Undertoner har mødt det svenske band Shout out Louds, der overraskende nok var meget afdæmpede og nede på jorden. (01.04.04)Det svenske band Shout out Louds er det tætteste, man kommer på rigtige rockstjerner – uden overhovedet at være i nærheden af det. De spiller musik, der er rocket nok til at være levende og poppet nok til at være interessant. De gør det for deres egen skyld, men elsker når en enkelt fan fortæller dem, hvor meget musikken betyder for ham. De er almindelige mennesker, lige bortset fra at de kan lave fængende melodier og åbenhjertige tekster. Og så havde de i øvrigt opgivet nogensinde at blive kendte.
Shout Out Louds er ikke et band, der går efter at revolutionere musikscenen, men når man møder dem, finder man ud af, at det ikke nødvendigvis er noget, man kan have imod dem. Selv om der både er elementer af The Strokes, The Cure og Built to Spill i deres musik, er udtrykket stadig bandets eget – en tilgang som, selvfølgelig, også er vigtig for dem.
Bliver I irriteret over at blive sat i en kategori som et band i garagerock-bølgen?
 |
Jeg synes ikke, at vi er et garagerockband. Og i det hele taget synes vi nok bare ikke, at det betyder noget, om man tilhører en speciel genre. Men det hænger måske også sammen med, at vi selv er så dårlige til at proppe den musik, som vi selv hører ned i bestemte kasser. Vi kan lide det, og så tænker vi ikke over, hvilken genre det tilhører.
Vi lytter i hvert fald nok mere til pop end til garagerock, og i det hele taget lytter vi til forskellige ting og bliver så inspireret af dem. Nogle gange kan man lide rytmen i en sang, guitaren i en anden og noget helt tredje i en tredje. Det er ikke noget specielt band, som vi ser op til; det er snarere musik i almindelighed. Man ser op til nogle ting, men det udtryk vi har, er ét vi selv vælger – noget der passer til os personligt.
Bliver I påvirket af anmeldelser?
Ja, vi læser dem i hvert fald. Især i starten var man jo meget spændt på, hvad andre mennesker syntes om ens musik. Men det påvirker da én, når man læser dårlige anmeldelser. Men ok, man vænner sig til det. Det værste er sådan set ikke nødvendigvis, når folk skriver dårlige anmeldelser, men når anmeldere skriver dårligt – altså anmeldelser hvor der ikke er tale om konstruktiv kritik. Når man kan høre, at anmelderen ikke har lagt energi i at lytte til pladen.
Et eller andet sted synes jeg også, at det er ærgerligt, at der bliver skrevet så meget om musik. Altså forstået på den måde at alt bliver analyseret sådan, at folk ikke får chancen for at opdage det selv længere.
Er I blevet overraskede over at stå på den anden side lige pludselig – altså at gå fra at være musiknydere til at være nogle som folk bedømmer?
 |
Jeg syntes, at det var lidt underligt i starten. Altså, vi har jo været vant til, at det var vores sange. Men nu er det ikke kun vores egne længere, nu er det lige pludselig også alle mulige andres. Jeg skriver jo sangene for mig selv, og derfor er det temmelig underligt og svært at sidde og snakke om musikken. Det er svært at blive bedømt på den måde.
Er I overraskede over, hvad folk synes?
Ja, fordi vi har haft vores billede af, hvad sangene betyder, og så er det lidt underligt, hvis folk har en helt anden opfattelse. Men på den anden side er det jo det, der er meningen – altså, at folk skal have deres egen opfattelse.
Det er sjovere, at man selv skaber sin mening om sangen. Det er også derfor, at det betyder mere, hvis en fan siger, at han eller hun kan lide vores musik, end hvis en anmelder gør det. En anmelder skal have en holdning til musikken, men en anden person behøver egentlig ikke at have en holdning til det, og derfor betyder det meget mere, hvis vedkommende af sig selv siger, at det er godt.
Man kender fra sig selv, at man kan få en bestemt følelse i kroppen ved at lytte til noget bestemt musik. Og at folk kan have det sådan ved at lytte til vores musik, det er lidt underligt – på den gode måde altså.
Hvorfor begyndte I egentlig at spille musik?
Vi begyndte bare for sjov skyld. Vi begyndte bare, fordi vi syntes, det var sjovt at spille i band. I dag har det ændret sig lidt. Nu handler det også meget om sangskrivningen – om at skabe musik. Vi kan kort sagt godt lide, når vi kan skrive nogle gode sange.
Er der en forskel i jeres indstilling fra dengang, I begyndte til nu, hvor I er blevet mere kendte?
Ja, for det første så tager musikken en større del af vores tid. Man bliver afhængig af at spille musik. Vi har jo alle drømt om at blive rockstjerner, men vi havde nok også alle opgivet den drøm, lige inden vi gik i gang. Vi mente, vi var blevet for gamle, og at der ikke var nogen chance for at blive kendte. Vi droppede den drøm og begyndte at spille bare for sjov.
Har I så et større pres på jer nu?
Nej, jeg synes faktisk mere, at der er større inspiration. Nu har denne plade ( Howl Howl Gaff Gaff) været ude så længe, at folk kender den, og man er ivrig efter at vise, hvad man også kan. Man har fået foden inden for døren med denne plade, så nu er presset mindre.
Læs også Undertoners anmeldelser:
Shout out Louds: 100 Degrees EP
Shout out Louds: Howl Howl Gaff Gaff
