Koncerter

Kosteljanetz, David, Moonbabies, Epo-555, 12.02.04, Vibration Festival

[Rasmus Bang Petersen]Det kan være farligt at have høje forventninger. Det var i hvert fald den umiddelbare konklusion efter aftenens triplekoncert, der lovede så godt, men aldrig for alvor indfriede det, man kunne tillade sig at forvente med tre på plakaten så spændende navne.Det kan være farligt at have høje forventninger. Det var i hvert fald den umiddelbare konklusion efter aftenens triplekoncert, der lovede så godt, men aldrig for alvor indfriede det, man kunne tillade sig at forvente med tre på plakaten så spændende navne. Af forskellige årsager lykkedes det nemlig ingen af kunstnerne at få taget til at lette, selv om der blev forsøgt mere ihærdigt, som aftenen skred frem. Både musikere og publikum vågnede gradvist mere op, og alt var således tæt på at flaske sig for aftenens sidste band – hvis ikke deres allerbedste ven på netop denne hellige aften havde besluttet sig for forråde dem!

David Kosteljanetz
Loppen er kendt for at lade musikere gå på scenen mindst en time for sent, og Vibration-arrangementet var ingen undtagelse. Denne gang skyldtes det dog den pladereception, der samtidig blev holdt for Moonbabies og David Kosteljanetz, og de gratis øl i baren gav sidstnævnte gode chancer for at starte aftenen med publikum på sin side. Der var da også en god stemning lige fra første færd, som Kosteljanetz formåede at udnytte med charme og hyggelig electrofolk – som han valgte at kalde det – og publikum forblev positive koncerten igennem.

Det begyndte såmænd også ganske fortrinligt med lækre vokalharmonier, men inden længe blev tempoet taget ud af koncerten, og det gavnede desværre ikke Kosteljanetz og hans gæstemusikere. Man skulle ellers tro, at hele Københavns indiemiljø havde valgt at indfinde sig på scenen denne aften, men trods sympatiske vokalbidrag fra Martin Ryum, Janne & Thomas fra Pluto og smarte Signe fra Daughters of Heavy blev koncerten lidt for ofte lidt for søvndyssende. Bedre gik det med Kosteljanetz nr. 2, Jakob fra Geisha, der gik fint i spænd med sin bror, mens David selv sjældent trådte i karakter og for alvor brugte sin rare vokal til noget. Det var heller ikke nemt at spore Depeche Mode og New Order i den forholdsvis monotone musik, der i sine bedste stunder nok ledte tankerne hen på Printer, men som lidt for ofte forblev velment, men anonym. Først til sidst vågnede Kosteljanetz for alvor op til dåd med et regulært popnummer, der med sit dansable beat gjorde det ud for den trommeslager, man af og til kunne savne.

Fint nok, at David Kosteljanetz er tro mod den minimalistiske musik, han spiller, men denne torsdag aften vandt han snarere sympati end reelt engagement.

Moonbabies

“œSikker svensk succes,” havde jeg tænkt før koncerten med det fine orkester, men selv om Ola og Carina tog de åbenlyse stik hjem, blev mine store forventninger desværre ikke rigtigt indfriet. Finessen fandt aldrig form, og det var i stedet tight trommespil og eksplosive støjudbrud, Moonbabies vandt på.
Trods kun to albums gav de indtryk af at være et erfarent liveband, der gav lige præcis, hvad der kunne forventes af dem – og så heller ikke mere. Man kunne med rette hævde, at bandets sceneoptræden var meget indie, men også lidt “œwhatever…”; i hvert fald var duoen helt nede på jorden, og hvorvidt dette var godt eller skidt kom nok i sidste ende an på ens forventninger. Det var i hvert fald svært at blive irriterede på det gennemført sympatiske band og deres fine, fejlfri rock. Som en skandinavisk udgave af Yo La Tengo, omend noget mindre nørdet og raffineret, leverede bandet ikke blot melodisk midwest-rock og Beach Boys-klaver, men også både akustiske passager og vokalt samspil ikke ulig det, man finder hos Postal Service.

Som helhed var det dog som om, der manglede et eller andet for at gøre koncerten mere end blot udmærket og lidt ligegyldig. Ingen tvivl om, at bandet og deres sammenbidte trommeslager havde den rigtige indielyd og -attitude, men det blev aldrig så tryllebindende, som man kunne have håbet på.

Epo-555

Nok havde David Kosteljanetz og Moonbabies af og til svært ved at komme ud over scenen, men det var intet imod de problemer, Epo-555 stod over for. Af uransagelige årsager havde deres computer nemlig valgt at sætte ud, og det betød nul elektronisk lyd for det ellers så teknisk kompetente orkester. Kendte man ikke bandet i forvejen, lagde man formentlig ikke så meget mærke til det, men faktum var, at med lydkortet røg 90% af Epo-555s nøje iscenesatte udtryk, og det var derfor en voldsomt improviseret discount-udgave af sig selv, bandet måtte hive frem. Dét gjorde de til gengæld med bravour, og vi var få numre inde i koncerten, før bandet smed nervøsiteten fra sig og spillede rock, som gjaldt det deres liv. “œHvis vi ikke har Guds vilje med os, må vi nøjes med Satans!,” erklærede sanger Mikkel Max Hansen og rev som vanligt sine fingre til blods på What’s Wrong with Disco Tango a la Carte og det supercoole cover af Enola Gay. Allerbedst var dog Pioneers / Sugar for the War Machine med fænomenalt trommespil fremført af Ebbe Frej, der som vanligt var sikkerheden selv og styrede sangene i land på upåklagelig vis. Det kunne dog ikke skjules, at en del numre led voldsomt under den manglende computergenerede støj, og de uheldige omstændigheder var dobbelt ærgerlige, al den stund at Crunchy Frog-udsendte kunne spottes i mængden. Men Epo-555 kom sig over skuffelsen og tog det med godt humør og hjælp fra et velvilligt publikum, så selv om koncerten mest mindede om lystige spillemænd i et øvelokale, var den absolut aftenens bedste. Og som en tilfreds tilskuer bemærkede om Epo-555s amputation: “œSå er der grund til at komme igen!

Læs også Undertoners anmeldelser af
David Kosteljanetz: One Night Only
David Kosteljanetz, Simon Gylden, Spot10 i Århus 04.-05.06.04
Moonbabies: The Orange Billboard
Epo-555: Dexter Fox

Leave a Reply