have ønsket, at de mere afdæmpede numre havde flere af de kvaliteter, som kendetegner den smukke ”And I Will Send Your Flowers Back” fra Leave Me Alone. At Hinds på trods af dette har begået et glimrende andet album, skyldes de utallige magiske øjeblikke, som opstår mellem Carlotta Cosials og Ana Perotte. Hinds kan som ingen andre skrive omkvæd, der giver trang til at gribe den nærmeste flaske tequila og skråle med på de upolerede toner.
I Don’t Run cementerer Hinds som et band, der formår at skabe en karakteristisk og original lyd med ganske simple virkemidler. Kvartetten har føjet flere facetter til deres lyd gennem et øget fokus på rytmesektionen, men har samtidig holdt fast i deres særlige, smittende energi. Samlet set bliver albummets ujævne perioder langt opvejet af de mange mesterlige momenter, og udløser fem U’er.
