Ørerne bliver lige en anelse længere end vanligt. For det kan da ikke passe, at han sang dét, ørerne tror, de hørte? Nok var Christian Savill en del af den vigtige engelske 90’er-gruppe, men ligefrem at indlede Monster Movies andet album med at synge »You’ve got to slowdive sometimes« virker som en lige rigeligt nostalgisk reference. Næste lyt afslører dog, at linjen i stedet handler om at »slow down.«
Fejllytningen siger lidt om, hvor svært det kan være at slippe ud af skyggen fra et nærmest sagnomspundet band. Men den underbevidste sammenkobling af Slowdive og Savills band Monster Movie er ikke helt fair. På To the Moon spiller han sammen med Sean Hewson snarere en små-folket form for singer/songwriter-rock med visse dreampop-tendenser og dertilhørende støj.
Ligesom solopladerne fra Slowdives frontfigur, Neil Halstead, giver Savill og Hewson afkald på Slowdives mange lag af lyd til fordel for en til tider spartansk enkelhed. Samtidig går Monster Movie sine steder efter noget mere lettilgængelig, fængende rock. Et godt eksempel er åbningsnummeret “Sweet Lemonade”, hvor omkvædet bliver hængende i hjernebarken. Desværre går gassen af ballonen efter et par håndfulde gennemlytninger, for kalorietallet inde bag det let fængende er ikke voldsomt højt.
“Sweet Lemonades” flade, uinspirerede trommeprogrammeringer er et irritationsmoment, der går igen i “Don’t Know Why”. Nummeret er ligesom Savills vokal spinkelt og forsagt, og melodien står for meget i stampe uden at gøre opmærksom på sig selv. I det hele taget har især de afdæmpede numre en tendens til at blive anonyme, bl.a. på grund af Savills meget lyse, svagt konturløse stemme.
Selvom de programmerede trommer er lige så irriterende i “Memento”, har nummeret til gengæld noget af dét, der kendetegner Monster Movie, når de er bedst. Vi får en herligt frisk melodi svøbt i forrevne guitarer, og nummerets tempo og variationen mellem guitarstøj og korte breaks giver en god fremdrift.
Og samme fremdrift pynter gevaldigt på Savills vokal i “1950da”, der har en behagelig lighed med Yo La Tengos 1997-udgivelse I Can Hear the Heart Beating As One. Her får knasende guitarbredsider så meget plads i det ligefremme rocknummer, at Savill er nødt til at oppe sig for at komme til, og det gør godt, at han lægger mere kraft i vokalen.
Albummets titel tyder på, at Monster Movie gerne vil tage os i hånden og svæve ud i rummet. Så meget suger albummet nu ikke, men visse steder formår Savill og Hewson at gøre deres kønne dreampoppede lydflader så tilpas svævende, at man med salig Højholts ord føler, at man hænger “20 centimeter oppe.” Bare lige så fødderne ikke kan nå jorden.
Denne følelse opstår til dels i slutningen af “Out of Touch”, hvor små rundgange får lov at cirkulere igen og igen, mens guitarstøj får lov at pirke. Det rette ord må være ’dvælen.’
Og netop denne dvælen eller tøven bliver i “Beautiful Arctic Star” lige nøjagtig så tvetydig, at der er noget at komme efter – også ved 10. lyt. Omkvædet består af de sædvanlige lyse (og hér svagt metalliske) vokaler, hvis svæven understøttes af en klokkemelodis lethed – samtidig med at en dyb bas ulmer underneden og derved gør spændingsforholdet mellem det lyse og det mørke interessant.
Samlet set når vi desværre ikke længere end til at stirre op på de smukke stjerner. Monster Movies melodier mangler lige det sidste, lige den sidste nerve, lige den gnist der kunne gøre dem rørende nok til for alvor at påvirke lytteren. De kan med andre ord ikke holde blikket tilstrækkelig fikseret på stjernernes skønhed, og derfor er man ikke i stand til at fortrænge, at det faktisk er ret koldt for fingrene at stå derude og glo opad.
Læs også:
Rasmus Bækgaards anmeldelse af To the Moon
Peter Hansens anmeldelse af To the Moon
Jan Overgaard Mogensens anmeldelse af To the Moon
Rasmus Bang Petersens anmeldelse af To the Moon