Når man tænker på, hvor megen ondskab hver eneste stormtrooper indeholder, så er det ikke nogen stor overraskelse, at deres ledere, Darth Vader og Kejseren, er nogle af denne verdens mest helstøbte labaner. Kongens personlighed afspejler summen af undersåtternes personlighed, som en klog mand engang sagde. Lidt på samme måde forholder det sig med pladeselskabet BSBTA. Selskabet er hjemsted for noget af det mest udknaldede musik herhjemme, og derfor er det ingen overraskelse, at Tang under broen – pladeselskabsejeren Christian Kanns soloprojekt – er et overordentligt grænsesøgende foretagende. Nogle af Tang under broens tidligere udgivelser er noget af det mest lofi-agtige, jeg kan huske at have hørt. Det er vanskeligt at lytte til, men ofte også ret godt.
Der er for langt at sige at der ikke er langt nok er imidlertid i en lidt anden boldgade. For det første er pladen ikke så utilgængelig endda, hvad lydkvaliteten angår. Undertiden lyder det lidt hen i retning af de mindre poppede passager af Sentridohs outtakes-plade Losing Losers. Der er tale om numre med genkendelige stykker, der som regel bliver spillet på guitar eller computer. For det andet er pladen dansksproget, og numrene er oftest ovre i kategorien ‘poesi ledsaget af musik’ (BSBTA har tidligere udgivet poesiplader).
Når Der er for langt at sige at der ikke er langt nok i det store hele er en middelmådig affære – for det er den – så skyldes det en kombination af ting, som har med kategorien ‘poesi ledsaget af musik’ at gøre. Kann er ikke nogen stor digter. Teksterne er typisk prægede af uraffinerede ordspil eller lidt kedelige omskrivninger af kendte fraser. For eksempel bliver »ud at køre med de skøre« her til »ude og skide med de blide hvide« (i “Strømme i klynger (klynker)”), og det er måske nok ikke så spændende igen. Selv om teksterne ikke altid er ubetinget dårlige – i reglen er de så psykedeliske, at det er hinsides godt og dårligt – så er de aldrig gode nok til at bære numrene. Og det er lidt et problem, fordi musikken mest er en monoton underlægningsmusik, lige som der kun sjældent er decideret sang. Faktisk er det generelle indtryk, at såvel tekster som musik er ret sjusket lavet.
Men der er nu også gode stunder. Pladens bedste nummer er “Angst fangst”, som består af et pulserende grundspor, der bliver besmykket med flere psykedeliske sangspor, der på en sær, men også meget melodisk måde vikler sig ind i hinanden. Hen mod slut (det vil sige efter et minuts tid) bliver det hele suppleret af en underspillet og til ukendelighed forvrænget guitar. I “Angst fangst” fungerer Kanns psykedeliske legestue rigtig godt. Den efterfølgende “Tilflugt i hundene” er en mere traditionel akustisk ballade, og det er også en fin sang. Den melodiske og orgeldrevne “Turen går til …” er også ret god.
I virkeligheden er der måske egentlig mange fine og syrede detaljer på Der er for langt at sige at der ikke er langt nok – den hærgende guitar i “Lærker”, den psykedeliske havregrød i “Krads”, de flippede pivestemmer i “På tilbud i Super Bruseren” og så videre. Men det hele – og især teksterne – er som sagt meget sjusket, og det er ikke på en charmerende måde. Det er ærgerligt, når man ved, at Christian Kann er opfindsom nok til at lave nogle virkelig spændende sager.
